Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kogeindretninger - Kogekar - Kogekasser - Kogekunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saakaldte »Grue«, og fuldstændig omgives med
varm Aske med Gløder. Gruen i den angivne
Form er den ældste af de herhen hørende
Indretninger; i den nyere Tid har man ogsaa
anvendt transportable Gruer, der da er
lukkede Jernkasser, i hvilke er anbragt en Rist,
hvorpaa Kogekarrene opstilles, og hvorunder
Gløder er anbragte. En saadan større Grue
kan benyttes som egl. K., naar der blandes
fint pulveriseret Brændsel i Gløderne; man maa
da sørge for, at der kan tilstrømme saa megen
Luft, som behøves til Forbrændingen; men
denne kan let gøres røgfri, saaledes at intet
Aftræk fra Gruen behøves. I St. f. at henstille
Kogekarret i ell. over Gløder kan man
henstille det i varmt Vand i en Beholder, hvis
Vægge er saa omhyggelig som muligt
beskyttede mod Varmetab. Denne Metode benyttes
meget i Restauranter til at holde Kaffe o. l.
varm. Endelig har man anvendt Kasser,
udforede med Hø e. l., til deri at holde
Kogekar varme. For Udbredelsen af denne
fortræffelige og simple Fremgangsmaade har i
Danmark navnlig Prof. N. J. Fjord været
virksom, i Norge Korpslæge E. N. Finne, hvis
Høkogeapparater er indførte i den no. Hærs
Feltkøkken.
Fr. V. M.
Kogekar, se Kogeindretninger.
Kogekasser. For ved Tilberedning og
Forplejning at gøre Tropperne uafhængige af
Kvartererne, er hver Mand udrustet med en
lille Kogekedel, og Underafdelingerne har i deres
Train større Kedler. Anvendelsen af disse
kræver imidlertid et længere Ophold paa samme
Sted, for at Maden kan faa Tid til at blive kogt
i Kedlerne, der anbringes over udgravede
Ildsteder; man har derfor ønsket at kunne
tilberede Maden under Marchen og dertil
konstrueret Feltkøkkener; de har spillet en
fremtrædende Rolle under Verdenskrigen. Af
Bekostningshensyn har man hos os — og i
enkelte andre Lande — indskrænket sig til at
indføre K. efter det kendte Høkasse-Princip.
K. bestaar af en Isolérkasse, et Ildsted og en
Kogekedel; Maden i denne bringes i Kog over
Ildstedet, hvorefter Kedlen sættes ned i
Isolérkassen, og Maden færdigkoges under
Transporten, der finder Sted paa en alm. Trainvogn
(Køkkenvogn); en K. kan rumme 30 l; hver
Underafdeling m. fl. er udrustet med et
bestemt Antal. K., der er bekvemme ved
Udleveringen til Mandskabet, gør naturligvis ikke
Tropperne saa fri i deres Bevægelser som
Feltkøkkenerne.
E. C.
Kogekunst bestaar i at tilberede de forsk.
Fødemidler saaledes, at de bliver saa
nærende, letfordøjelige og velsmagende som muligt.
Da Menneskets Velbefindende og Helbred for
en stor Del afhænger af de Levnedsmidler,
hvormed det ernæres, kan man ikke undres
over, at man fra de ældste Tider har
beskæftiget sig meget med K. Denne har udviklet
sig ved stadig gentagne Forsøg, der
efterhaanden er blevet nedskrevet i Kogebøger, og
det er til Dels ved Hjælp af denne Litteratur
(i Forbindelse med forsk. hist. og kulturhist.
Værker), at man kan lære K.’s Historie at
kende. Det er ikke nødvendigt at gaa ind paa
Gastronomiens Udvikling i alle de forsk. Lande
for at faa et Indtryk af K. i dens Helhed. Da
den har haft sit Hovedsæde, først i
Østerlandene, Grækenland og Rom, derefter i Italien
og endelig i Frankrig og derfra har bredt sig
ud over den øvrige civiliserede Verden, vil
det være tilstrækkeligt at følge dens
Udvikling i de ovenn. Lande. Kun meget sjælden
hører man, at K. har gjort sig særlig
bemærket andre St.; dog findes en Undtagelse,
idet Sachsen m. H. t. K. spillede en stor Rolle
i Midten af 16. Aarh., da Kurfyrstinde Anna’s
store Dygtighed var kendt viden om. Hun
efterlod sig en Samling af 10 haandskrevne
Kogebøger.
Østerlandene. Man kender kun meget
lidt til K. her. De bedste Oplysninger faas
dels i det gl. Test., dels af Athenaios, der
beretter om, hvor forfinede de asiatiske Folk
var, da Grækerne kom i Berøring med dem.
Som Tegn paa, at man allerede tidlig satte
Pris paa de gastronomiske Nydelser,
fortælles, at Sardanapal uddelte Præmier til dem,
der kunde byde ham en ell. anden nyopfunden
særlig velsmagende Ret.
Grækenland. Allerede fra de ældste
Tider findes Beretning om Maaden, hvorpaa
Grækerne tilberedte det Kød, der blev spist
ved deres Fester. Homer giver i den niende
Sang i Illiaden en Beskrivelse af, hvorledes
Achilleus ved et Gæstebud for Agamemnon’s
Udsendinge selv skar Kødet af et Faar, en
Buk og et Svin i Skiver, ». . . stak saa Kødet
paa Bradspid, mens en umaadelig Ild blev
tændt af den bolde Patroklos. Men da nu
Baalet var brændt, og Luernes Blomster var
visned, raged han Gløderne jævnt, og Spiddene
strakte derover, løfted paa Buk dem og slog
det velsignede Salt over Kødet . . .« (Wilster’s
Oversættelse). Her tales kun om Stegning; men
efter al Sandsynlighed har de homeriske Helte
tillige kendt Kogning, thi det omtales
andensteds i Illiaden, at Agamemnon sendte Achilleus
»en Snes blankskinnende Kedler«. Grækernes
Fordringer i de ældste Tider til Madens
Tilberedelse kan ikke have været store, thi det
er Heltene selv, der forestaar den, og først
langt senere hen i Tiden bliver der Tale om
Kokke. Der synes heller ikke at have været
noget særskilt Køkken i de gr. Boliger førend
i 5. Aarh. f. Kr.; Maden blev tilberedt i
Festsalen. Det er først ved Samkvemmet med de
asiatiske Folk, at Grækerne faar Smag for
nogen Forfinelse; men efterhaanden som
Civilisationen stiger, og Handelsforbindelserne
lettes, udvikler K. sig. Man begynder at bruge
Krydderier, faar Smag for mange forsk. Fugle,
Fiske o. s. v. og anvender dem i sammensatte
Retter. Paa Perikles’ og paa Alexander den
Store’s Tid er Overdaadigheden steget i en
ganske overordentlig Grad, og selv om Athen
i denne Retning i nogle Aar var overfløjet af
Sicilien, blev Grækenland dog snart atter
Hovedsædet for de kulinariske Nydelser. Fra den
gr. Tid skriver sig en stor Mængde Forfattere,
der i deres Værker mere eller mindre
indgaaende omtalte K., bl. a. i 4. Aarh. f. Kr.
Archestrates fra Gela, hvis Værk senere er blevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
