Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kunsthistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Museumsmænd om sig), Hollænderen Bredius
o. m. a. K.’s Fremskridt afspejler sig i
Galerikatalogernes Udvikling; disses »Augias-Stald«
med brammende Kunstnernavne til 3.—4. Rangs
Værker og overhovedet ganske ukritisk
paasatte Etiketter begynder man grundig at rense.
Stor Bet. faar i saa Henseende den ital.
Samler Morelli’s ansporende Forfatterskab, hvis
Værd beror paa Iagttagelsen og Paavisningen
af bestemte medfødte, ikke tillærte
Ejendommeligheder, især i Henseende til Tegning og
plastisk Formgivning, hos de enkelte Kunstnere
som Kriterium for deres forsk. Individualiteter
(»Kunstkritische Studien« fra 1880).
Franskmanden E. Müntz repræsenterer paa den anden
Side, og ofte i ret skarp Modsætning til
sidstnævnte, en K., der i væsentlig Grad støtter sig
til litterære Arkivstudier (se E. Müntz: Les
archives des arts, Paris 1890). Der foregaar da
nu over hele Linien et vældigt
Katalogiseringsarbejde, under hvilket myreflittige Forskere
støver om i Museer og Arkiver etc., glade for
hvert bitte Fund; om end dette Arbejde kan
friste til megen Pedanteri, skaffer det dog
efterhaanden de nødvendige Sten for en
grundmuret og videnskabelig Forskning med det
store, universelle Udsyn. At
Samfærdselsmidlernes Udvikling og Reproduktionskunstens
mægtige Opsving har været Faktorer af allerhøjeste
Vigtighed for K., skal blot lige anføres.
Karakteristisk for K.’s Udvikling i 19. Aarh. er
ogsaa dens Stilling til Æstetikken i al Alm. og
Kunstfilosofien (Hegel, Spencer, Taine).
Æstetiske og kunstfilosofiske Diktatorer gav under
Klassicismens og Romantikkens Æra Kunsten
de Doktriner, den havde at følge, og de Emner,
den havde at fremstille. Den Hegel’ske
Spekulation, der syntes at ville tage Vejret fra en
paa empirisk Iagttagelse hvilende
Kunstbetragtning, og hvis Resultater og Love som oftest
kom paa tværs af den nøgternt arbejdende K.,
bragte for lange Tider al Kunstteoretiseren i
grundigt Misry inden for K.’s Lejr. Med K.’s
Fremadskriden emanciperede den sig
efterhaanden — til Held for begge Parter — fra
det enge Samliv med Æstetik (og
Litteraturhistorie), som de fleste Univ. opr. gav den
Anvisning paa (jfr M. G. Zimmermann,
»Kunstgeschichte u. Litt. an d. Kunstakademien«
[Leipzig 1892]). Samtidig med, at K. taalmodig
skrider frem ad den nøgterne Forsknings Vej
under realistisk Behandling af
Iagttagelsesstoffet gennem Kildestudier og skærpede Metoder,
har en »idealistisk«, æstetiserende
Opfattelse i den senere Tid atter faaet Raaderum,
byggende paa Psykologiens emotionelle Kræfter og
søgende Grundlinierne til et
filosofisk-matematisk Kunstvurderingissystem. Et Tegn paa den
stigende kunsthistoriske Interesse er de siden
1893 iværksatte kunsthistoriske Kongresser (den
første i Nürnberg, en Forløber dog allerede 1873
i Wien) og Oprettelsen af det kunsthistoriske
Institut (Leder: Brockhaus) i Firenze, aabnet
1897.
I den tyske K. (i vid Forstand) var ved
19. Aarh.’s Beg. Fiorillo (»Gesch. d. zeichn.
Künste« [1798—1808]) og H. Fuessli (»Allg.
