Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kjerulf, Theodor - Kjerulfin - Kjol(e) - Kjós - Kjove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
disse Rejser og analytiske Arbejder
offentliggjorde han i fl. mindre Afhandlinger, men de
blev dog væsentligst nedlagte i hans første store
Arbejder »Das Christiania Silurbecken« (1855)
og »Ueber die Geologie des südlichen
Norwegens« (1857). I disse har K. paavist
Lagrækkernes Foldning, fremlagt Inddelingen at
Silurformationen og den kemiske Natur af Eruptiverne
samt paapeget Kontaktmetamorfosen m. m.
Norges Geologi var med een Gang kommen bort
fra de leoretiske Spekulationer og blev nu
opbygget paa klart iagttagne Fakta. Paa
Grundlag af disse for Norges Geologi epokegørende
Værker planlagde og foreslog K. 1857
Oprettelsen at »Norges geologiske Undersøgelse«,
hvilket Forslag blev bifaldet af Stortinget, der for
de kommende 3 Aar bevilgede 6000 Spd. K.
blev Leder, og hans første Medarbejder var
hans Ven Tellef Dahll. 1865 kunde de første
Resultater fremlægges i et Kortværk over de 3
sydligste Stifter. Fra dette Aar deltes Arbejdet,
saa K. alene overtog Ledelsen af den geologiske
Undersøgelse for de sydligere Stifter, medens
Dahll fik at udføre den for Tromsø Stifts
Vedkommende. Som Leder af den geologiske
Undersøgelse fortsatte K., med Assistance af fl.
Medarbejdere, Indsamlingen af Materiale fra og
Befaring af det søndenfjældske Norge. Der blev
udgivet Kort i Maalestok 1:100000, samtidig med
at K. publicerede en Rk. geologiske Skr. 1858
efter Keilhau’s Død var K. bleven
Universitetslærer, og som saadan virkede han i høj Grad
vækkende paa sine Tilhørere, især forstod han
at paavirke sine Elever til selvstændigt Arbejde.
Hertil bidrog i ikke ringe Mon ogsaa de af K.
ved Universitetet indførte Ekskursioner,
hvorved de Studerende blev førte ud til interessante
Lokaliteter og her fik Paalæg om at opgøre
deres selvstændige Mening, ja ofte Opgaver til
Bearbejdelse og senere Offentliggørelse. Som
æstetisk Forf. har K. udgivet friskt og
stemningsfuldt skrevne Skitser fra sit Rejseliv samt
fl. Samlinger af Digte, rige paa vægtige Tanker
og dyb Inderlighed, skønt ofte knudrede i
Formen. Et Udvalg af hans skønlitterære Arbejder
ved Hartvig Lassen (»Digte og Skitser«) udkom
1890. En fuldstændig Fortegnelse over K.’s
udgivne Arbejder findes i »Norsk Forf.-Leks.« III
samt i »Geol. Foren.’s i Sthlm Forhandl.« (Bd
X, 1888). (Jfr. H. Dahle i »Ydun«, Nordisk
Studenterkalender for 1873, S. 79—109; Th.
Hiortdahl i »Naturen« [1888, S. 353—62];
H. Reusch i »Letterstedt’ske Nord. Tidsskrift«
[1889, S. 103—13]).
(A. G.). H. R.
Kjerulfin [’kæ-], se Wagnerit.
Kjol(e), se Dragt, Frak,
Just-au-corps.
Kjós [Kjo^u.s], Bygd i det vestlige Island. Den
egl. K. er en Dal omgivet af høje og bratte
Fjelde, Esja mod S., Reynivallaháls mod N.
Dalen, der gennemstrømmes af den rivende
Laxá, aabner sig ud mod Hvalfjorden, og fra
Hoveddalen skærer fl. mindre Dale sig mod
S. ind mod Esjas Fjeldmasser. Kjósarsýsla
omfatter 3 Bygdelag, den egl. K., Kjalarnes og
Mosfellssveit, men er administrativt forenet med
Gullbringusýsla under en Sysselmand, der har
Sæde i Havnefjord.
Th. Th.
Kjove (d. s. s. Tyv), Rovmaage; norsk Jo
(Lestris), kaldes en lille Slægt (7 Arter) af
Maager, undertiden regnet for en særlig Familie,
sideordnet med Maagerne, fra hvilke den
adskiller sig især ved, at Næbbet er forsynet
med en Vokshud, at Overnæbbets Spids er
Stærkt krummet, og at de med en fuldstændig
Svømmehud forsynede Tæer har stærke,
krogede og skarpe Kløer. K. er Fugle af
Middelstørrelse, de mindre som de smaa, de større
som de store Maager; Farven er overvejende
mørk, begge Køn af samme Farve, ligesom der
ingen videre Forskel er paa Sommer- og
Vinterdragt. Ejendommelig er deres Udbredelse,
idet de bebor de kolde Egne af begge
Halvkugler uden at yngle nogetsteds i de
mellemliggende Egne, hvorhen de dog strejfer, idet de
uden for Yngletiden færdes paa de aabne
Have, ofte fjernt fra Land. I Levevis adskiller de
sig fra Maagerne ved, at de ofte selv ikke
fisker, men jager Maager o. a. Søfugle, af
hvilke de frygtes meget, saa længe, til de
kaster deres nylig fangede Bytte op, hvilket
K. saa behændig griber, inden det naar
Vandfladen. K. er kraftige, fortrinlig udrustede
Fugle med en vidunderlig Flyveevne. Deres Lyd
bestaar af hæse Skrig. Herhen hører:
Stor-K. (Lestris catarrhactes L.), den største
nordiske Art, saa stor som Svartbag-Maagen, er
paa Oversiden hovedsagelig mørkebrun med
lysere Skaftstreger, paa Undersiden lys
kastaniebrun; de mørke Haandsvingfjer er fra
Midten til Roden hvide, hvorved der paa
Vingen fremkommer et, især under Flugten
tydeligt, hvidt Baand; de to midterste Styrefjer er
skarpt afskaarne; Næb og Fødder er sorte.
Stor-K.’s Udbredelse er meget indskrænket, idet den
nu kun yngler paa to af Shetlands-Øerne, paa
Færøerne og i det sydlige Island, men som en
ægte Oceanfugl strejfer den uden for
Yngletiden vidt omkr., er oftere truffet i Danmark,
i Norge kun enkelte Gange, men ellers spredt
over det nordlige Atlanterhav mod V. til
Amerikas Kyst, mod S. til Gibraltar-Strædet.
Stor-K. er en kraftig og behændig Fugl, flyver
fortrinlig, svømmer godt og gaar med Lethed.
Føden søger den i al Slags dyrisk Næring,
 |
| Fig. 1. Storkjove (Lestris catarrhactes). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
