Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kultur - Kulturfolk - Kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bar Iagttagelse, træder det tilbage for
Bevidstheden; det omgives med Blufærdighed, og ikke
selve Kroppen, men Fysiognomi, Holdning og
Bevægelser bliver den ydre Maalestok for
Menneskets Værdi. Saaledes yder Klæderne ogsaa
en aandelig Beskyttelse. Hyppigt bliver disse
imidlertid en sygelig Udvækst paa K., saa at
man sikrere kan maale dennes Højde paa
Klædernes Enkelhed end paa deres Pragt; i hvert
Fald skønnes K.’s Forfald let paa meningsløs
Luksus i dette som i andet.
Som særlig Aandskultur kan den
Beherskelse af Naturen betegnes, der enten søger at
bringe Opfattelsen af Livet og Omgivelserne til
Udtryk gennem ydre Fremstilling ell. at
uddybe den til klar og sammenhængende
Forstaaelse. Den første Bestræbelse er den
kunstneriske, den anden den
videnskabelige. At det just er en saadan
Opfattelse, der opr. søges udtrykt, kan ses af
Kunstens første Begyndelser hos Stenalderfolk
og Buskmænd, der med rammende Finhed har
afbildet deres Husdyr, ell. af primitiv Digtnings
ubehjælpsomme Fremstilling af det afgørende i
deres Natur- og Livsforhold.
Aarsagsforbindelsen mellem disse — Videnskabens Opgave —
udtrykker Tanken paa det tidligste Trin i
Mytologiens Fantasikonstruktioner. Med de
rigere Erfaringer og større Oplevelser, med den
dybere Opfattelse og det klarere Overlæg stiger
først Digtning, senere Billedkunst og til sidst
Videnskaben til at blive fuldt udviklede Organer
for Menneskeaanden. Deres egl. Fremtræden
finder dog først Sted paa højere Udviklingstrin.
Samtlige kræver de en vis Grad af teknisk og
social K. som Forudsætning, et Ly for ydre Uro
og Bekymringer, der giver Plads for det indre
Menneskes Bestræbelser. Man vil derfor se, at
i hvert Fald Kunsten i Reglen afslutter de
praktiske K.-Perioder, ja ofte først trives ret
i disses begyndende Forfaldstid. Man gør
derfor Uret i altid at maale en K.’s Højde paa den
æstetiske Produktion. Bedre kan den maales paa
det videnskabelige Liv, der sætter
Menneskeaandens stærkeste Kræfter paa Prøve, og som i
Reglen heller ikke lykkes under degenererede
Tilstande. Den teoretiske Klarheds Bet. for
K.-Livet fremgaar haandgribeligt af Videnskabens
Indflydelse saavel paa den tekn. som paa den
sociale K. Den moderne Teknik er
Videnskabens Barn, fremgaaet af metodisk Forskning og
Beregning. Til denne Teknik hører ogsaa f.
Eks. Lægekunsten, men samme Princip gælder
tillige for Økonomi, Samfunds- og Retsvæsen
m. m.; i stigende Grad drager Videnskaben
Aandslivets Omraader ind under sin
Bestemmelse. Ogsaa her kan der imidlertid iagttages
Overgreb (f. Eks. Materialismens), der dog i
Reglen straffes ved lige saa stærke
Reaktioner.
Der er nemlig et K.-Omraade, som til
syvende og sidst bestaar ved sig selv, og som navnlig
ikke beherskes ad tekn. og videnskabelig Vej:
den personlige K., den ved etisk Udvikling
vundne indre Frihed hos den Enkelte under en
tilsvarende sympatisk Harmoni med hans
Omgivelser — ogsaa her et Herredømme over
Naturen, nemlig over egen og andres
Menneskenaturer. Denne personlige K. er hele Udviklingens
Krone og har alle de andre K.-Former til
Forudsætning, ligesom den ogsaa forstaar at gøre
dem til sine Midler. For sin Frigørelse finder
denne Personlighed Organer i Kunst og
Videnskab, for dens Forpligtelse giver Moralen
Udgangspunktet. I det religiøse Forhold, der paa
sin Højde er i lige Grad forløsende og
forpligtende, har den personlige K. for de fleste
Mennesker og — bevidst ell. ubevidst — vel
overhovedet sin dybeste Kilde.
Saaledes forstaaet kan K.’s Berettigelse
næppe gøres til Problem, som det ofte har været
Tilfældet. Allerede i Biblen røber en af Forf. i
1. Mosebog gennem sin Skildring af Kain,
Tubal-Kain, Babelstaarnet o. s. v. sin Uvillie mod
Agerbrug, Industri og Byliv; ogsaa stoiske
Filosoffer og asketiske Retninger i Middelalderens
Kristendom, ja selv den protestantiske
Puritanisme, har bevæget sig i denne Linie.
Navnlig er dette Standpunkt kendt fra J. J.
Rousseau’s (s. d.) gennemførte Protest mod K. og
dennes Løsen: »Tilbage til Naturen!« Nærmere
beset er disse Indsigelser dog ikke rettede mod
selve Kulturlivet, men mod dets Udskejelser i
forfinede og kunstlede Perioder, der
fornemmelig er prægede af Bylivet, og Kritikken rammer
derfor snarere det, der kan betegnes som
Civilisation end den for Menneskeslægtens Liv
grundlæggende og bestandig vitalt nødvendige
K. Men Protesten beholder altid sin principielle
Bet., fordi K. stedse er tilbøjelig til Forfinelse
og Overvurdering af sine ydre Fortrin. Saaledes
kunde Kritikken med Rette bringes i Anvendelse
over for Tilbøjeligheden til at betragte den
moderne Tekniks høje Standpunkt som Maalestok
for Tidens K. Thi saa uskatterlige disse
Kulturmidler end er, just som Midler, er de dog ikke
Kulturen selv, og det er øjensynligt, at de ved
deres Mekanisering af Livet just truer det, som
er K.’s Kerne: Menneskets personlige Udvikling.
Edv. L.
Kulturfolk danner Modsætningen til
Naturfolk. Der kendes imidlertid ikke noget Folk,
som lever i Naturtilstand; alle kendte
Folkestammer har naaet en om end nok saa lav
Grad af Kultur; Udtrykket K. er derfor egl.
vildledende. Det kan dog anvendes til
Betegnelse fox saadanne Folk, som har dannet
Centrer for ejendommelige, selvstændige Kulturer
(Kinesere, Indere, Beboerne af Mesopotamien,
Ægyptere, Grækere, Meksikanere, Peruanere),
ell. for saadanne, der har modtaget den
andensteds udviklede Kultur og ført den videre
(Romere, Japanere). K. er mindre afhængige af
Naturens Luner end Naturfolkene. Hvor
Grænsen mellem dem skal trækkes, er imidlertid en
ren Skønssag. Undertiden anvendes ogsaa
Betegnelsen »Halvkulturfolk«, et Udtryk, der
maaske med størst Ret kan bruges om saadanne
Nationer, hvor Overklassen staar paa et
væsentligt højere Trin end Almuen. (Litt.:
Vierkandt, »Naturvölker und Kulturvölker«
[Leipzig 1896]).
K. B.-S.
Kulturhistorie er den menneskelige
Dannelses Udviklingshistorie, saaledes som den
er foregaaet hele Jorden over under højst
forsk. Betingelser. Den omspænder altsaa alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
