Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kulmination - Kulmine - kulminere - Kulmonoxyd - Kulmsee - Kulmule - Kulmund - Kulna - Kuloi - Kulos - Kuloxyd - Kuloxydforgiftning - Kuloxydgas - Kuloxyklorid - Kuloxysulfid - Kulp - Kulpa - Kulpapir - Kulpetøj - Kulpol - Kulsandsten - Kulsbjerge - Kulsejl - Kulskifer - Kulso - Kulstaal - Kulstof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nedre K. over Horisonten. Disse Stjerner
kaldes Cirkumpolarstjerner.
J. Fr. S.
Kulmine, Mine, hvori der brydes Kul, se
Kullag.
J. P. R.
kulminere (nylat.), naa Højdepunktet.
Kulmination, det at k.;
Kulminationspunkt, Højdepunkt, det vigtigste Punkt i en
Sag.
Kulmonoxyd, se Kulilte.
Kulmsee [’kolmze.], Culmsee, By i den
til Polen afstaaede Del af Vestpreussen, ligger
20 km N. f. Thorn ved en lille Sø. (1910) 10600
Indb. K. har en smuk katolsk Domkirke fra
1251 og var tidligere Sæde for Biskopperne
af K.
G. Ht.
Kulmule, se Torsk.
Kulmund, se Torsk.
Kulna [’kolna], tunnelformet Klippehule ved
Glorup i Mähren, med 2 Aabninger, 86 m lang,
c. 20 m bred, 5—8 m høj. Der er i Hulen
fundet tykke Lag med Aflejringer fra Oldtidsalder,
samt talrige Rester af forhistoriske Dyr. I
Madeleinetiden har Hulen antagelig været
beboet. De bearbejdede Knogler var især af
Rensdyr.
H. A. K.
Kuloi [ku’£åi], Flod i det nordl. Rusland, Guv.
Archangelsk, hedder i sit øvre Løb Sotka
og falder ud i Mesen-Bugten, en Sidegren af
det Hvide Hav. Længde 320 km. Ved Højvande
kan den besejles 70 km med Tømmerflaader.
G. Ht.
Kulos, se Kulilte.
Kuloxyd, d. s. s. Kulilte.
Kuloxydforgiftning, d. s. s.
Kulilteforgiftning.
Kuloxydgas, d. s. s. Kulilte.
Kuloxyklorid, d. s. s.
Karbonylklorid.
Kuloxysulfid, se Kulstofoxysulfid.
Kulp (Kulpi), Landsby i det sydlige
Transkaukasien, Guv. Erivan, har c. 2000 Indb. og er
Sæde for en meget betydelig Udvinding af
Stensalt. I Nærheden af Byen findes Tempelruiner
fra Oldtiden.
M. V.
Kulpa (Oldtidens Colapis), Biflod til Save,
i Jugoslavien, udspringer i Karsten i Komitatet
Modrus-Fiume, bliver sejlbar ved Karlovac og
udmunder efter et 379 km langt Løb ndf. Sisak.
G. Ht.
Kulpapir (Pigmentpapir), se
Kulfotografi.
Kulpetøj, d. s. s. Kolbetøj.
Kulpol (modsat Zinkpol), Kulstangen ell.
dens Klemskrue i et galvanisk Element. Se
galvanisk Batteri.
K. S. K.
Kulsandsten, Sandsten hørende til
Stenkulformationen.
J. P. R.
Kulsbjerge, et meget fremtrædende og
karakteristisk, paa Afstand set fjeldlignende,
Bakkeparti med udyrkede Toppe, c. 7 km Ø. f.
Vordingborg (Baarse Herred, Kalvehave Sogn).
Højeste Top med trigonometrisk Station, 107 m.
Herfra Udsigt over Sjællands sydligste Del og
langt ind over de omliggende Øer.
