Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konrad III - Konrad IV - Konrad af Montferrat - Konrad Fleck - Konradin - Konráðsson, Gisli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
II stredes med sine Brødre, og hjalp denne,
men formaaede ikke at holde ham ved Magten.
Endnu uheldigere var han over for Ungarn,
hvor han støttede en Modkonge mod Geisa II,
der trængte ind i Østerrig og tilføjede en tysk
Hær et stort Nederlag (1146). Samtidig
optraadte Henrik Løve med Krav paa Bayern.
Alligevel indlod K. sig, opildnet af Bernhard
fra Clairvaux, paa at deltage i det andet
Korstog (1147—49). Toget blev kun slet forberedt.
Han drog gennem Ungarn til Konstantinopel og
blev derfra sat over til Lilleasien, hvor han
drog frem mod Dorylæum; men efter faa Dages
March maatte han vende om. Da den anden
Deltager i Korstoget, Ludvig VII af Frankrig,
kom til med sin Hær, besluttede de at marchere
sammen og naaede frem til Efesos; men herfra
vendte K. tilbage til Konstantinopel, da de to
Nationer ikke kunde enes. Senere landede han
i Acre og deltog med Kong Balduin III af
Jerusalem og Ludvig VII i et Angreb paa
Damaskus; men da ogsaa dette mislykkedes, tog han
tilbage til Konstantinopel og naaede derfra
hjem i Foraaret 1149. Her havde Welf VI gjort
Oprør, og ogsaa Henrik Løve rejste sig mod
ham. Inden Kampen var afgjort, døde K.
(Litt.: Jaffé, »Geschichte des Deutschen
Reichs unter K. III« [Hannover 1845];
Bernhardi, »Jahrbücher der deutschen Geschichte
unter K. III« [2 Bd, Leipzig 1883]).
C. S. C.
Konrad IV, tysk Konge (1250—54), Søn af
Kejser Frederik II af Hohenstaufen og Isabella,
f. i Andria 25. Apr. 1228, d. i Lavallo 21. Maj
1254, blev allerede 1237 i Wien valgt til
Faderens Efterfølger som tysk Konge. Som sin
Faders Stedfortræder i Tyskland drog han 1241
med Rigshæren mod Mongolerne, der var faldne
ind i Østerrig, og under Kampen mellem
Frederik og Paven kæmpede K. mod Modkongerne
i Tyskland. Her støttede han sig navnlig til
Byerne og de schwabiske Tjenestemænd, og
uagtet Modkongen Landgrev Henrik af
Thüringen vandt en Sejr over ham, endte Kampen
dog ved Henrik’s Død (1247) til Staufernes
Fordel. Men over for den ny Modkonge, Grev
Vilhelm af Holland, var han ikke heldig, og da
Frederik II døde, og Vilhelm vandt en Sejr
ved Oppenheim (1251), var Hohenstaufernes
Sag tabt i Tyskland. K. samlede dog atter med
stor Møje en lille Hær og begav sig til Italien
for at sikre sit sicilianske Arverige, som hans
Halvbroder Manfred imidlertid havde forsvaret
mod deres Fjender. Her havde han ogsaa stor
Fremgang; de frafaldne Byer undtagen Neapel
sluttede sig til ham, og selv denne lykkedes
det ham efter en langvarig Belejring, at tage;
men kort efter døde han og efterlod sig kun en
to-aarig Søn Konradin. (Litt.:
Schirrmacher, »Die letzten Hohenstaufen« [Göttingen
1871]; Böhmer, Regesta Imperii, V, 2, paa
ny bearbejdet af Ficker [Innsbruck 1882]).
C. S. C.
Konrad af Montferrat [-måfæ’ra], Søn af
Markgrev Vilhelm III, deltog i det 3. Korstog.
