Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
menneskelige Vilkaar, og som Videnskab
indbefatter den alle andre i sig.
Naar K. som Videnskab dog er af temmelig
ny Oprindelse, kommer dette af, at dens
Grundforudsætning: at der overhovedet har fundet
en Udvikling, en Fremgang, Sted, selv er ny.
Indtil Midten af 18. Aarh. var det almindeligt
at se Menneskehedens Historie fra modsat
Synspunkt, altsaa ikke som en Vækst, men som et
Fald. Dette Fald forestiledes forsk. Nogle Folk,
f. Eks. Grækere, Romere, Nordboere, tænkte
sig en opr. Guldalder, hvor enten Guderne
færdedes paa Jorden, ell. Menneskene selv var
stærkere og bedre. Alt som man fjernedes fra
denne herlige Urtid, ytrede Tilbagegangen sig,
thi Fortiden er altid bedre end Nutiden. Andre
Folk, især Semiter, tænkte sig et bestemt
Syndefald, der havde haft Uddrivelse af Paradis til
Følge. For alle Tilhængere af Buddha’s Lære
endelig stod selve den menneskelige Tilværelse
som et Onde. Her havde kun een Udvikling
Værd, den, i Kraft af hvilken man slap for
bestandig at fødes paa ny, ophørte med at være
til.
Da den semitiske Lære om Syndefaldet
gennem Kristendommen bredtes til de europæiske
Folk, antog Opfattelsen af Menneskehedens
Tilbagegang endnu skarpere Former. Den kristne
Kirke lærte, at alle Mennesker gennem
Arvesynden var delagtige og skyldige i Adams og
Evas Syndefald. Kun ved Tro paa Kristus er
Frelse mulig. Men Slethed vil tiltage paa
Jorden indtil Antikristens Komme, Forløberen for
Kristi Genkomst og Verdens Undergang. Da
paa Renaissancens Tid Kendskab til gr. og lat.
Forfattere vandt stærk Udbredelse, indgik det
semitisk-kirkelige og det gr.-rom. Syn paa
Menneskehedens Tilbagegang en underlig Enhed, i
Læren om, Syndefaldet og om Guldalderen
forenedes til, at Menneskehedens Fald var
foregaaet i forsk. Afsatser. Først Syndefaldet og
Uddrivelsen af Eden. Derpaa havde
Guldalderen hersket indtil Syndfloden. I denne Periode
havde Mennesket og alle Dyr kun levet af
Planteføde. Men efter Syndfloden havde
Synden taget Overhaand, Mord og Livet som
kødædende Rovdyr med den. Kristi Komme havde
stemmet op for Faldet, men dette var atter kun i
blevet des dybere for dem, der ikke troede.
Ved Dagenes Ende skal det endelig blive dybest
ved den evige Fortabelse for alle Vantro.
I 18. Aarh. blev Indsigelserne mod, Jordens
Forbandelse og alle Tings Tilbagegang
bestandig lydeligere. Det var Udslag af een og samme
ny Tankegang, Troen paa Fremskridtets
Mulighed, der i Danmark ytrede sig i Bondestandens
Befrielse, i Frankrig i den store Revolution,
overalt i Europa som Begejstring for
»Oplysning«. Da Naturvidenskaben vaagnede til nyt
Liv, interesserede Naturforskerne sig ogsaa for
de ældste Frembringelser af Mennesker.
Filosofierne fremdrog Kulturen i bevidst Reaktion
mod den politiske Historie, der navnlig havde
drejet sig om de absolutistiske Herskere. Som
det første Skrift, hvori Kulturhistorie i Nutids
Forstand blev gjort gældende, kan vel anføres
Voltaire’s: Essay sur l’histoire générale et sur
les moeurs et l’esprit des nations (Genève 1756).
I 19. Aarh. har Romantikken fremmet
Bevægelsen, baade i Tyskland og Frankrig (Herder,
Guizot), men navnlig har i Opfindelsernes Aarh.
den eng. Naturforskning haft Bet. for
Kulturhistoriens Udvikling (Lecky, Spencer), medens
det stærke Indtryk af Tidens iøjnefaldende
tekniske Fremskridt ganske umærkelig har
omdannet Sindene. Uden fuldt at gøre sig Rede
for Konsekvenserne tror nu saa godt som
enhver paa, at der finder en Udvikling Sted, og
føler under en ell. anden Form Interesse for
»Kulturhistorie«.
Alene det korte Spand af Tid, hvori denne
Synsmaade endnu kun har virket, medfører, at
dens videnskabelige Resultater maa være
ufuldkomne og begrænsede. Et Overblik over det
indvundne, der maa antages at staa fast, ell.
i hvert Fald over de Felter, hvor
Undersøgelserne fortrinsvis er blevne drevne, vindes
lettest ved at se Menneskehedens Udvikling fra de
tre forsk. Synspunkter: 1) Redskaber, 2)
Næringsveje og Samfundsformer, 3) Aandsliv.
Redskaber. Det er nordiske Lærde —
Thomsen, Sven Nilsson, Worsaae, Sophus Müller,
Oscar Montelius o. s. v. — der har Hovedæren
af at have opdaget og med afgørende Grunde
paavist Gangen i den Udvikling, der her har
fundet Sted. Menneskets ældste Redskaber har
været Stok og Sten. Spor af (saadan
»Stenalder« er fundne i alle Verdensdele, og
enkelte lavere Folk befinder sig endnu paa dette
Kulturtrin. Inden for Stenalderen har der
fundet en uhyre Udvikling Sted, lige fra Brugen
af blot Grene og raa Kampesten til
Anvendelsen af veltilpassede Træskafter med saa fint
tilslebne Økseblade, Spydblade, Pilespidser,
Knive o. s. v., at Nutiden vilde have ondt ved
med blot Stenredskaber at efterlave lignende.
I Stenalderen har man lært Ilden og dens
Anvendelse til Brænding af Lerkar og Kogning af
Føde i disse at kende. Hvor mange Aartusinder
Stenalderen har varet, er selvfølgelig vanskeligt
at bestemme, ligesom den jo ogsaa er ophørt
til forsk. Tid paa de forsk. Steder af Jorden.
Medens den i Ægypten synes at være ophørt
omtr. 4000 Aar f. Kr., holdt den sig i Norden
indtil 1500—1000 Aar f. Kr. og forekommer som
sagt hos Naturfolk endnu.
Den afløstes af Bronzealderen, der
vistnok først opstod i Asien og derfra bredte
sig til Nordafrika og Europa samt opstod
selvstændigt i Amerika. Fremskridtet i denne
Kulturperiode bestod i Kendskab til Behandling af
Metal — Bronzen sammensat af Kobber og Tin
— der ved Hjælp af Ild lod sig forme langt
lettere og bedre, end Sten lod sig slibe. Brede
Skjoldplader, skarpe Sværd, spidse Naale og
Spænder talte lydt om dens Brugbarhed. Og
ved Hjælp af de mange Haande let dannelige
Redskaber lod Faaret sig nu klippe og Ulden
sig spinde, Marken sig bryde, Skibet sig spante,
saa at en hel ny Art rigere Kultur, med
dyrkede Agre, befolkede Byer og lettere
Samfærdsel skød frem.
Det sidste Fremskridt endelig var
Kendskabet til det endnu uovertrufne Metal, Jernet.
Jernalderen synes, ligesom Bronzealderen,
at være begyndt i Asien. Omtr. fra Aar 1500 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
