Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konsul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
K.’s mindre vidtg. Privil. staar i Forbindelse
med hans Opgave, der sagligt og lokalt er af
mere begrænset Natur end en Gesandts. K.
forhandler f. Eks. kun undtagelsesvis direkte med
Opholdslandets Regering, og hans Virksomhed
er indskrænket til et bestemt Distrikt, inden for
hvilket det navnlig paahviler ham at varetage
den repræsenterede Stats og dens Borgeres
Handels-, Søfarts- og andre
Erhvervsinteresser, dels ved at indberette om saadanne
Forhold, dels ved at yde Bistand paa Stedet, f.
Eks. ved Henvendelse til de lokale Myndigheder.
K.’s Virksomhed omfatter i øvrigt en lang Rk.
forskelligartede Forretninger, bl. hvilke
eksempelvis kan nævnes Udstedelse og Visering af
Pas, Legalisering af Dokumenter, Medvirken
ved Bobehandling, Understøttelse af
Nødlidende o. s. v. K. i Havnebyer har endvidere en
stor Mængde Forretninger i Forbindelse med
Skibsfarten. K. er undertiden bemyndiget til
at foretage Vielser; iflg. dansk L. af 19. Febr
1892 kan Ægteskab for en K. kun
indgaas, naar mindst en af de vordende
Ægtefæller er dansk. I visse Lande (se
Kapitulationer) har K. Doms- og
Øvrighedsmagt over den repræsenterede Stats
derværende Undersaatter, for Danmarks Vedk. (L.
af 15. Febr 1895) gælder dette navnlig Kina
og tildels Siam, Ægypten og Tyrkiet; K., hvis
dømmende Myndighed dog er af meget forsk.
Omfang i de paagældende Lande, nyder i disse
ligesom andre derværende fremmede
Undersaatter en Eksterritorialitet, der i fl.
Henseender endog er mere vidtgaaende end en
Gesandts sædvanlige Forrettigheder.
Danmarks Konsulatsvæsen er ved L. om
Udenrigstjenesten af 6. Maj 1921, jfr. Instruks
og Reglementer af 1. Juni s. A., blevet
omordnet og en Rk. ældre Love ophævet. Loven
gennemfører Enhed i den diplomatiske og
konsulære Tjeneste, saaledes at en udsendt K. ikke
længer udnævnes til K., men til en af de ved
Loven indførte Lønningsklasser i
Udenrigstjenesten. For de udsendte konsulære
Tjenestemænd gælder iøvrigt med fl. Undtagelser og
Ændringer Statstjenestemandsloven af 12.
September 1919, se Udenrigstjeneste.
Den i det væsentlige endnu gældende
Konsularinstruktion af 18. Jan. 1912 indeholder
udførlige Bestemmelser om K.’s Embedspligter og
Virksomhed i det hele. (Litt.:
Oppenheim, International Law, 3. ed,, Lond. 1920,
I, 588—606; Liszt, »Das Völkerrecht«, 11.
Aufl., Berlin 1918, S. 124—127, hvor
Speciallitteraturen er anført).
G. R.
Ved Indgaaelse af Unionen med Sverige
gjorde Norge intet særligt Forbehold m. H. t.
eget Konsulatvæsen; tværtimod blev et Forslag
i denne Retning udtrykkelig forkastet af det
om Foreningsvilkaarene forhandlende Storting
af 1814. I Overensstemmelse med denne
Holdning gjordes da ogsaa ved kgl. Resol. 18. Jan.
1815 de fungerende sv. K. til begge Rigers,
samtidig med, at der aabnedes Nordmænd
Adgang til at ansættes i disse Stillinger. Paa den
anden Side optog den unionelle Rigsakt 6. Aug.
1815 intet Paabud ell. overhovedet nogen
Bestemmelse om Konsulatfællesskab mellem
Rigerne. Et saadant vedblev dog at bestaa,
hvorfor (siden 1836) K. blev udnævnte og
afskedigede i »sammensat« Statsraad, ligesom de
altid var underordnede Rigernes fælles
Gesandtskaber. Ligeledes blev de alm. Instrukser for
K.’s Embedsgerning udfærdigede som
Fællesbestemmelser. Ledelsen af de to Landes
Konsulatanliggender tillaa dog i betydelig Udstrækning
hvert Lands særlige Myndigheder, medens
alene de konsulære Sager, der angik Rigerne i
Fællesskab, var umiddelbart henlagte under
Udenrigsministeriet.
Hvorvidt det saaledes haandhævede
konsulære Fællesskab var opsigeligt fra hvert af
Rigerne ell. blot kunde ophæves med begges
Samtykke, var længe Genstand for Meningsforskel.
Praktisk politisk Bet. opnaaede Uenigheden om
Konsulatfællesskabets Karakter først 1891, da
det norske Indredjepartement efter Stortingets
Anmodning nedsatte en Komité til Drøftelse af,
hvorvidt et eget Konsulatvæsen for Norge
kunde anses paakrævet. Komiteen bejaede
Spørgsmaalet, og Regeringen sluttede sig til dens Plan
for Forandringens Gennemførelse. Planen
oversendtes 1892 Stortinget, som 10. Juni s. A. i
alt væsentligt godkendte den og bevilgede et
større Beløb til Forberedelse af dens
Iværksættelse. Samtidig anmodede Stortinget
Regeringen om at indlede Forhandlinger med
Sverige om Afviklingen af det hidtil bestaaende
Konsulatfællesskab. Kongen nægtede imidlertid
at tage disse Beslutninger til Følge, hvilket
Sommeren 1892 ledede til en langvarig
Ministerkrise og sluttelig Foraaret 1893 til Ministeriets
(Steen) Afgang. Emnet optoges paa ny til
Drøftelse af den 1895—98 forhandlende
Unionskomité, uden at der opnaaedes Enighed enten om
dets Lovfæstelse i Rigsakten ell. om Bet. af dets
hidtidige Ikke-Omtale i denne.
Men efter at »Spørgsmaalet om et særskilt
norsk Koinsulatsvæsens Forhold til det fælles
Diplomati og det fælles Udenrigsstyre« 1901
havde været Genstand for en Udredning af
Indredepartementets daværende
Ekspeditionschef, Dr. Sigurd Ibsen, blev der efter
Indstilling af Udenrigsminister Lagerheim i
sammensat Statsraad i Sthlm 18. Jan. 1902 besluttet
nedsat en Komité af Sagkyndige, 2 norske og 2
sv. Mænd, navnlig for at undersøge, hvorledes
en Anordning med særskilte Konsuler for hvert
af de forenede Riger med Bibehold af den
diplomatiske Repræsentations Fællesskab praktisk
skulde udformes. Denne Komité afgav sin
Indstilling 26. Juli s. A. i det væsentlige gaaende
ud paa, at hvert Rige skulde faa sit særegne
Konsulatvæsen, og at Udenrigsministerens
Befatning med det norske Konsulatvæsens
Bestyrelse skulde ophøre, undtagen for saa vidt
angik Udvirken af Eksekvatur, ligesom hans
disciplinære Myndighed over de norske K. skulde
bortfalde og gaa over til det norske
Regeringsdepartement, under hvilket det norske
Konsulatstyre vilde blive henlagt. Forslaget blev
i Norge modtaget med levende Bifald. Oktbr
s. A. aabnedes Forhandlinger mellem de to
Regeringer ang. Sagen. Disse Forhandlinger
affødte 24. Marts 1903 det samtidig i begge
Lande offentliggjorte Communiqué, hvori det hed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