M. S.
Kulsejl (Søv.), en Presenning, der
ophænges tværskibs paa Dækket foran og agten for
Kulhullerne, naar Skibet skal fylde Kul, og som
da forhindrer Kulstøv fra at trænge frem og
tilsmudse Skibet uden for det Sted, hvor selve
Kulfyldningen foregaar.
C. B-h.
Kulskifer, Skifer hørende til
Stenkulformationen.
J. P. R.
Kulso, se Skivefisk.
Kulstaal, d. s. s. Kulstofstaal.
Kulstof, C=12, er et Grundstof, der hører
til Metalloiderne og sammen med Silicium og
Tin o. a. danner det periodiske Systems 4.
Gruppe. Det findes i fri Tilstand i Naturen, i
ren Tilstand som Diamant og Grafit. K.
danner den væsentligste Bestanddel af alle
organiske Forbindelser i Plante- og Dyreriget og
indeholdes navnlig i rigelig Mængde i de i
Naturen forekommende fossile Kul (se Stenkul).
I Forbindelse med Brint danner det de
Kulbrinter, som er de væsentligste Bestanddele af
Petroleum (mineralsk Olie) og Asfalt (Jordvoks,
Ozokerit). Fremdeles findes det som
Kulsyreanhydrid i Luften og i Karbonater (kulsure
Salte, f. Eks. som Marmor, Kalksten, Kridt,
Dolomit o. s. v.) i Jorden.
K. optræder i 3 allotropiske Modifikationer,
Diamant, Grafit (Blyant) og amorfe Kul; disse
Former af K. er omtalte i de særskilte Artikler
Diamant, Grafit og Kul. I alle disse
Tilstandsformer er K. et fast og næsten usmelteligt
Stof (man har i den elektriske Bue iagttaget
Smeltningsfænomener, der viser, at K. kan
smelte); ved omtr. 3500° fordamper det i den
elektriske Lysbue — et Forhold, som man antager
maa hidrøre fra, at Kulstofmolekylet er
sammensat af et stort Antal Kulstofatomer, en
Diamantkrystal maa saaledes opfattes som eet
Molekyle. Alle Modifikationer af K. er meget
bestandige; ved Forbrænding i Luft ell. Ilt giver
de Kulsyre. Diamant forbrænder først ved
Ophedning til 7—800°; den angribes næsten ikke
ved Indvirkning af en Blanding af Kaliumklorat
og Salpetersyre. Ved denne Behandling iltes
derimod Grafit til Grafitsyre. Ved Ophedning
uden Luftens Adgang undergaar Grafit ingen
Forandring, end ikke ved meget høje Temp.,
hvorimod Diamanten derved kan omdannes til
en grafitagtig Masse. Som oftest forbrænder
Grafit vanskeligere end Diamant ved Ophedning i
en Iltstrøm. Efter nyere Undersøgelser gives
der to Former af Grafit, nemlig Grafitit og
virkelig Grafit. Grafitit blærer sig ikke op,
naar den befugtes med rygende Salpetersyre
og derpaa glødes stærkt; dette er derimod
Tilfældet med Grafit. — De reneste amorfe Kul
er ren Kønrøg (s. d.), Gaskul
(Retortkul) og Sukkerkul (se Kul).
Kulstofatomet er tetravalent
(firegyldigt). Denne Egenskab i Forbindelse med
Kulstofatomernes Evne til ikke alene at knytte sig
til andre Grundstofatomer, men ogsaa til at
forene sig med hverandre indbyrdes, antages at
være Aarsagen til, at netop K. danner et saa
overordentlig stort Antal Forbindelser, af
hvilke mange har ganske samme procentiske
Sammensætning, men dog forsk. Egenskaber (se
Isomeri og Polymeri). Mangfoldige
Kulstofforbindelser virker paa polariseret Lys og
drejer dettes Polarisationsplan; dette Forhold
forklares ved Antagelsen af, at saadanne
Forbindelser indeholder asymmetriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
