Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix / 876 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kulstof - Kulstofatom - Kulstofklorider - Kulstofoxyklorid - Kulstofoxysulfid - Kulstofstaal - Kulstoftetraklorid - Kulsukker

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kulstofatomer ɔ: Kulstofatomer, hvis 4
Valenser er bundne til 4 forsk. Radikaler (se
Stereoisomeri).

Med Ilt alene danner K. kun 2 Forbindelser:
Kulilte (Kuloxyd), CO, og Kulsyreanhydrid
(Kuldioxyd), CO₂. K. forener sig med Svovl ved
højere Temp., til Svovlkulstof, CS₂, hvorimod
det kun forener sig direkte med Kvælstof ved
højere Temp., naar der er stærke Baser til
Stede. Med mange Grundstoffer forener K. sig
til saakaldte Karbider, f. Eks.
Siliciumkarbid (d. s. s. Karborundum), Kalciumkarbid o.
s. v., der har stor tekn. Bet.

Diamant gjaldt længe for at være en Art
Bjergkrystal; Averami og Targioni viste dog, at
den kunde forbrænde, naar den blev anbragt i
Brændpunktet af et kraftigt Hulspejl. Lavoisier
paaviste 1773 Dannelsen af Kulsyre ved
Diamantens Forbrænding, og Mackenzie fandt 1800,
at Diamanten gav lige saa megen Kulsyre som
samme Vægtmængde Grafit ell. Kul. — Grafit
blev tidligere forvekslet med Molybdænglans,
indtil Scheele 1779 godtgjorde, at det var K.
(O. C.). M. M-r.

Kulstofatom, se Kulstof.

Kulstofklorider, kem. Forbindelser af
Kulstof med Klor. Disse dannes ikke direkte af
Grundstofferne, men kun ved Indvirkning af
Klor paa andre Kulstofforbindelser. Saaledes
giver Metan (Sumpgas) CH₄ ved passende
Indvirkning af Klor efterhaanden Forbindelserne
CH₂Cl, Metylklorid, CH₂Cl2,
Metylenklorid, CHCl₃, Kloroform, og til sidst
CCl₄, Kulstoftetraklorid (s. d.), idet
Brintatomerne efterhaanden substitueres med
Klor (s. d.). Ætan giver paa tilsvarende Maade
C₂Cl₆, Hexaklorætan, Perklorætan,
farveløse Krystaller, der lugter kamferagtig og
er uopløselige i Vand, men opløselige i Alkohol
og Æter. Naar
Hexaklorætandampe ledes gennem et
glødende Rør, spaltes Klor fra, og der
dannes Tetraklorætylen,
C₂Cl₄, der er en farveløs Vædske,
hvis Dampe ved endnu stærkere
Ophedning spaltes til Klor, og
Perklorbenzol, C₆Cl₆, der
danner farveløse Naale.
M. M-r.

Kulstofoxyklorid, se
Karbonylklorid.

Kulstofoxysulfid,
Kuloxysulfid, COS, faas ved forsigtig
Opvarmning af Rhodankalium
med en Blanding af 5 Dele
Svovlsyre og 4 Dele Vand. Det
dannes ogsaa, naar Kulilte indvirker
paa Svovldamp ved Glødhede. K. er en farveløs
Luftart, som har en svag Lugt; den er let
antændelig og kan ved 0° og 12 Atm.’s Tryk
fortættes til Vædske. K. er opløselig i 1 Rumfang
Vand. K. findes nutildags som den virksomme
Bestanddel i mange Mineralkilder.
(O. C.). M. M-r.

Kulstofstaal kalder man de alm.
Staalsorter, naar man vil adskille dem fra de moderne
Specialstaalsorter. K.’s Egenskaber bestemmes
hovedsagelig af Kulindholdet; af andre Stoffer
indeholder det kun de Mængder, som
Fabrikationen nødvendigvis medfører. Specialstaalene
indeholder derimod foruden Kul saa store
Mængder af fremmede Stoffer, at de har faaet
Egenskaber, som K. ikke er i Besiddelse af.
E. Su.

Kulstoftetraklorid, Tetraklormetan,
Klorkulstof, firdobbelt
Klorkulstof, Perklormetan, Benzinoform
CCl₄, i Handelen ofte kaldet »Tetra«, faas
ved Indvirkning af Klor paa Kloroform (se
Kulstofklorider) ell. ved Behandling af
Svovlkulstof med Klor. Det er en farveløs
Vædske, der koger ved 76° og ved 20° har Vf.
1,593. Da K. har en meget stor fedtopløsende
Evne og ikke som Benzin er brændbar, er K.
forsøgt anvendt til Fedtekstraktion, Affedtning
af Uld og til Tøjrensning, men den er
væsentlig dyrere end Benzin og angriber Jern og
Kobber, saa at der maa anvendes
blyovertrukne Apparater.
M. M-r.

Kulsukker (Sýmphytum L.), Slægt af de
Rubladede, Borago-Gruppen, med forlængede
Svælgskæl og kølleformet Krone med
tilbagebøjet Krave. Slægten tæller c. 15 Arter, der
alle er vedvarende Urter og fortrinsvis
hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa. Kun een af
disse er vildtvoksende i Danmark og Norge,
nemlig Læge-Kulsukker (S. officinale L.),
der er udbredt over hele Nord- og
Mellemeuropa samt Vestasien. Stængelen naar indtil
1 m’s Højde, kun lidet grenet, saftig, vinget af
de nedløbende Blade, der er æg- ell.
lancetformede, stilkede og saavel som Stængelen
meget ru. Svælgskællene er kortere end
Kronen, Støvknapperne længere end Støvtraadene.
Kronen blaa,
rødlig ell.
hvid. Vokser
ved Bredden
af Søer og
Vandløb o. l.
fugtige St.
Den har
tidligere været
officinel p. Gr. a.
sit Indhold af
Slimstoffer.
Roden har været
benyttet til
Rødfarvning. En
anden Art, Ru K.
(S. asperrimum
Sims.), er af
noget højere og kraftigere Vækst og endnu mere
ru end den forrige; Bladene er ikke nedløbende;

Læge-Kulsukker.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>