Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kongelunden - Kongelys - Kongenerationsteori - kongenit - Kongens Foged - Kongens Kansler - Kongens Kvarter - Kongens Livjægerkorps - Kongens Ret - Kongens Retterting
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongelunden, Skov paa den sydvestlige
Spids af Amager, c. 165 ha stor, hører til
Statens Lystskovdistrikt og var tidligere Sædet for
et Fasaneri. K. er anlagt paa Overdrevsjord
efter 1818 af det kgl. danske
Landhusholdningsselskab og 1845 solgt til Statskassen; den
indeholder ikke Bøg, men c. 46 ha Eg, 39 ha andet
Løvtræ, 36 ha Naaletræ og 27 ha ubevokset
foruden 17 ha Agerjord og Veje. K. afviger meget
fra Danmarks andre Skove, dels p. Gr. a.
Jordbundsforholdene, dels p. Gr. a. den særlige
Driftsmaade, der har været brugt væsentligst
af Hensyn til Fasaneriet. — En stor Sten med
Indskrift giver Oplysning om Skovens Anlæg;
til Minde om Landhusholdningsselskabets
daværende Præsident er der dannet en Høj, som
kaldes »Collin’s Høj«; desuden indeholder K.
et Mindesmærke for en af Statens tidligere
Overførstere. Ud mod Vandet anlagdes under
Verdenskrigen 1914—18 et Fort, samt inde i
Skoven et Antal Betonrum, som nu ligner
Jordhøje.
C. V. P.
Kongelys, se Verbascum.
Kongenerationsteori [’kån-] (geol.), se
Gang.
kongenit [kån-] ell. kongenital (lat.),
d. s. s. medfødt.
Kongens Foged, se Byfoged og Foged.
Kongens Kansler, se Kansler og
Kancelli.
Kongens Kvarter, se Dronningens
Kvarter.
Kongens Livjægerkorps, se
Livjægerkorps.
Kongens Ret (jus régium) brugtes i
Middelalderen om et særegent Retsmiddel til at tvinge
Skyldnere til at opfylde deres Forpligtelser.
Man kendte i hin Tid ikke til, at
Fordringshaveren ved Statsmagtens Hjælp direkte
fyldestgjordes for sit Krav af Skyldnerens Gods
(Eksekution); men naar det paa bestemt
foreskreven Maade var konstateret, at Skyldneren
ikke vilde gøre Ret for sig, idømtes han en
Bøde af 3 Mark til Kongen, hvilket kaldtes
K. R., og denne Bøde inddrev Kongens
Ombudsmand hos Skyldneren; dette kaldtes at
»tvinge med K. R.«
(Ludv. H.). P. J. J.
Kongens Retterting er det sædvanlige
Navn for den Domstol, hvor den danske Konge
før 1660 udøvede sin dømmende Myndighed.
Ang. Oprindelsen til denne kan henvises til
Kongebreve, hvoraf vil ses, at den
langsomt udviklede sig i Løbet af 12. og 13. Aarh.,
og samtidig maatte der da efterhaanden danne
sig et Organ for Udøvelsen af den. Under et
særligt Navn møder den kgl. Domstol os dog
først i Rigslov 1284, hvor der sondres mellem
Kongens eget Ting og K. R., hvilket aabenbart
sigter til, at Domstolen snart beklædtes af
Kongen personlig, snart af andre paa hans Vegne.
Disse andre kaldtes hans Rettere ell. paa Latin
justitiarii, og Domstolen betegnedes derfor,
naar den sammensattes paa denne Maade, som
K. R. (placitum regis justitiarium).
Modsætningen mellem Kongens eget Ting og K. R. træder
endnu frem i Lovgivningen fra 14. Aarh., men
i senere Tid blev K. R. Navnet paa den kgl.
Domstol, hvad enten den beklædtes paa den
ene ell. den anden Maade. Den dømmende
Myndighed, for hvilken Rettertinget var Organ,
udøvedes, saavidt ses, opr. i Konkurrence med
de folkelige Ting, saaledes at Kongen paadømte
de Sager, der indkom for ham, som baade
første og sidste Instans. Nogen egl. Appel
kendte den gl. Ret ikke, hverken fra
Herredsting til Landsting, ell. fra de folkelige Ting til
Kongen, og K. R. kan derfor ikke fra først af
have været Appeldomstol. Som omtalt under
Kongebreve, greb Erik Klipping’s
Haandfæstning af 1282 imidlertid stærkt ind i
Udviklingen. Ved sin Forskrift om, at ingen maatte
erholde Kongens Breve, forinden han havde
søgt sin Modpart ved Herredsting og
Landsting, syntes den endog helt at ville udelukke,
at Kongen umiddelbart inddrog Sager under
sig, men hvad enten Hensigten dog har været
mindre vidtgaaende, ell. Bestemmelsen ikke er
blevet gennemført som paatænkt, blev
Resultatet i hvert Fald ikke saa gennemgribende. I
senere Tid var Forholdet nok det, at man
havde en særlig Forfølgningsmaade i likvide
Gældssager og en særlig saakaldt
Laaseforfølgning (Rigens Rets Dele til Indførsel og til
Laas), til hvilke det hørte, at Sagsøgeren,
forinden han fik Kongens Breve, havde indstævnet
sin Modpart for Herredsting og Landsting ell.
(ved Laaseforfølgningen) havde ladet sine
Adkomstbreve paa Ejendommen læse dér, men
bortset fra de Tilfælde, hvor disse
Forfølgninger fandt Anvendelse — og de havde begge
deres ganske særlige Forudsætninger — var
det ingenlunde efter 1282 saaledes, at
Rettertinget helt ophørte som 1. Instans. Hele
Middelalderen ud forekom det tværtimod jævnligt,
at Sager umiddelbart indbragtes for Kongen,
ganske særligt, hvor Parterne var adelige, ell.
Sagen drejede sig om fast Ejendom, og i 16.
og 17. Aarh. var det endog Reglen, at
Adelsmænd i Livs- og Æressager kun skulde svare
for Rettertinget, der saaledes her blev eneste
Instans. Det var dog ikke som en med Tingene
konkurrerende Domstol, at K. R. havde en
Fremtid for sig. I hvert Fald siden c. 1300
begyndte der, formodentlig efter kirkeligt
Forbillede, at udvikle sig et Appelinstitut, og denne
Udvikling begunstigedes ved, at der omtr.
samtidig blev sat en kgl. Embedsmand i Spidsen
for Landstinget. Selv om Landsdommeren
foreløbig ikke dømte alene, men sammen med
andre, maatte det forekomme naturligt, at hans
Domme kunde efterprøves af Kongen, og i
Haandfæstningen af 1320, der gentog Forbudet
mod i 1. Instans at indstævne nogen for
Rettertinget, finder man da ogsaa omtalt en Appel
fra Herredsting til Landsting og derfra til
Rettertinget, over hvilket Haandfæstningen igen
satte Danehoffet som 4. Instans. Appellen til
Danehoffet spillede dog næppe i Praksis nogen
større Rolle, og da Danehoffet i 15. Aarh.
forsvandt, blev K. R. Landets Højesteret og
fungerede efter Reformationen udelukkende som
saadan, idet Indstævning af Sager i 1. Instans
med ovenn. Undtagelse nu hørte op.
Rettertinget var opr. snart blevet beklædt af selve
Kongen, der dog i saa Fald altid havde Bisiddere,
snart af andre, som han delegerede dertil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
