Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kivekäs, Ida Aalberg - Kivi, Aleksis - Kiviksmonumentet - Kivleslaatten - Kiwi ell. Kiwi-Kiwi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kivekäs, Ida Aalberg, se
Uexkull-Gyllenband.
Kivi, Aleksis, finsk Digter, f. 10. Oktbr
1834, d. 31. Decbr 1872, var fra Nurmijärvi
Sogn i Nyland, hvor Faderen, Johan Erik
Stenvall, var Landsbyskrædder. Moderen var
Smededatter fra et af Nabosognene. Han viste
tidlige Anlæg for Læsning, og, skønt fattige,
hjalp Forældrene ham med Skolepenge, saa
langt deres Midler strakte til. Sin
Børnelærdom fik han i Hjemmet og hos en
omvandrende Skolelærer, senere kom han til Helsingfors,
lærte Svensk hos en gl Sømand, blev Elev i
en højere Skole, hvor Fr. Cygnæus var Rektor,
og tog endelig, da han ikke kunde passe ind i
det reglementerede Skoleliv, Studentereksamen
fra et privat Kursus. K. hørte en Tid Cygnæus’
og Lönnroth’s Forelæsninger paa Univ., men
hans Studier førte aldrig til nogen Eksamen;
hans Hu stod afgjort til Digtning. Minderne
om hans Hjemstavn med dens jævne, alvorlige
Mennesker og uberørte Natur gav hans
Digtning dens Udgangspunkt, og ved fri Læsning
udvidede han sin Synskreds. Hans
Yndlingsværker var, foruden Biblen og Kalevala,
Homer, Shakespeare, Cervantes’ Don Quijote og
Holberg. K.’s første Værk var Dramaet
»Kullervo«, som var færdigskrevet 1857, men
udkom grundig omarbejdet 1864. Forfatteren har
her i en noget fragmentarisk, men stærkt
gribende Form og under Indflydelse af Cygnæus’
geniale Afh. om »det tragiske Element i
Kalevala« fremstillet Folkesangens dystre Sagn om
Helten, der var født under Trællekaar og
derfor kun gjorde det Onde, hvor han tilsigtede
det Bedste. Virkelighedsbilleder og Glimt af
Humor midt i det dunkle Oldtidssagn og
overraskende saftige Sprogvendinger midt i den
højtideligt begejstrede Stil giver dog Vink om
Retningen af Digterens egentlige Begavelse. Sin
endelige Form fandt han i »Nummisuutarit«
(Landsbyskomagerne), 1864. Det er den første,
virkelig orig. finske Komedie og regnes med til
Verdenslitteraturens ypperste
Karakterskildringer. Forf. giver her ligesom et Gennemsnit af det
landlige Milieu, hvor han søger sine Personer;
han fremstiller dem i al deres jævne
Oprindelighed, følger dem i al deres Færden med sin
Medfølelse og spinder ud af deres jævneste og
mest ureflekterte Handlinger en Række
morsomme Optrin, alt medens Baggrunden udgøres
af Ødemarkens storslaaede Natur, som
fremlokker Digterens mest højstemte Poesi.
»Nummisuutarit« belønnedes paa Foranledning af
Cygnæus af Staten med 2500 Fmk., den største
Anerkendelse, som overhovedet offentlig kom
den fattige Digter til Del. 1866 udgav K. en
mesterlig et-Akts Folkekomedie, »Kihlaus«
(Forlovelsen) og en Samling lyriske Digte, som,
uanset formelle Fejl, røber en saa stærk
Naturfølelse og frodig Fantasi, at de danner en
Epoke i Sammenligning med tidligere finsk
Kunstdigtning. Ved denne Tid prøvede K. paa
at udvide Valget af sine Personer til højere
Samfundslag og fjernere Egne; det lykkedes
ham ikke, Intrigen blev opskruet og
Karakterskildringen usikker. Dog danner hans højstemte
bibelske Drama »Lea« i den Henseende en
Undtagelse. Den dybeste Fromhed og mest
umiddelbare Digterinspiration har i Forening
i dette lille et-Akts Stykke skabt et Mesterværk
i den finske Litteratur, saa meget desto mere
paaskønnet som dets første Opførelse den 10.
