Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kongeloven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
virkelig Gang i det kom der overhovedet først, da
man i Peder Schumacher havde fundet en
Mand, der fuldt ud magtede Opgaven. Det er
nu alm. anerkendt, at det er Schumacher, der
som Kongens Kammersekretær har konciperet
Kongeloven, til hvilken man har et med hans
Haand skrevet lat. Udkast, der næsten overalt
er nøje fulgt i den endelige Lov, og han var
ogsaa gennem de omfattende statsvidenskabelige
Studier, han havde drevet paa sin lange
Udenlandsrejse, særlig vel forberedt til Arbejdet.
Paa hvilket Tidspunkt dette er blevet afsluttet
og Loven underskrevet af Kongen, er omstridt.
Af A. D. Jørgensen og Fabricius antages det
nemlig, at den Datum, 14. Novbr 1665, som
findes under den, er urigtig, idet der
foreligger en Antedatering, samt at Underskriften i
Virkeligheden først er meddelt c. 3 Aar senere
ell. i hvert Fald længere Tid efter det angivne
Tidspunkt. Fra anden Side bliver dette dog
bestridt, og der er heller ikke ført noget
afgørende Bevis for Rigtigheden deraf, hvorimod
det er sikkert nok, at Beseglingen af Loven
først er sket 1669. Uanset hvad man mener om
Tidspunktet for Underskriften, maa Affattelsen
imidlertid være tilendebragt 1665 ell. 1666, thi
senest i det sidste Aar synes den ene af de
originale Pergamentsudfærdigelser at være
nedskrevet. Af saadanne Udfærdigelser haves to,
begge skrevne med Schumacher’s Haand og rigt
dekorerede med Randtegninger samt beseglede
med Guldsegl. De henlagdes i Sølvskrin og
opbevares nu henholdsvis i Rigsarkivet og paa
Rosenborg. Rigsarkivets Eksemplar, der er det
senest nedskrevne, er det pragtfuldeste; det er
det, som med hele sin rige Dekoration er
gengivet i den første af Fr. Rostgaard besørgede
trykte Udgave af Loven, der udkom 1709.
K. begynder med en længere Indledning,
hvori dens Udstedelse motiveres, og bestaar i
øvrigt af 40 Artikler, af hvilke Art. 1—7 handler
om Indholdet af Kongemagten samt Formen
for dens Udøvelse, Art. 8—14 om Kongens
Myndighedsalder og om Indretningen af en
Formynderregering, Art. 15—18 om Kongens
Tiltrædelse af Regeringen og hans Salving, Art.
19 om Rigets Udelelighed, Art. 20—25 om
Prinserne og Prinsesserne af Blodet, Art. 26 om
Kongens Pligt til at opretholde Enevælden og
om Straf for dem, der gør Indgreb i den, Art.
27—40 om Arvefølgen. Schumacher har
utvivlsomt ved Udarbejdelsen haft Adgang til de
ovenomtalte Udkast, der, som allerede nævnt,
heller ikke er blevet uden Indflydelse paa
Loven, men formelt set var denne dog
nærmest hans eget Værk og er kun undtagelsesvis
udskrevet af ældre Kilder. Anderledes forholder
det sig derimod med det politiske System, for
hvilket den er Udtryk. Dette var ikke
Schumacher’s Ejendom, men laant fra den i
Datiden blomstrende naturretlige Statslære. Det
System, der ligger til Grund for Lovens
Bestemmelser om Kongemagtens Indhold, hvilke
kulminerer i Art. 2, hvorefter Kongen skal
holdes og agtes for det ypperste og højeste
Hoved her paa Jorden over alle menneskelige
Love, har saaledes vist sig at stamme fra den
tyske Naturretslærer Henning Arnisæus, der
under Christian IV i en længere Aarrække
havde virket som Kongens Livlæge og under
sit Ophold her øvet Paavirkning paa den
politiske Tænkning. Mere tvivlsomt stiller Sagen
sig m. H. t. andre Dele af Loven, saaledes Art.
1 om Kongens Forhold til Kirken, hvor man
har peget paa Hugo Grotius som den, fra hvem
Ideerne er laante, samt den ovenomtalte
Indledning, der kombinerer en teokratisk og en
naturretlig Begrundelse af Enevælden. Den
sidste, hvorefter den absolutte Kongemagt hviler
paa en frivillig, men uigenkaldelig
Overdragelse fra Folket, og som med nogen god Vilje
kunde bringes til at passe paa Begivenhederne
i 1660, stemmer med Filosoffen Thomas Hobbes’
politiske System, men naar man bl. a. af denne
Grund har villet anse Hobbes for K.’s
aandelige Fader, har dette vist sig ikke at være
rigtigt.
I formel Henseende rager K. højt op over
andre Lovarbejder fra Datiden og vidner smukt
om Schumacher’s stilistiske Evne og overlegne
Beherskelse af Stoffet. Hvad Indholdet angaar,
er dens Bestemmelser om Enevælden uden
Sidestykke i nogen anden samtidig ell. senere Lov,
idet ingen anden Forfatningslov som den
udtrykkeligt har tillagt Kongen ubegrænset Magt,
og om det heldige heri har Meningerne
selvfølgelig været meget delte. Ansvaret for, at
Loven fik denne Karakter, kan imidlertid kun
tildels lægges paa Schumacher, hvem det vel
maa skyldes, at Bestemmelserne fik en saa
sjælden doktrinær Form, der ikke veg tilbage
for nogen Konsekvens af Udgangspunktet, men
som i øvrigt ikke var Ophavsmanden til
Enevælden, der allerede var fastslaaet i tidligere
Udkast, og hvis Gennemførelse uden Tvivl i
første Linie maa tilskrives selve Kongen.
K. blev i den første Tid efter Udstedelsen
strengt hemmeligholdt, maaske tildels fordi
Dronningen antoges at være imod visse af dens
Bestemmelser. Efter Christian V’s
Tronbestigelse oplæstes den i Statsraadet, ligesom senere
ved Kongens Salving, og Stykker af den
optoges 1683 i D. L., men først saa sent som
1709 skred man til en egl. Offentliggørelse.
Loven bevarede fuldtud sin Gyldighed, indtil
Danmarks Riges Grundlov 5. Juni 1849 traadte
i Kraft, og det var endda ikke hele K., som da
ophævedes. Bestemmelserne om Arvefølgen
vedblev at gælde indtil Tronfølgelov af 31. Juli
1853, og to Forskrifter i Afsnittet om de kgl.
Prinser og Prinsesser (Art. 21 og 25) har endnu
Gyldighed. (Litt.: Hovedværket om K. er nu
Kn. Fabricius, »Kongeloven« [Kbhvn 1920];
af den ældre Litt. kan særlig fremhæves Chr.
Bruun i »Hist. Tidsskr.«, 5. Rk, 2. Bd, S.
635 flg; samme, »Enevældens Indførelse i
Danmark« [Kbhvn 1887]; J. A. Fridericia
i »Hist. Tidsskr.«, 5. Rk, 6. Bd, S. 715 flg. og
7. Rk., 2. Bd, S. 216 flg., samt i »Danmarks
Riges Historie« IV, S. 505 flg.; A. D.
Jørgensen i »Hist. Tidsskr.«, 5. Rk., 6. Bd, S.
241 flg. og i »Peder Schumacher Griffenfeld« I.
S. 195 flg. — Loven, tilligemed de fleste af de
bevarede Forarbejder, er trykt i »Kongeloven
og dens Forhistorie« [Kbhvn 1886], Loven alene
endvidere i de forsk. Lovsamlinger).
P. J. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
