Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konstantin (rom. og byzantinske Kejsere) - Konstantin (russ. Storfyrste)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Konstantinopel, paa det gl. Byzans’ Plads.
Grundstenen til den ny By blev lagt 326, og
Indvielsen fandt Sted 330. Naturligvis
udstyredes Byen med al mulig Pragt og fik lgn.
Privilegier som den gl. Hovedstad Rom. — K.
udviste overhovedet stor Dygtighed som Regent og
forsvarede bl. a. heldig Grænserne mod
Nabofolkene. Hans personlige Egenskaber var
mindre tiltalende; særlig har man bebrejdet ham
Drabet paa hans Søn af første Ægteskab,
Crispus. (Litt.: Manso, »Leben Constantins des
Grossen« [Breslau 1817]; Burckhardt, »Die
Zeit Constantins des Grossen« [Leipzig 1853, 3.
Opl. 1398]; Boissier, La fin du paganisme,
I [Paris 1891]).
2) K. II, ældste Søn af K. I og Fausta, f.
315 ell. 16, d. 340. Han fik 317 Titel af Cæsar, og
335 fik han af sin Fader Gallien, Britannien og
Spanien at bestyre. Disse Landsdele beholdt
han, efter at han ved Faderens Død tillige med
sine Brødre Constantius og Constant var
blevet udraabt til Augustus (337). Han kom
imidlertid snart i Strid med Constans og faldt i
et Slag ved Aquileia (340).
3) K. III, Kejser Herakleios’ Søn af første
Ægteskab, blev 641 ved Faderens Død Kejser i
Konstantinopel sammen med sin Halvbroder
Herakleonas, men døde s. A.
4) K. IV Pogonatos (»den Skæggede«),
Kejser 668—85, Søn og Efterfølger af Constans
II, maatte bestaa mange svære Kampe med
Araberne, som 669 truede selve Konstantinopel, men
dreves tilbage ved Hjælp af »gr. Ild«. 673
erobrede de dog Kyzikos, og 674 Kreta. Endvidere
havde K. at kæmpe med Slaver og Bulgarer.
De sidste slog ham 679, hvorefter han maatte
afstaa Mösien (S. f. Donau) til dem, ligesom
han ogsaa maatte overlade en Del Land til
Serber og Kroater. Under ham holdtes det 6.
økumeniske Koncil i Konstantinopel, hvor
Monoteleterne forkætredes (680).
5) K. V, af sine Modstandere kaldet
Kopronymos (»Besudleren«), Kejser 741—75, Søn og
Efterfølger af Leo III, fortsatte sin Faders Kamp
mod de hellige Billeder (jfr Billedstrid)
og mod Gejstligheden overhovedet. Paa Synoden
i Konstantinopel forbødes de hellige Billeder,
selv i Privathuse (754), og derefter skred
Kejseren kraftig ind mod Munkene og
Gejstligheden, som modsatte sig hans Anordninger og
dannede fl. Sammensværgelser imod ham.
Ogsaa mod ydtre Fjender optraadte K. med stor
Energi; han slog Arabernes Flaade 748 og førte
senere mange Kampe mod Slaver og Bulgarer,
ganske vist med vekslende Held. Herredømmet
over Italien led imidlertid et betydeligt Knæk,
da Langobarderne 751 erobrede Ravenna.
6) K. VI, Kejser 780—97, Søn og Efterfølger
af Leo IV, blev Kejser 10 Aar gl under
Formynderskab af sin Moder Irene. Han frigjorde
sig 790 for hendes Formynderskab, men ved
Gejstlighedens Hjælp vandt hun Magten igen
(797), hvorefter K. blev blindet og døde snart
efter.
7) K. VII Porfyrogennetos, Kejser
912—59, kom paa Tronen knap 7 Aar gl under
Formynderskab af sin Moder Zoe, som
imidlertid snart blev fortrængt af Storadmiralen
Romanos Lakapenos, som, da hans Datter Helena
blev gift med K., svang sig op til Medkejser og
regerede som saadan 920—44 under Navnet
Romanos I, medens K. alene gav sig af med
litterære Beskæftigelser. Ogsaa da Romanos var
blevet styrtet af sine egne Sønner (944), som
dog snart ogsaa fortrængtes (945), vedblev K.
alligevel væsentlig kun at regere af Navn. K.
har indlagt sig store Fortjenester af Litt. Ikke
alene fremmede han videnskabelige Studier
efter en stor Maalestok, men han optraadte
ogsaa selv som Forf. Vi har endnu af ham et
Skrift om Kejser Basileios I, om
Statsforvaltningen, om Hoffets Ceremonier og om Rigets
Provinser (udg. i Migne’s »Patrologi«, Bd 109,
112 og 113). Endvidere foranstaltede K. store
Samlinger af Uddrag af ældre Forf.’s Skr af
hist., med. og landøkonomisk Indhold. Gennem
disse (»de konstantinske Ekscerpter«) er der for
os bevaret en stor Del af den antikke gr.
Litt., især af de hist. Forf., f. Eks. Polybios.
(Litt.: Rambaud, L’empire grec au dixième
siècle. Constantin Porphyrogénéte [Paris 1870];
Hirsch, »K. VII Porphyrogennetos« [Berlin
1873]).
8) K. VIII, Kejser 1025—28, fulgte efter sin
Broder Basileios II. Han var en svag og
nydelsessyg Mand, som intet udrettede af Bet.
9) K. IX Monomachos, Kejser 1042—54,
kom paa Tronen ved at ægte den 62-aarige
Kejserinde Zoe, Enke efter Romanos III. Han
udmærkede sig ved sin Byggelyst og sine
litterære Interesser.
10) K. X Dukas, Kejser 1059—67, havde
været Minister hos Isaak I, som bestemte ham
til sin Efterfølger. Han havde været en dygtig
Minister, men var uheldig som Kejser. Han
saa rolig paa, at Seldshukkerne trængte frem
i Lilleasien og Armenien.
11) K. XI Palaiologos, Kejser 1448—53,
den sidste gr. Kejser i Konstantinopel, fulgte
paa Tronen efter sin Broder Johannes VIII efter
tidligere med Dygtighed at have bestyret
Misithra paa Morea. Kun en ringe Del af Riget
havde endnu holdt sig mod Osmannernes
Angreb, men K. førte alligevel en noget uforsigtig
Politik over for Sultan Muhammed II, som
førte sine Hære mod Konstantinopel. Efter et
heltemodigt Forsvar erobredes Byen 29. Maj 1453,
og K. faldt selv.
H. H. R.
Konstantin [kansta’ntin], russ. Storfyrste, f.
8. Maj 1779, d. 27. Juni 1831, anden Søn af
Kejser Poul I. Han opdroges under sin
Farmoder Katharina II’s Opsyn af Laharpe og Grev
Soltikov og ægtede 1796 Prinsesse Juliane af
Sachsen-Koburg (1781—1860), men Ægteskabet
var meget ulykkeligt, og de skiltes snart fra
hinanden. Han tjente 1799 i Italien under
Suvarov og deltog 1805 i Slaget ved Austerlitz;
han viste personligt Mod og vidste at skaffe sig
nøje Kendskab til Militærtjenestens
Enkeltheder, men viste ingen Evner som Feltherre.
Han nærede stor Kærlighed til sin Fader og
Had til dennes Mordere, og han blev derfor i
Reglen holdt borte fra Hovedstaden og havde
en Kommando i Volhynien. 1812—14 fulgte han
med Hæren, og 1815 blev han Chef for den
polske Hær og 1820 tillige Vicekonge i Polen. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
