Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix / 745 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kronborg - Kronborg Amt - Krondue - Krondyr - Krone (Hovedprydelse)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

i at staa Sundet ind og forene sig med den sv.
Og 6. Septbr 1658 overgav Kommandanten Poul
Benfeldt K. til Svenskerne under Wrangel efter
3 Ugers Belejring. Henrik Gerner’s, Rostgaard’s,
Tuxen’s og Steenwinkel’s Forsøg paa at overraske
den sv. Besætning Juni 1659 mislykkedes.
Svenskerne bortførte mange Kostbarheder fra K.,
bl. a. Bronzefigurerne paa Springvandet i
Slotsgaarden. — Under Christian V udvidedes K.’s
Udenværker, og Kroneværket anlagdes. 17. Juli
1700 stod en eng.-holl. Flaade Sundet ind for
at bombardere Kbhvn — som det synes uden
Kamp. Næste Gang en eng. Flaade forcerede
Sundet, 30. Marts 1801, lod K. dog sine
Kanoner spille paa den, uden Virkning. En
Menneskealder i Forvejen havde K. tildraget sig Europas
Opmærksomhed, idet Caroline Mathilde og
hendes spæde Barn Louise Augusta blev anbragt
her efter Struensee’s Fald, 17. Jan. 1772, indtil
Dronningen 30. Maj blev afhentet af nogle eng.
Orlogsmænd. — K. var i Tidens Løb kommet
stærkt i Forfald, som der delvis blev raadet
Bod paa ved forsk. Restaurationer. For det
indres Vedk. er Kirken det eneste Rum, der
helt er bleven bragt tilbage til sin opr.
Skikkelse (genindviet 10. Decbr 1843). — K. har
længe været benyttet som Kaserne. 1919 blev der
indrettet et Handels- og Søfartsmuseum paa
Slottet, men K. er af saa betydelig Værdi —
baade som hist. Minde, ved sin Arkitektur og
ved sin Plads i Landskabet — at det fuldt vel
lader sig forsvare at bevare det uden
Nyttehensyn. Og dette gælder ikke blot Bygningen alene,
men alle dens Værker, som der allerede er
foretaget alt for mange Indgreb i. (Litt.: M.
C. Arnholtz, »Cronborg Slots og Fæstnings
Historie« [1836]; F. R. Friis, »Samlinger til
Dansk Bygnings- og Kunsthistorie« [1872—78];
»Bidrag til Dansk Kunsthistorie« [1896]; »Ude
og Hjemme« III [1880]; »Kronborg Fontainen«
i »Tidsskr. f. Kunstindustri« V [1889]; A.
Petersen, »Bidrag til Kronborg Slots Historie«
i »Danske Saml.« V [1869]; F. Becket,
»Renaissancen og Kunstens Historie i Danmark«
[1897], S. 125 fl.).
B. L.

Kronborg Amt, se Frederiksborg
Amt.

Krondue, se Duer.

Krondyr, d. s. s. Kronhjort, se Hjorte.

Krone (af lat. corona, egl. Krans),
kredsformet Hovedprydelse af ædle Metaller, ofte
udstyret med kostbare Stene, bæres i vore
Dage kun af regerende Fyrster og Fyrstinder,
i Storbritannien tillige af høje Adelige, men
kun ved meget højtidelige Lejligheder,
saaledes ved Kongekroninger. I Middelalderen
anvendtes K. derimod oftere ikke blot af Fyrster,
men af Adelige o. a. I Heraldikken er K. endnu
den Dag i Dag et Tilbehør til adelige Vaabener.
K. som særlig Udmærkelsestegn for Herskere
er ældgammel. De ægypt. Konger bar en K.,
der kaldes Pshent og er sammensat af
og , der symboliserer Herredømmet over
S. og N. (Øvre- og Nedreægypten). Denne K.
bæres ogsaa af Guder, men af Mennesker
havde kun Kongen Ret til at bære den. Hans
Kroning med denne K. var en Ceremoni, paa
hvilken der lagdes stor Vægt, da han ved den
indviedes til Guddommens Repræsentant paa
Jorden. Babyloniens og Assyriens Konger
afbildes med en hjelmformet K. Paa et ass.
Basrelief ses Medlemmer af den flygtende
Kongefamilie fra Sidon bære en Art K. ell. Tiara.
I Bibelen tales der ikke bestemt om, at Israel’s
Konger kronedes ell. traadte frem med K. paa
Hovedet. Salomo havde vistnok efter
Højsangen (3, 11) en K., men denne havde en mere
privat Karakter: han havde faaet den af sin
Moder paa sin Bryllupsdag. Efter Alexander
den Store’s Dage bærer asiatiske Herskere
gerne temmelig høje, til Dels hjelmagtige K.
(se Tiara). En saadan K. er den gyldne
Tiara, som man for nogle Aar siden kunde se
i Louvre, og som efter Indskriften havde
tilhørt Saitafarnes, men hvis Uægthed og
Forarbejdelse i Nutiden i Syd-Rusland nu er en
Kendsgerning. Man ser denne Art K. paa
Kongernes Billeder paa deres Mønter. Ptolemæere
og Seleukider bærer undertiden en K. prydet
med Takker ell. Spidser, en Straalekrone af
samme Art som de K., hvormed Solguder er
prydede; men i Reglen har disse Konger kun et
Bind ell. Diadem om Hovedet. De rom.
Kejsere ses gerne med en Krans af Blade, en
Triumfator med en Borgerkrans om Hovedet;
Caracalla o. a. bærer stundom Straalekrone.
Naar Kejserne lod sig afbilde ved Statuer ell.
Buster, havde de, som man f. Eks. kan se i
Ny Carlsberg Glyptotek, bart Haar. Efter at
Kejserne var dragne til Konstantinopel,
begyndte de snart at vise sig med K., der enten
har Form af en Hjelm ell. er ringformede.
Disse sidste synes opstaaede af Diademet, der
er blevet bredere og stærkt besat med ædle
Stene. Kongerne i de Riger, der opstod i
Europa ved Folkevandringen og Romerrigets
Undergang, havde sikkert ogsaa K., der
vistnok var ringformede. Saaledes er de
vestgotiske K., der 1858 fandtes nær Toledo; en af
dem, nu i Musée de Cluny i Paris, bærer
Indskriften Reccesvinthus rex offert. Denne Konge
(649—672) har rimeligvis givet den til en
Kirke, hvor den saa en Tid lang har været
ophængt, hvorom de til den fastgjorte Kæder
vidner (se F. de Lasteyrie, Description
du trésor de Guarrazar [Paris 1860]). At give
K. til Kirker og Klostre, baade K., der havde
været baarne ved Kroningen, og andre, var
nemlig alm. i Middelalderen (se Cahier et
Martin, Mélanges d’archéologie II [Paris
1853]). Knud den Store gav sin K. til en Kirke
i England, Erik af Pommern og Filippa gav
deres til Vadstena-Kloster. Alle disse K.,
ligesom mange K., med hvilke Helgenbilleder
prydedes, er for længst forsvundne; men paa
Malerier og Billeder ser man ofte Helgener
med K. Den saakaldte »Erik den Helliges K.«
i Upsala har maaske opr. smykket et
Helgenbillede (se C. Nyrop, »Om nogle K. og
Kroneformer« i »Tidsskr. f. Kunstindustri« VI,
1890). Denne K. er ringformet, prydet med
kostbare Stene, ligesom de omtalte vestgotiske
K. Mange andre K. fra den tidlige
Middelalder er ogsaa ringformede, saaledes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>