Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kunsthistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa K. til Fordel alene for de udøvende
Kunstnere er urimelig. — Efter Emne falder K. i 3
Hovedafdelinger: Bygnings-, Billedhugger- og
Malerkunst (med Kobberstik- o. a. grafiske
Kunster); den væsentlige kunstneriske Litt. om
disse vil findes under Litteraturhenvisning ved
de paagældende Artikler (kun mere
lejlighedsvis vil Bygnings-K. blive omtalt i
nedenstaaende Oversigt) og i Art. om de enkelte Landes
Kunst; i disse og i Separatartikler vil der
ogsaa gives de nødvendige Oplysninger om de
forsk. Tiders Kunststil (romansk, gotisk,
Renaissance, Barok, Rokoko, Zopf etc.) og Skoler,
alle disse Rammer, som K., især fra dens
stuelærde, systematiserende Tid, har anbragt, og
ofte indpresset, Kunsten i.
En K.’s Historie har selve
Kunstlitteraturen til Genstand; for saa vidt denne
imidlertid giver Dagens Kunstkritik til de skiftende
Tider ell. alm. kunstæstetiske Betragtninger og
Indlæg — og her har Kunstnerne selv været
ret produktive (ligesom med Selvbiografier):
lige fra Lionardo og Dürer, Mengs og Reynolds
til Whistler og Klinger — er den dog kun inde
i K.’s Grænseegne og maa derfor, ligesom den
righoldige Litt. om Kunstfagenes Teknik (i
Middelalderens Theophilus’ Diversarum artium
schedula o. s. v.), gennemgaaende forbigaas
her.
Vel er der fra Oldtid og Middelalder
bevaret meget kunsthistorisk Stof, i Oldtiden bl. a.
hos Forf. som Pausanias, Lukian
(Maleribeskrivelser), Plinius den Æ. (Historia naturalis), i
Middelalderen især Litt. om Bygningskunst, men
det er dog først med Renaissancen, at K.
optræder som mere selvstændigt Fag; i Beg. er
K. væsentlig biograferende. I Midten af 16.
Aarh. udkommer Maleren G. Vasari’s for ital.
Kunstforskning saa betydningsfulde
Kunstnerbiografi Le vite dei più eccelenti pittori, scultori
ed architetti, et Kildeskrift, der foreligger i
kommenterende Udg. (og Overs., paa Dansk
af E. Rasmussen [1907]) lige op til den seneste
Nutid; i samme Aarh. optræder i Italien Forf.
som F. Sansovino og »Anonymus Morelli’s«, i
17. Aarh. Baglione, Passeri og Bellori og ind
i 18. Aarh. Baldinucci. Tilsvarende vigtige
Kildeskrifter foreligger for Nordens
(Nederlandenes og Tysklands) Vedk. i Arbejder af
Karel van Mander, J. v. Sandrart og Houbraken;
ogsaa Franskmanden Descamps leverer i
Midten af 18. Aarh. et større, men lidet kritisk,
biografisk Værk om flamske, tyske og hollandske
Kunstnere. I Frankrig sysler især Roger de
Piles og Brødrene Félibien (A. Félibien’s
Entretiens [1668 ff.]) i 17. Aarh. med K., de sidste
især med moderne Kunst, i 18. Aarh. udfolder
Mariette en rig Forfattervirksomhed om fr.
Arkitektur m. m.; særlig Bet. har han dog
faaet ved sine i Abécédaire de Mariette samlede
mange Haande Optegnelser. Med den stigende
Kunstinteresse og Samlerlyst (Crozat)
udkommer der nu, ikke mindst i Frankrig, en Mængde
illustrerede Pragtværker, især med
kobberstukne Omrids, men ogsaa med finere
gennemførte Stik; for nyere Kunsts Vedk. kan
saaledes anføres adskillige Værker af Landon
(Musée de peinture et de sculpture [1829 ff.] m. m.).
