Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kors
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskenes Synder (se 1. Kor. 1, 18 og 23;
2. Kor. 2, 1), havde til Følge, at K., der i Ny
Test. minder om Smerte og Selvfornægtelse og
om Frelsen, for alle Kristne blev et helligt Tegn.
Den Kristne udførte det derfor ofte, om end
kun for et Øjeblik, idet han foran Panden
tegnede med Fingrene et K. i Luften. Det
anvendtes ikke blot ved Daaben (se korse sig),
men ogsaa ved mange andre Lejligheder, for at
mindes Jesus og hans Død.
Hvorvidt de Kristne før Konstantin’s Tid
ogsaa har udført K. materielt, som
fritstaaende Genstand ell. blot som Ornament, er
tvivlsomt. Et Sted hos Tertullian kunde maaske tale
derfor, og enkelte Genstande med K. eller med
Kristi Monogram kan muligvis tilhøre den
stridende Kirkes Dage, men nogen Udbredelse som
materiel hellig Genstand fik K. ikke før
Konstantin. I de rom. Katakomber søger man K.
forgæves i de allerfleste Grave; kun i nogle faa
ses det, og disse stammer vistnok fra
Katakombernes sidste Dage. At et saa dyrebart Tegn
som K. ikke afbildes af de Kristne, er let at
fatte; de frygtede altid for, at Hedningerne
skulde vanhellige og latterliggøre, hvad der
for dem var helligt. Derfor undgik de direkte
Afb. og valgte altid symbolske Fremstillinger,
Billeder, som ogsaa anvendtes uden for
Kristendommen: Orfeus, Hyrden o. s. v., hvortil snart
ogsaa kom Scener fra Gl. og Ny Test., som
ingen uden Bibelkundskab forstod. Men Billeder
af K. og Kristus paa K. var for Modstanderne
lette at fatte; derfor undgik man dem, og kun
Fjenderne udførte saadanne, som det kendte
Spottekrucifiks i Kejserpaladserne tilstrækkelig
vidner om. Men efter 313 behøvede de Kristne
ikke at være saa tilbageholdne; Kejseren var
dem gunstig. Han afskaffede Korsfæstelse som
Straf og skal tillige have forbudt Private at
korsfæste deres Slaver. Kristne, som stod i hans
Tjeneste, bar K. til Skue, efter hvad Eusebios,
Kejserens Biograf, fortæller. Han taler ogsaa
om et Syn, Kejseren havde haft 312, før Kampen
ved den milviske Bro, af K. paa den vestlige
Himmel med Ordene: »I det skal Du sejre!«.
I Rigets ny Krigsfane, Labarum, som man ser
paa hans Efterfølgeres Mønter, fandtes Kristi
Monogram, der staar K. saa nær, og som i de
første Aartier af 4. Aarh. forekommer langt
hyppigere end K. Men saa indtraf en
Begivenhed, der bragte K. frem i Forgrunden. Man
fandt i Jerusalem, hvor Konstantin og hans
Moder Helena havde bygget en Kirke over
Frelserens Grav, et K., som antoges for Jesu K.; der
tales ogsaa om Fund af Jernnagler, som med
Halvdelen af det fundne K. sendtes til
Konstantinopel, Resten bevaredes i en Kirke ved den
hell. Grav. Eusebios (d. 340) og Pilegrimmen fra
Bordeaux, der besøgte Jerusalem 337, kendte
intet dertil; men Kyrillos taler i sine
»Katekeser« oftere derom, og den frankiske Dame,
der var i Jerusalem omtr. 385, og hvis Navn
vistnok var Ethesia ell. Etheria, taler ofte om
»K.«, d. e. Stedet, hvor K. gemtes, og hvor det
vel var fundet (se Vald. Schmidt, »Silvias
Pilegrimsfærd« [Kbhvn 1896]). Opdagelsen maa
vel være sket omtr. 350. Inden lang Tid
henførtes Opdagelsen af K. til Konstantin’s Tid og
til Kejserinde Helena, men det er uhistorisk.
