Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kriminalantropologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alsidige Karakter er det dog lykkedes at give
gode samlede Fremstillinger af K. (Baer,
Kurella, Havelock Ellis), men
Hovedmassen af K.’s Resultater maa søges i
talrige større og mindre Specialafhandlinger,
navnlig i de kriminalantropologiske Tidsskr. og
Kongresberetninger. K.’s Udvikling er nøje
knyttet til en Rk. internationale
kriminalantropologiske Kongresser, og Beretningerne
om disse giver et fyldigt Billede af dens korte,
men meget bevægede Historie. Medens den
første af dem (Rom 1885) hovedsagelig
beskæftigede sig med K. i snævrere Forstand i
Tilslutning til Lombroso’s nogle faa Aar i
Forvejen fremkomne grundlæggende Arbejde
(l’Uomo delinquente), kom man allerede paa
den næste Kongres i Paris 1889 ind paa
den af Lombroso opstillede Teoris juridiske
Konsekvenser, og samtidig rettedes der saa
kraftige Angreb paa den fra
naturvidenskabelig Side, at Lombroso og hans Elever
demonstrerede ved at udeblive fra Kongressen i
Bruxelles 1892, hvor Diskussionen
fortrinsvis drejede sig om Spørgsmaalets
juridisksociologiske Side. Paa den næste
kriminalantropologiske Kongres i Genève 1896
forsøgte Lombroso endnu en Gang at føre K.’s
Udvikling tilbage paa det af ham anviste Spor,
men det lykkedes ham ikke, og for Øjeblikket er
K. faktisk ensbetydende med Kriminologi,
idet dens Emne ikke længere er
Forbryderen, men Forbrydelsen. Herved har K.
faaet fast Grund under Fødderne og opnaaet
alm. Anerkendelse, ogsaa fra videnskabelige
Kredse, som havde stillet sig afvisende over
for den af Lombroso anlagte K. At den
beskæftiger sig med mangt og meget, som ikke
falder ind under, hvad Strafferetten forstaar
ved Forbrydelse, er fuldt berettiget, for saa
vidt som man derved inddrager en Rk.
beslægtede sociale Fænomener under det samme
alm. Synspunkt, og at dette Synspunkt er et
andet end det juridiske, har man ogsaa fra
juridisk Side erkendt som en Fordel.
Den moderne K. opfatter Forbrydelsen som
et socialt Fænomen, betinget af en Rk.
forskelligartede Faktorer; ingen af disse er i sig selv
tilstrækkelig til at gøre et Menneske til
Forbryder, men den Indflydelse, som hver enkelt
af dem har paa Resultatet, er meget forsk.
Den medfødte, ofte nedarvede Disposition,
det abnorme sjælelige Anlæg, kan under andre
Forhold føre Individets Udvikling i en ganske
anden Retning og er i alt væsentligt det
samme, som man forstaar ved medfødt Anlæg til
Sindssygdom ɔ: en degenerativ Tilstand,
karakteriseret ved en Rk. legemlige og sjælelige
Abnormiteter. En lgn. Disposition kan
erhverves ved forsk. skadelige Indvirkninger paa
Individet, enten af rent sjælelig Art (daarlig
Opdragelse, slet Eksempel) ell. af rent
legemlig Art (Hjernelæsioner) ell. af blandet Art
(Alkoholisme). De sociale Betingelser, der med en
saadan Disposition som Grundlag skaber
Forbryderen, er af meget forsk. Natur, og for saa
vidt som baade den medfødte og den
erhvervede Disposition er et mere ell. mindre
umiddelbart Resultat af sociale Betingelser, kan alle
disse samvirkende Faktorer betragtes som
sociale. I øvrigt er den medfødte Tilbøjelighed
til forbryderske Handlinger nærmest en
negativ Egenskab, en mangelfuldt udviklet Evne til
at underkaste sig Samfundslivets Tugt, og det
samme er sædvanligvis ogsaa Tilfældet med
den erhvervede Tilbøjelighed. Denne Opfattelse
af Forholdet er af stor Bet. for Forstaaelsen
af de mange ydre og indre Forskelligheder,
som gør det umuligt at opstille Forbrydertyper
af alm. Gyldighed. Der foreligger særdeles
omfattende Undersøgelser af de forskellige
Forbryderkategoriers Legemsbygning og
Hovedform, af deres Hjerner og overhovedet af alt,
hvad der med større ell. mindre
Sandsynlighed kunde antages at afspejle den forbryderske
Tilbøjelighed, men Resultatet har stedse været
rent negativt, idet man ikke har kunnet
paavise et eneste Træk, en eneste ydre ell. indre
Ejendommelighed, hvorved disse Kategorier
afviger fra den normale Type. Alt, hvad man
har opnaaet, er Sikkerhed for, at ydre og
indre Abnormiteter forekommer hyppigere hos
Forbrydere og Sindssyge end hos normale
Mennesker, men for øvrigt har disse
Undersøgelser bragt overmaade mange interessante
Ting frem. idet der navnlig er tilvejebragt et
meget betydeligt Materiale til Belysning af
Forbrydernes arvelige Anlæg, deres Psykologi og
Psykofysiologi sammenlignet med Sindssyges
og normale Menneskers. For en stor Del er
dette Materiale hentet fra ganske ny
Omraader, idet man f. Eks. har studeret
Forbrydernes Tatoveringer, deres Haandskrift og
ejendommelige Sprog. Det store Arbejde, der her
er udført, er af meget forsk. Værdi; ved Siden
af ganske naive og dilettantmæssige Ting finder
man adskilligt af virkelig videnskabelig Bet., og
i det hele maa det erkendes, at K.’s Dyrkere i
Løbet af forbavsende kort Tid har udrettet
særdeles meget og skabt et bredt Grundlag for
fremtidige Forskninger. Størst Interesse har
dog Studiet af de sociale Betingelsers
overordentlig store Bet. Ved omfattende
kriminalstatistiske Undersøgelser er der kastet nyt Lys
over den forbryderske Tilbøjeligheds Forhold
til Alder, Køn, Nationalitet, Livsstilling,
Formueforhold og i det hele tilvejebragt en
Rigdom af Oplysninger om Forbrydelsens
Betingelser, der er af stor praktisk Bet. Dette er
ligeledes Tilfældet med de talrige
Undersøgelser af enkelte Forbrydelseskategoriers Natur
og Væsen, som er udførte i nøje Tilslutning
til de alm. Synspunkter og ofte har omhandlet
hidtil upaaagtede Fænomener (saasom
Massernes Forbrydelser).
K. har ikke indskrænket sig til, hvad
Strafferetten forstaar ved Forbrydelse. Et særegent
og betydningsfuldt Afsnit af den omhandler
saaledes de seksuelle Abnormiteter, som har
afgivet Stof til en lang Rk. til Dels meget
omfattende Arbejder, der i mange Henseender
belyser den egl. Forbrydelses Væsen. Navnlig
gælder dette om Prostitutionen (s. d.), der fra et
kriminalantropologisk Synspunkt maa
betragtes som det kvindelige Ækvivalent, der
forklarer Misforholdet mellem Antallet af
mandlige og kvindelige Forbrydere, men ogsaa andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