Hovedvægten i Datidens Kunstforskning ligger
dog paa det antikke Kunststudium, der
væsentlig drives arkæologisk; fra 1722 udkommer i
Paris den flittige de Montfaucon’s illustrerede,
mægtige Værk L’antiquité expliq. et repr. en
figures; Caylus er i rum Tid 18. Aarh.’s
dominerende Kunstarkæolog; Fundet af
Pompejis Kunstskatte fremkalder foruden
Englænderen W. Hamilton’s egne Værker
d’Hancarville’s Antiquités etc. (1766—67), Tischbein’s
Pragtværk Schola italica picturæ (1791) og
Kirk’s Kobberværker. Tyskland, hvor
Humanisten Christ virkede i 18. Aarh., blev dog
Brændpunktet for den antikke K. efter Winckelmann’s
Fremtræden; Winckelmann blev Grundlæggeren
af det systematiske Studium af Oldtidens Kunst;
hans »Gesch. d. Kunst d. Altertums« (1764),
Monumenti antichi m. m. gør Epoke, ligesqm
Lessing’s Laokoon. Begejstringen for den
antikke Kunst, som ogsaa Goethe bliver Tolk for
(i Danmark skriver Wiedewelt ganske ud fra
et Winckelmann’sk Synspunkt, i Sverige er
Ehrensvärd den klassiske Kunsts fremragende
Pennefører), medfører snart Undersøgelse af
og ofte ret hensynsløs Bortførelse af gr.
Kunstværker (Elgin’s Marmorer, Ægineterne), og i
talrige Pragtværker søger man at bogføre og
illustrere al den megen Rigdom, som
Forskningen har kastet Lys over: Atlas til Cicognara’s
Storia della scultura (1823—24), Grev Clarac’s
Musée de sculpture (1826 ff.) hovedsagelig
indeholdende antik Kunst; i Italien, hvor Lanzi
virker, udkommer Etruria pittrice (1791 ff.),
o. s. fr. Endelig giver J. Stuart’s og N. Revett’s
The antiquities of Athens (1762) megen saglig
Klarhed og vigtige Impulser til yderligere
Studier i hellenisk Arkitektur, Englænderen Inwood
udg. 1827 Erechtheion, Danskeren Zoëga
Bassilirilievi antichi di Roma (1808) og det store
Værk om Obeliskerne (1801), Society of
Dilettanti udsender vigtige Arbejder om ionisk Kunst.
ny Omraader klarlægges ved det store,
1821—22 i Paris udkommende Description de
l’Égypte, o. s. fr.
Med 19. Aarh. skyder K., der dog alt paa
den klassiske Kunsts Omraade Side om Side
og i Vekselvirkning med Arkæologien er naaet
ret stærkt frem, saa temmelig Ham, glider
efterhaanden fra Amatørerne, Polyhistorerne og
de litterære Kompilatorer over i Fagmændenes
Hænder, og alt som Studierne uddybes, bliver
Kravet til Autopsi, Selvsyn af Kunstværkerne,
større og større. I saa Henseende gaar
Tyskland for en Tid i Spidsen: Rumohr
(»Italienische Forschungen« 1826—31), G. F. Waagen;
især bliver Kugler’s Arbejder med deres
samlede Kunstsyn fremmende for K., medens
Schnaase med sin store »Gesch. d. bild. Künste«
(i 1860’erne) giver den en højst værdifuld,
bred, kulturhistorisk Underbygning. Gennem
Crowe’s og Cavalcaselle’s Værker tilfredsstilles
Kunstkenderkravet i højere Grad; Italieneren
Cavalcaselle er alle Vegne paa Færde for at
se alt og huske al ældre Malerkunst, kortlægge
dens Territorium, et Arbejde, der uddybes og
(ofte i høj Grad) rettes af Forskere som Bode
(der faar stor Bet. for Berlins
Museumsforhold og samler en Stab af udmærket skolede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