Snart søgte hele den kristne Verden at faa en
Stump af det »ægte K.«. K. blev nu et hyppigt
Ornament, paa Klæder, Hovedbedækninger, i
Kirkernes Mosaikbilleder, paa Bygninger o. s.
v. Bag hellige Mænds Hoveder ses ofte Enderne
af et K. Fritstaaende K. blev snart ligeledes
alm.; paa Altere, paa Kirkers og Huses Gavle
rejstes K. Saaledes sattes 362 et K. paa en
Basilica i Verona. K. bæres desuden paa Brystet
og føres snart ogsaa i Processioner. Paa Mønter
ses K. fra Valentinian’s Tid hyppig. Især efter
at Kejserne var flyttede til Byzans, blev K.
alm. paa Mønterne. Kejserne staar ofte med
K. paa en lang Stang i Haanden. Foruden paa
Mønter ses Billeder af K. ofte paa Sarkofager,
Gravminder fra 4. og især fra 5. Aarh., paa
syriske Huse i Hauran, opdagede af M. de
Vogüé, i Mosaikker i Kirker (i Ravenna, Rom
o. s. v.), paa Elfenbensrelieffer, Guldbægere;
foruden mange fritstaaende K. I Vatikanet
findes saaledes et K., sendt fra Byzans
af Kejser Justin II (6. Aarhundrede),
afbildet i Didron, Ann. archéol., Tavle XXVI.
Kirker byggedes nu. ogsaa i Form af K.,
hvad der tidligere var ukendt. K. brugtes
ogsaa i Indskrifter og i Dokumenter, baade af
Skrivekyndige, for at tillægge Underskriften
større bindende Kraft, og af Ukyndige i St f.
Underskrift. Denne Skik blev ved til
Middelalderens Slutning. Kejsere, Konger og Gejstlige
satte ofte et K. ved deres Navn, Bisperne
foran, Præsterne bagefter. K. sattes ikke blot paa
Kisten, de medgaves ofte de Døde i Graven
(smaa K. af Træ, fundne i gl. nordiske Grave
i Grønland, ses i Nationalmus. i Kbhvn). I den
tidlige Middelalder udhuggedes der ofte K. paa
Ligstene, ell. der rejstes et K. paa Graven, en
Skik, der er vedblevet til vore Dage. † betegner
endnu Døden. Ved Veje og paa Marker sattes
ogsaa K. Om den store Udbredelse, som K.
havde henved Aar 400, har vi udtrykkelige
Vidnesbyrd hos Chrysostomos, Ambrosius o. a.;
mærkelige Meddelelser om K. og dets
Anvendelse læses hos Paulinus fra Nola (431). K.
besattes ikke sjældent med ædle Stene; man
anbragte ofte Billeder af hellige Mænd paa K.,
fra 6. Aarh. den korsfæstede Frelser (se
Krucifiks). Da Ansgar bragte Kristendommen til
Norden, anvendtes Tegnet K. som Indledning
til Daaben (se primsigne). K. var opr.
Tegn for alle Kristne, men særlig dog for de
Gejstlige, der bar K. som Udmærkelsestegn
paa Brystet. — Det hellige K. skulde ikke blive
i de Kristnes Besiddelse. 614—15 indtog
Perserne Jerusalem og førte K. til Persien. 628
udleveredes det dog (se K.’s Ophøjelse), og
629 førte Heraklios det tilbage, men 637
indtog Muhammedanerne Jerusalem og blev
Herrer over den hellige Grav, hvis K. forsvandt
helt. Da Fortællingen om de Kristnes Lidelser
i de Egne, hvor Kristendommens Vugge havde
staaet, i Vesterlandene vakte Begejstring for at
befri de htellige Steder for de Vantros Aag,
fæstede alle Korsfarerne et K. paa deres Skuldre.
Særlig blev K. Udmærkelsestegn for Ridderne.
For at man straks kunde kende Ordenerne fra
hinanden, var K. forsk. hos de forsk. Ordener.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
