Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Koh ell. Kuh - Kohabitation - kohaset - Kohat - Kohejre - Kohelet - Kohen - Koh-i-Baba - kohibere - Koh-i-noor - Kohistan - Kohl, Aage Herman v. - Kohl, Johann Georg - Kohler, Josef
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Koh, ell. Kuh (pers.: »Bjerg«), forekommer
i fl. geogr. Navne fra Persien; »Kohistan« er
Bjergland. I Grænselandskabet imellem
Persien og det asiatiske Tyrki, Ø. f. Tigris,
finder man saaledes en Række Bjergmasser og
enkelte Bjerge, hvis Navne er sammensatte
med K.
V. S.
Kohabitation (lat.), Samleje, Parring.
kohaset, se Hasestilling.
Kohat, Distrikt i den indobritiske
Nordvestgrænse Prov., 6980 m2 med (1911) 222690 Indb.,
væsentlig Muhammedanere, 35367 Hinduer, 5404
Kristne.
M. V.
Kohejre, se Hejrer.
Kohelet, se Prædikerens Bog.
Kohen [alm. ko’n, hebr. ko.’he.n], »Præst«,
meget alm. jødisk Familienavn.
Koh-i-Baba (»Bjergenes Fader«),
Bjergkæde i Afghanistan, danner den vestlige
Fortsættelse af Hindukoh, hvorfra den skilles ved
Passet Hadshi-Kak (3717 m) K. er vild,
stejl og øde, den kulminerer i et tretoppet
Snefjeld (5180 m). Nordskraaningen afvandes
af Kundus-Floden, Sydskraaningen af Hilmend.
M. V.
kohibere (lat.), holde tilbage, stoppe;
Kohibition, Forbud.
Koh-i-noor [-no.r] se Diamant.
Kohistan (pers.: »Bjergland«), Navn paa
forsk. Bjerglandskaber i Vestasien, f. Eks. i den
sydlige Del af den persiske Provins Chorasan,
i Turan, i Belutshistan, i Afghanistan N. f.
Kabul ved Kafiristan’s Grænse.
M. V.
Kohl, Aage Herman v., dansk Forf., f.
i Kjøbenhavn 5. Decbr. 1877. Stammende fra
en gl Officersslægt bestemte K. sig, efter 1896
at være bleven Student, for den milit.
Løbebane, blev ogsaa Premierløjtnant. Men
udprægede kunstneriske Interesser drog ham fra
Militærlivet til Digtningen, og s. A. som han
udsendte sin første Bog »Kunst. Et Nødraab«
(1903), tog K. sin Afsked. K.’s flg. Arbejder:
Romanen »Den gyldne Gift« (1903), hvis Idé
var et Varsko mod æstetisk Overkultur,
Skuespillet »Klippen« (1904) og den store
Fortælling »Hjærtevirtuosen« (1905) blev endnu ikke
banebrydende til større Læsekredse. Men i en
Række Fortællinger med Emne fra den
japansk-russiske Krig »De røde Navne« (1905)
samlede K. større Opmærksomhed om sig
ved den Fantasi og Evne til Intuition, som
prægede dette Arbejde, og som ogsaa skaffede
det Udbredelse i Tyskland. K. stiller aabenbart
store Krav til sig selv, han er en usædvanlig
belæst Skribent, og om Maalets Omfang vidner
bedst hans store tre Binds Roman
»Mikrobernes Palads« (1908), en af de anseligste, der er
skrevet paa Dansk. Emnet er ligeledes her
taget fra den russisk-japanske Krig, og
Handlingen udspilles paa et af Kampskibene. Dette
Værk er skrevet med en mærkværdig
impressionistisk Fanatisme og Hengivelse i Opgaven,
der ved sin Ensformighed kan trætte Læseren,
ligesom Stilen kan falde i det bizarre; men til
Trods for de blodige Syner, som oprulles i
denne Bog, bærer den Vidnesbyrd om sin
Forfatters stærke Idealisme og bæres af en Følelse
af, at det er Kunstnerens Kald at føre
Menneskets Vej opad, mod lysere og rigere Maal.
