Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kræft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
transplanterede Svulster til uden videre at
gælde de Svulster, der i Naturen udvikles
spontant, dels fordi Undersøgelse af
transplanterede Svulster, der jo opstaar ved Vækst af
indpodede minimale Dele af tidligere udviklede,
allerede fuldt færdige Kræftsvulster, ikke kan
løse en af Kræftforskningens allermest
betydningsfulde Opgaver, nemlig Udredelsen af den
opr. Aarsag til den i Naturen forekommende
K. og dennes tidligste Oprindelse og
Udviklingsbetingelser.
Til Studiet af disse Problemer maa
nødvendigvis kræves Metoder, der gør det muligt at
iagttage Kræftdannelsens allerførste Beg.
under Svulsternes tidligste Udvikling hos sunde
Dyr, d. v. s. Fremgangsmaader, ved hvilke
normale Celler hos disse vilkaarligt,
eksperimentelt kan bringes til Kræftudvikling,
saaledes at Dyrene bliver lidende af K., der
virkelig opstaar hos dem og ikke, som ved
Transplantation, overføres til dem. Eksperimentelt
var K. tidligere kun fremkaldt i et Par
Forsøgerækker (Clunet, Askanazy) og hos
ganske enkelte Dyr. Nogen Basis for
systematisk eksperimentel Fremkaldelse var ikke
tilvejebragt, og mangfoldige andre, gennem
lange Tider fortsatte Forsøg havde kun givet
negativt Resultat.
De første Undersøgelser, ved hvilke der blev
angivet en Metode, som virkelig muliggjorde
systematisk eksperimentelt at fremkalde
ondartet og metastaserende K. (Epitheliom), og
som tillige bragte det eksperimentelle Bevis for,
at der bør tillægges højtstaaende dyriske
Parasitter Bet. bl. K.’s Aarsager, fremkom 1913
fra Danmark og skyldes Johannes
Fibiger, der i Maven hos Rotten havde fundet en
tioligere ukendt Rundorm (Spiroptera
neoplastica, Gongylonema neoplasticum) og paaviste,
at denne Parasit gennemgaar en Del af sin
Udvikling hos Kakerlakker (Periplaneta
americana), i hvis Muskulatur dens Larver findes
lejrede. Fodres Rotten med Kakerlakker, hvis
Muskler indeholder Larverne, borer disse sig
ind i Pladeepitheliet i Rottens Formave,
udvikles der til Kønsmodenhed og udskiller Æg,
der afgaar med Rottens Ekskrementer. Ædes
nu disse af Kakerlakker, frigøres de i Æggene
indeholdte Embryoner og vandrer ind i
Kakerlakkernes Muskulatur, hvor de udvikles til
Larver, indkapsles og lejres paa lgn. Maade som
Trikiner. Ormen fremkalder i Rottens Mave
Betændelse og Udvikling af mægtige Svulster,
og hos hvidbrogede Laboratorierotter
fremkommer K. hos over Halvdelen af de Dyr, der
overlever Overførelsen i mindst halvanden
Maaned. Ved de hidtil udførte Forsøg af denne Art
er der ved Overførelse af Rundormen
fremkaldt Mavekræft hos mere end 100 Rotter, samt
i enkelte Tilfælde hos Mus. Ogsaa paa Tungen
kan fremkaldes Spiropterakræft. En lgn.
Fremgangsmaade, der i den allernyeste Tid (1921)
er blevet angivet af de amer. Patologer,
Bullock og Curtiss, beror paa det velkendte
Faktum, at Sarkom ikke sjældent udvikles i
Leveren hos Rotter, naar denne er Sædet for
Larven (Cysticercus fasciolaris) til en
Bændelorm (Tænia crassicauda), der er en alm.
Tarmparasit hos Katten og udskiller sine Æg i
dennes Ekskrementer. Anvendes Æggene til
Fodring af Rotter, udvikles Cysticerken i disses
Lever, der samtidig i talrige Tilfælde bliver
Sædet for primært Sarkom.
Det vellykkede Udfald af Undersøgelserne over
Spiropterakræften gav Stødet til Udarbejdelsen
af en anden Metode, der fremkom 1915 fra
Japan, hvor Yamagiwa og Ichikawa
paa Grundlag af gammelkendte Erfaringer om,
at der hos Arbejdere, hvis Hud udsættes for
Paavirkning af Tjære, kan udvikles Epitheliom,
havde paavist, at saadanne Epitheliomer kan
fremkaldes paa Ørene hos Kaniner, naar
Ørehuden i længere Tid (3 Maaneder — 1 Aar)
forsigtigt pensles med Stenkulstjære. Fra en
tredie jap. Patolog, Tsutsui, fremkom 1918
en kort Meddelelse om, at saadanne
Kræftsvulster ogsaa udvikles hos Mus, paa hvis Ryghud
der hver 2.—3. Dag nogle Maaneder igennem
anbringes minimale Tjæremængder. Danske
Undersøgere (Fibiger og Bang 1919)
bekræftede og udvidede Resultaterne af disse Forsøg
og gav Stødet til senere Arbejder i en Række
udenlandske Kræftlaboratorier, hvor overalt er
opnaaet samstemmende Resultater.
Ondartet og metastaserende Hudkræft af
samme Type, som hyppigt forekommer hos
Mennesker, kan saaledes med Lethed
fremkaldes hos Mus, og Udfaldet af fortsatte Forsøg
tyder endvidere paa, at ogsaa K. i Mælkekirtlen
kan fremkaldes ved Tjærepaavirkning. Det
længe efterstræbte Maal, eksperimentelt at kunne
fremkalde K., er saaledes blevet naaet, og
Kræftforskningen er hermed indtraadt i en ny
Fase, der aabner Udsigt for Studium af
Problemer, der tidligere har været utilgængelige
for eksperimentel Undersøgelse.
Problemet om Kræftsygdommens Aarsag er
naturligvis ensbetydende med Spørgsmaalet om,
hvilke Faktorer der paavirker og forandrer
Vævenes Celler saaledes, at der bibringes disse
Evne til den ganske ubeherskede Formering og
ubegrænsede Vækst, hvis Resultat er
Kræftsvulsten. Man har søgt Aarsagen dels i
Paavirkninger, der rammer Organismen, kommende
udefra (exogene P.), dels i Paavirkninger,
der hidrører fra Organismen selv
(endogene P.).
Bl. de utallige Teorier, der i Tidernes Løb er
blevne fremsatte, skal her kun omtales enkelte
af de mest betydningsfulde, deriblandt den af
Virchow fremsatte Irritationsteori
(Reiztheorie), samt Infektionsteorien,
af hvilke den første tyder K.’s Udvikling som
et Resultat af Paavirkninger (Pirring, Irritation
»Reizung«) af fys., mek., termisk ell. kem.
Natur, der i længere Tidsrum direkte rammer
Cellerne og ægger dem til Svulstdannelse,
medens Infektionsteorien betragter Mikrober som
Aarsag til Kræftdannelsen. Virchow
baserede sin Teori bl. a. paa det velkendte
Faktum, at K. hyppigt forekommer paa St. af
Legemet (f. Eks. Læberne,
Endetarmsaabningen, Spiserørets Krydsning med den ene
Hovedbronchus og dets Indmunding i Mavesækken
o. fl. a.), der i særlig Grad rammes af
Paavirkninger som de »anførte, og fremdrog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