Künstlerleksikon«) de kendteste Navne. Først
med K. F. v. Rumohr (»Ital. Forschungen«
[1826—31]) og Waagen banede Selvsyns-Studiet
af Kunstværkerne sig Vej. Kugler’s »Handbuch
d. Gesch. d. Malerei etc.« (1837) blev, ligesom
hans senere Haandbog i K., for en Tid
Mønstret for en K. Schnaase’s store aandfulde og
grundige »Gesch. d. bild. Künstle« (fuldendt
1864) udvider med sit brede kunsthistoriske
Grundlag K.’s Horisont, Burckhardt (d. 1897)
gav dybt Indblik i den ital. Renaissancetids
Kulturforhold og leverede i sin »Cicerone« (1855,
senere Opl.), Haandbogen i Italiens Kunstskatte,
et Standardværk; Lübke’s Haandbøger (fra
1853) bidrog i høj Grad til at popularisere
K. (Lübke’s K. overs. og bearbejdet af Jul.
Lange; ny Udg, ved F. Beckett). Medens
Berlin hidtil havde været førende i K. — i
München fik Förster megen Bet. ved metodiske
Arbejder —, forlagdes Tyngdepunktet i
1860’erne til Wien, hvor K. v. Lützow 1862
grundede »Rezensionen u. Mitteilungen ü. bildende
Kunst«. Dette Tidsskrift og dets forsk.
Efterfølgere samlede en Skare dygtige Forskere om
sig. Man specialiserede sig og uddannede en
skarpere kritisk Metode. Falke og Bucher skrev
om Kunstindustri, Thausing om Dürer, H.
Grimm om Rafael m. v., Jul. Meyer om nyere
fr. Kunst, A. Springer (senere i Leipzig) gav
Monografier og Kunstens universelle Historie,
Mundler repræsenterede særlig
Kunstkendertypen, Woltmann skrev 1866 en værdifuld
Monografi over Holbein og senere en »Gesch. d.
Malerei«, der fuldendtes af Woermann. Under
v. Eitelberger’s Ledelse fremkom de vigtige
»Quellenschriften für Kunstgesch.« (Thausing,
Ilg, Wurzbach o. a. Medarbejdere); senere
optraadte Frimmel i Wien som en forfaren
Kender paa Galeristudiernes Omraade; i München
arbejdede F. Reber og W. Schmidt, i Leipzig
og Wien virkede Janitschek; bl. m. a. kan
endvidere nævnes Thode og v. Tschudi. Ikke mindst
gennem Rode’s Virksomhed kom Berlin til
atter at indtage Førerstillingen (»Fr. Hals und
seine Schule«, »Studien z. Gesch. d. holländ.
Malerei« [1883] og grundlæggende Arbejder om
Renaissanceskulptur m. v.), blev især
Ranebryder for Museumsvidenskaben. Fr. Lippmann,
M. Lehrs o. a. fortsatte paa Kobberstikkunstens
og anden Grafiks Omraade den gode
Overlevering, der var skabt af Bartsch, Passavant,
Heller, Naumann, Slesvigeren Andresen, Nagler,
Wessely etc. En Mængde dygtige Medarbejdere
knyttede Dohme til sit store Værk »Kunst u.
Künstler etc.« (1875 ff.). Berlin blev ogsaa et
vigtigt Sæde for Kunstarkæologien, dyrket her
og andensteds bl. a. af C. O. Müller, Welcker,
Ægyptologen Lepsius, Curtius, H. Brunn,
Friederichs, Stephani, Michaelis, Helbig, Conze,
Durm, A. Fürtwängler, G. Treu og J.
Overbeck; i denne Forbindelse kan nævnes Semper’s
berømte »Der Stil« (1860—63); Otte skrev en
middelalderlig Arkæologi. Fra Berlin har den
seneste Kunstforskning ogsaa faaet stærke
Impulser gennem Universitetslæreren Wölfflin
(»Kunstgesch. Grundbegriffe« [1915] etc.), der
bl. a. gennem sin Analyse af Rumbegrebets Bet.
for Kunsten har givet K. ny Synspunkter.
Wickhoff og A. Riegl gav metodiske Værker om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
