Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konow, Wollert (Hedemarken) - Konrad I - Konrad II - Konrad III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1891, da dette Spørgsmaal var særlig
brændende; efter et af ham herunder ved Skarnæs pr
Kongsvinger afholdt Foredrag blev den af ham
forfægtede Politik, gaaende ud paa Oprettelse
af eget Udenrigsstyre for Norge uden
Grundlovsforandring inden den kommende
Valgperiodes Udløb, længe benævnt »Skarnæslinien«. 6.
Novbr 1900 blev K. paa ny udnævnt til
Statsraad og Chef for Landbrugsdepartementet i den
2. Steen’ske, fra 21. Apr. 1902 Blehr’ske
Regering; af denne udtraadte han Juni 1903 sammen
med G. Stang, da han ikke vilde være med til
Forhandlingspolitikken over for Sverige. Af
Stortinget vedblev han imidlertid fremdeles at
være Medlem. 1905 var han, sammen med J.
Castberg, Fører for den Gruppe, der
opponerede af nationalistiske Grunde mod
Forliget i Karlstad; og hans Opfattelse af dette
(fremlagt i Artikler om »det svenske Vilkaar
om Grænsefæstningerne« i »Norske
Intelligenssedler« 13. og 14. Septbr 1905) var ogsaa
afgørende for hans Optræden ved Valget 1906, da
han sluttede sig nøje til den Politik, som saa
Fremtidens Mand i Oberst Georg Stang. K. har
ogsaa senere stadig formelt tilhørt Venstre
og som Formand i Budgetkomiteen øvet en
betydelig Indflydelse paa finansielle og kulturelle
Spørgsmaal; men han er efter
Unionsopløsningen bleven stadig mere konservativ i sin
Samfundsopfatning og har i de senere Aar staaet
meget isoleret i sit Parti. Naar han stadig er
bleven genvalgt, skyldes det i Virkeligheden
bare den personlige Anseelse, han nyder i sit
Distrikt, tildels ogsaa Hjælp fra de
konservative Partier. Ved Stortingsvalget 1921 tog
han endelig Konsekvensen af sin Holdning og
lod sig vælge som Repræsentant for det
konservative »frisindede Venstre«.
(K. V. H.). Edv. B.
Konrad I, tysk Konge (911—18), forhen
Hertug af Franken, paa mødrene Side i Slægt med
Karolingerne, d. 23. Decbr 918, valgtes i
Forchheim i Novbr 911 til Konge af de verdslige og
gejstlige Stormænd. Hele sin Regering
igennem laa han i Strid med Stammehertugerne,
der ikke vilde bøje sig for en Ligemand, og
samtidig led Riget af ødelæggende Indfald af
Ungarerne. Mod de verdslige Stormænd søgte
han Støtte hos Gejstligheden, hvis Fører,
Ærkebiskop Hatto af Mainz, havde stor Indflydelse.
Overalt herskede Oprør og Frafald. Lothringen
sluttede sig til Frankrig; med Hertug Henrik
af Sachsen førte han en lidet heldig Fejde; det
lykkedes ham vel at faa de oprørske
schwabiske Grever, Erchanger og Berthold, der havde
opkastet sig til Hertuger, i sin Magt og lade
dem henrette, men deres Forbundsfælle, Hertug
Arnulf af Bayern, formaaede han ikke at
undertvinge, og Burkard II holdt sig uafhængig i
Schwaben. Uden at have opnaaet noget varigt
Resultat af sine Bestræbelser døde han i
Forchheim og blev begravet i Fulda. (Litt.: F.
Stein, »Geschichte des Königs K. I von
Franken und seines Hauses« [Nördlingen 1872];
Waitz, »Jahrbücher des Deutschen Reichs
unter Heinrich I« [3. Opl., Leipzig 1885];
Dümmler, »Geschichte des Ostfränkischen
Reichs« [3. Bd 2. Opl., Leipzig 1888]).