Paa Vejen til det hellige Land hjalp han
Kejser Isaak II af Konstantinopel med at slaa en
Opstand ned og ægtede hans Søster Theodora
(1187). Han drog derefter til Tyrus, som han i
lang Tid med stor Tapperhed forsvarede mod
Sultan Saladin. Han kom imidlertid i et spændt
Forhold til den fordrevne Konge af Jerusalem,
Gui de Lusignan, og lod sig først efter nogen Tids
Vægring bevæge til sammen med ham aftage
Del i Angrebet paa Acre (1189). Snart efter
gjorde han Fordring paa selve Jerusalem og
ægtede Gui’s Svigerinde Isabella. Hans
Fordringer støttedes af Kong Filip af Frankrig,
medens Richard Løvehjerte af England støttede
Gui. Efter Acre’s Erobring enedes man dog om,
at K. skulde have Jerusalem efter Gui’s Død.
Men kort efter blev han myrdet (1192) vistnok
paa Foranledning af Ismaelitternes Høvding.
(Litt.: Ilgen, »Markgraf K. von M.«
[Marburg 1880]).
H. H. R.
Konrad Fleck [’kånrat-’flæk], ridderbaaren
schwabisk ell. schweizisk Digter (omkr. 1200),
skrev efter fr. Kilde det til Artus-Kredsen
hørende Digt »Flore und Blanscheflur«, der
handler om Kærligheden mellem to Børn, som er
fødte paa samme Dag, bliver skilte ad, senere
genforenede og dør paa samme Dag, 100 Aar
gl. Blanscheflur bliver efter Sagnet Moder til
Berthe (Bertha), Karl den Store’s Moder. Digtet
er udgivet af E. Sommer (1846) og af Golther i
Kürschner’s »Deutsche Nationalliteratur«, Bd 4
III; en nedertysk Oversættelse af Wätzoldt
(1882). Et Digt af ham tilhørende
Artus-Kredsen: »Clies« er gaaet tabt. (Litt.: Fr.
Pfeiffer, »Zur Litteraturgeschichte«, S. 29 ff.).
(C. A. N.). C. B-s.
Konradin, Søn af ovenn. Konrad IV og
Elisabeth af Bayern, f. 25. Marts 1252, d. 29.
Oktbr 1268, voksede op i Bayern hos sine
mødrene Frænder, medens Farbroderen Manfred
med Held forsvarede Hohenstaufernes Arverige
mod Paven. Denne traadte saa i Forbindelse
med Karl af Anjou, der kom til Italien med en
Hær og overvandt Manfred ved Benevent 1266.
hvor han faldt. Da K. fik Underretning herom,
og de, der var misfornøjede med det franske
Voldsherredømme, henvendte sig til ham om
Hjælp, begav han sig, ledsaget af sin Ven
Frederik af Baden, til Italien, hvor det
ghibellinske Parti modtog ham med Jubel. Trods
Pavens Bandsættelse trængte han sejrrig ned
gennem Halvøen, blev hyldet af Romerne paa
Capitol og rykkede ind i Neapel. Ved Scurcola
nær ved Tagliacozzo stod det afgørende Slag,
hvor K. uagtet al Tapperhed bukkede under.
Han og hans Ven søgte forgæves at undkomme
til Sicilien; men ved Forræderi kom de i
Hænderne paa Karl af Anjou, der lod dem offentlig
henrette paa Torvet i Neapel. Med K. uddøde
den ægte Mandslinie af det berømte
hohenstaufiske Hus. (Litt.: Se under Konrad IV;
Winkelmann, »Die Politik der Päpste und
Konradin« [»Baltische Monatsschrift«, N. F., 1.
Bd, 1870]; K. Hampe, »Geschichte Konradins
von Hohenstaufen« [Innsbruck 1894]; Miller,
»Konradin von Hohenstaufen« [Berlin 1897]).
C. S. C.
Konráðsson [’kån.ra^uðså.n], Gisli, islandsk
Bonde, hist. Samler og Forf., f. 18. Juni 1787,
d. 2. Febr 1877. K. havde erhvervet sig et uhyre
omfattende Kendskab til Island’s Historie,
særlig dets Personalhistorie, navnlig i Tiden efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