Efter en større Fortælling »Det store Skud«
(1911) har K. tiet i en Række Aar, indtil han
1920 fik et Skuespil opført paa det kgl. Teater
»De, der vinder«.
J. Cl.
Kohl [ko.l], Johann Georg, tysk geogr.
Forf. (1808—78). Efter at have studeret Jura
drog han 1828 til Kurland som Huslærer og
opholdt sig der i 6 Aar, i hvilken Tid han
berejste store Strækninger af Rusland. Efter sin
Hjemkomst til Tyskland bosatte han sig i
Dresden, hvorfra han i de næste 20 Aar besøgte
næsten alle Europas Lande. 1854—58 tilbragte
han i Nordamerika, men vendte atter tilbage til
Tyskland, hvor han 1863 blev Stadsbibliotekar
i Bremen. K.’s litterære Produktion er meget
rig; navnlig har han skrevet Beretninger om
næsten alle sine Rejser i de europ. Lande og
Nordamerika, men ogsaa andre
almengeografiske Værker, saaledes »Skizzen aus Natur und
Völkerleben« (1851), »Deutsche Volksbilder und
Naturansichten aus dem Harz« (1866),
endvidere »Der Rhein« (1851) og »Die Donau« (1854).
Størst Bet. har dog maaske hans Værker over
Atlanterhavets og de Forenede Staters Historie,
saaledes »Geschichte des Golfstroms und seiner
Erforschung« (1856), »Geschichte der
Entdeckung Amerikas« (1861), History of the discovery
of the East Coast of North America (1869), A
history of the discovery of Maine (1869), »Gesch.
der Entdeckungsreisen und Schiffahrten zur
Magalhães Strasse« (1877).
C. A.
Kohler [’ko.lər], Josef, tysk Retslærd, f.
9. Marts 1849 i Orenburg, d. 3. Aug. 1919 i
Berlin, 1873 Statseksamen, Sagfører og
Amtsdommer i Mannheim, 1878 Prof. ord. i
Würzburg, 1888 i Berlin. Ved sin uhyre Produktion,
der omspændte alle Dele af Retsvidenskaben
— Universalretshistorien, Retsfilosofien, borgerl.
Ret, Proces, Strafferet, Stats- og Folkeret m. m.
— og Æstetik — Poesi, Roman, Musik —, ved
sin brændende, »aandelige Ærgerrighed, sin
voldsomme Stræben efter at omfatte Tidens,
ell. rettere, alle Tiders hele Aandsliv, sin
næsten ufattelige Arbejdskraft, hører K. til den
jur. Verdenslitteraturs mærkeligste og
interessanteste Personligheder. Hans vidtdrevne
Selvfølelse stod i nøje Forbindelse med hans
uforstaaende og hensynsløse Fremfærd mod
Aander af en anden Støbning — Jhering og
Windscheid f. Eks. —, hans psykologiske Sans
og Forstaaelse var i det hele svagt udviklet.
K.’s talløse Skr lyser af geniale Ideer, Gnister
og Guldkorn, men de er mere de glimtende
Lynskud end Mesterens helstøbte eller
veltilfilede Værker, mange, ikke mindst hans
Fremstillinger af Naturfolkenes Ret, nærmest
Materialsamlinger. Som Erkendelsesteoretiker
ell. Retsfilosof var K. hverken original eller
konsekvent, hans Holdning baade over for
Naturretten og den hist. Skole uklar og vaklende;
han var en glødende Tilhænger og Beundrer af
Hegel, men ogsaa under Paavirkning af
Schopenhauer og Nietzsche, i sine sidste Aar tillige
af Thomas fra Aquino. Han betragtede Retten
som en social Kulturfremtoning, i sin
Opfattelse af Loven og sin Lære om
Lovfortolkningen nærmede han sig den moderne friretlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