Maj 1869 regnes for den finske Scenes
Fødselsdag. — K.’s store Boman »Seitsemän veljestä«
(Syv Brødre) udkom 1870. Om den gælder det
maaske i endnu højere Grad end om de tidligere
Værker, at den lukker op for ny Sider baade i
den finske Natur og det finske Folks Sjæleliv.
Den blev det sidste fuldt modne Udtryk for
Digterens rige Aand. Han havde i en Række af
Aar levet paa Landet, hvor han modtog
økonomisk Støtte af en ældre Dame, Frøken Ch.
Lönnqvist, som bedre end den øvrige Samtid
forstod at vurdere hans Geni. Men skønt han
saaledes blev forskaanet for den allerbitreste
Nød, førte dog Fattigdom, Savn af jævnbyrdig
Omgang og Litt. samt Overanstrengelse ham i
dyb Melankoli og endelig 1870 til uhelbredelig
Sindssyge. K. henlevede sin sidste Tid som
Fattiglem paa sin Hjemegn og døde i
Broderens lille Hytte.
K. er den første, originale
Digterpersonlighed i finsk Litt. Hans rolige, storliniede Kunst,
som støtter sig til Virkeligheden, men hæves
over det daglige ved en rig Fantasi og et eget
Skær af bred Humor, staar i denne Litt. som
det uovertrufne Udtryk for klassisk Digtning.
K.’s udvalgte Skr udkom første Gang 1877.
1908 udkom »Seitsemän veljestä« i Pragtudgave
med Billeder af Gallen-Kallela. Dette Værk samt
»Nummisuutarit« findes i sv. Overs.
Eva M.
Kiviksmonumentet, ogsaa kaldet
»Kongegraven«, i Skaane, c. 20 km N. f.
Cimbrishamn, er en stor, væsentlig af Sten dannet
Gravhøj, der indeslutter en mærkelig, i Norden
enestaaende Stengrav fra den ældre
Bronzealder. Graven er en stor, aflangt firsidet
Stenkiste, 4 m lang, c. 1 m hred, sat af flade,
kantsatte Stenflager, 1,2 m høje, paa hvilke 3
Dæksten har hvilet. Stenenes Indersider bærer
talrige Figurer af lgn. Art som
Helleristningerne, deriblandt religiøse Symboler, som det
hjulkorsformede Solbillede, store Dobbeltøkser
o. l., medens andre Figurer, Krigere, en Mand
kørende med 2 Heste o. fl. synes at vise
Processioner. Graven aabnedes c. 1750 af
»Skattegravere«. Om dens Indhold af Oldsager vides
intet, men Fremstillingerne gør det utvivlsomt,
at den hidrører fra Bronzealderen. Nogle af
Stenene mangler nu. Ved Siden af den store
Stenkiste laa en mindre Grav. Monumentet er
nu fredet.
H. A. K.
Kivleslaatten, se Slaatter.
Kiwi ell. Kiwi-Kiwi (Apteryx), et Navn,
der opr. er brugt af de Indfødte paa
Ny-Zeeland, betegner nu en højst ejendommelig Orden
(Apterygidæ) af Strudsfugle, bestaaende af
6 Arter, i Ydre kun lidet lignende nogen anden
nulevende Fuglegruppe. Fra andre Strudsfugle
adskiller K. sig især ved at besidde 4 Tæer,
ved at Næseborene ligger i Spidsen af Næbbet,
ved at Fjerene mangler Bifane, og at Æggene
kun har enkelte Porekanaler, foruden ved
adskillige Ejendommeligheder i Skeletbygningen,
f. Eks. at Nøgleben mangler helt, og at der paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