C. S. C.
Konrad II, tysk Kejser (1024—39), Søn af
Hertug Henrik af Franken og paa mødrene
Side en Ætling af Otto I, f. c. 990, d. 4. Juni
1039, var Stamfader til det frankiske Hus og
en af Tysklands dygtigste Herskere. Han havde
mange Modstandere bl. Stormændene, som han
søgte at svække ved at ophæve
Hertugdømmerne og fremme Undervasallernes
Bestræbelser for at gøre deres Len arvelige samt ved at
overdrage de største Kirkeembeder til
Medlemmer af Kejserhuset. Da han havde sikret sin
Magt i Tyskland, drog han 1026 til Italien, hvor
han blev kronet med den lombardiske
Jernkrone af Ærkebiskop Aribert af Milano, og efter
en langvarig Kamp med de Stormænd og Byer
i Lombardiet, som ikke vilde anerkende ham,
begav han sig til Rom, hvor han i Nærværelse
af Rudolf III af Burgund og Knud den Store
blev kronet til Kejser af Pave Johannes XIX
(1027). Et Oprør af Ernst af Schwaben kaldte
ham tilbage til Tyskland, og da dette var
undertrykket, gjorde han et heldigt Tog mod
Polakkerne. Ved Rudolf III’s Død (1032) satte K.
sig i Besiddelse af Burgund, hvortil han mente
at være Arving. Medens han i Tyskland
undergravede Fyrsternes Magt ved at inddrage
Hertugdømmerne Bayern, Schwaben og Franken,
som han overlod til sin Søn, og ved at forøge
de kgl. Tjenestemænds Antal, hjalp han i
Italien Undervasallerne til Sejr ved sin
Lenskonstitution (20. Maj 1037), der erklærede Lenene
arvelige og bestemte, at naar en Vasal forbrød
sig, skulde han dømmes af sine Ligemænd. K.
var gift med Hertuginde Gisela af Schwaben,
med hvem han havde Sønnen Henrik, som han
1028 fik kronet til sin Efterfølger i Tyskland og
1038 i Burgund. (Litt.: H. Breszlau,
»Jahrbücher des Deutschen Reichs unter K. II«
[2 Bd, Leipzig 1879 og 1884]; von
Pflugk-Harttung, »Untersuchungen zur Geschichte
Kaiser K. II« [Stuttgart 1890]).
C. S. C.
Konrad III, tysk Konge af det
hohenstaufiske Hus (1138—52), f. 1094, d. 15. Febr 1152,
Søn af Frederik af Schwaben og Agnes, en
Datter af Kejser Henrik IV, var i største Delen af
sin Regering optagen af at bekæmpe Welferne,
hvis Fører var Hertug Henrik den Stolte af
Sachsen og Bayern. Paa en Fyrsteforsamling i
Augsburg fik K. vedtaget, at ingen maatte
besidde to Hertugdømmer, og da Henrik ikke
vilde rette sig herefter, blev han lyst i Rigens
Akt og begge hans Hertugdømmer forlenede til
andre. Da han alligevel holdt sig i Sachsen,
blev der besluttet Rigsfelttog imod ham. Det
kom dog ikke til Kamp, og inden der var sket
nogen endelig Afgørelse, døde Henrik i
Quedlinburg 1139 og efterlod Sachsen til sin
umyndige Søn Henrik Løve. I Bayern var Stauferne
derimod mere heldige; Henrik den Stoltes
Broder, Welf VI, blev slaaet af K. ved Weinsberg,
og ved et Forlig i Frankfurt 1042 beholdt
Henrik Løve vel Sachsen, men Bayern tilfaldt K.’s
Halvbroder, Henrik II af Østerrig. Freden var
dog ikke sikret endnu, da Welf VI i eget Navn
gjorde Fordring paa Bayern,
Udadtil var K. ikke saa heldig, at hans
Anseelse derved kunde stige i Riget. Han
blandede sig ind i Polens Forhold, hvor Ladislaus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
