Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvenvær - Kverkfjöll - Kvernes - Kviðr - Kviðuháttr - Kvie - kviescere - Kvietisme - kvik (livlig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kvenvær, Herred, Hitra Sorenskriveri,
Sør-Trøndelag Fylke, (1920) 1102 Indb.,
omfatter K. Sogn, den vestlige Trediedel af Øen
Hitteren. Dennes Vestkyst er stærkt indskaaret
med trange dybe Bugter og Fjorde. Det indre
er oversaaet med større og mindre Vande, og
Terrainet dækket med et Kompleks af nøgne
kollede Aaser. De vigtigste Næringsveje er
Kvægavl og Fiskeri. Herredet staar i
Dampskibsforbindelse med Kristiansund og
Trondhjem. Herredets Areal er 129,92 km2. Antagen
Formue 1919 var 1215420 Kr og Indtægt 368637
Kr. (Litt.: P. S. Bang, »Beskrivelse over
Hitteren Prestegjeld« [1780, i »Budstikken« 1825]).
M. H.
Kverkfjöll [’kvær.kfjödl], en stejl Bjergmasse
paa Island i Vatnajökuls nordlige Side. K.
hæver sig som et mægtigt Forbjerg op fra
Jøkelranden til en Højde af c. 1600 m; gennem en
dyb Kløft har en Gletscher skudt sig ned, og i
Fjeldsiden V. f. den findes Kratere, som fl.
Gange har haft Udbrud, saaledes bl. a. i Aaret
1717; under disse er Gletscheren til Dels bleven
smeltet, saa Jökulsá á Fjöllum, der har sit
Udspring i Nærheden, derved er opsvulmet og har
foraarsaget store og ødelæggende
Oversvømmelser i sit fjerntliggende Deltaland. Da K. ved
udstrakte og svært tilgængelige Ødemarker er
adskilt fra beboede Egne, har man kun faa og
unøjagtige Beretninger om de vulkanske
Udbrud, som her har fundet Sted. Ud fra K.
strækker sig mod N. en lang spidstakket
Bjergrække (Kverkhnúkarani), der ogsaa er meget
vulkansk og har en Mængde Kratere.
Th. Th.
Kvernes, Herred, Nordmøre
Sorenskriveri, Møre Fylke, (1920) 762 Indb. Herredet
svarer til K. Sogn af K. Præstegæld, udgør den
sydøstlige Del af Averøen, som mod Ø. er skilt
fra Freiøen ved Kvernesfjorden og mod S. fra
Fastlandet ved Isingvaagen. Langs Kysten fører
Hovedveje, og her er Jorden veldyrket og
Gaardene ligger tæt. I det indre hæver
Fjeldene sig til 734 m (Mekknoken). Af industrielle
Anlæg mærkes Kristiansund Fiskelimfabrik. De
vigtigste Næringsveje er Jordbrug, Kvægavl og
Fiskeri. Havnegangene er i Alm. gode.
Herredets Areal er 33,45 km2. Antagen Formue 1919
963900 Kr og Indtægt 322150 Kr, fordelt paa
328 Skatteydere. (Litt.: P. C. T.
Holtermann, »Erindringer fra Kveraes Præstegjæld«
[Trondhjem 1879]; A. Helland, »Jordbunden
i Romsdals Amt« [Kria 1895]).
(J. F. W. H.). M. H.
Kviðr (af kveða, udsige). Udsagn,
Erklæring. Ved K. i de isl. Fristatslove forstaas dels
det Udsagn, som afgaves i Retssager af dertil
udnævnte Mænd, dels de Mænd, som udnævntes
til at afgive saadant Udsagn, de Edsvorne.
Kviden dannede et særegent Bevismiddel i isl.
Rettergangssager, og den saakaldte
búakviðr, Nabokvid, anvendtes hyppigst og var
den mærkeligste Art heraf. Den bestod af 9 ell.
i mindre Sager af 5 Nabobønder (búar), som
af vedk. Part opfordredes til at afgive
Kvidudsagn. For at være kvalificeret til Nabokviden
fordredes, at man skulde være Bonde, være saa
formuende, at man var pligtig til at betale
Tingrejselønsafgift, samt være en af de
nærmest boende ved det Sted, fra hvis Nabolag
Kviden skulde tilkaldes. I flere af de
vigtigere Sager skulde Begæringen om Kvidudsagn
ske i Bygden, medens man i mindre vigtige
Sager dannede Kviden paa Tinge af de der
mødte, det paagældende Sted nærmest boende
Bønder. Goðakviðr kan endvidere
fremhæves; den kaldtes ogsaa tólptar- ell.
tylftarkviðr og bestod af den Gode. som
vedkommende Part var Tingmand hos, samt 11 af
Goden bl hans Tingmænd udnævnte Kvidmænd.
Goðakviðr anvendtes navnlig til Bevis for forsk.
ikke haandgribelige Kendsgerninger. K. brugtes
i alle Slags Sager og var det sædvanligste
Bevismiddel, skønt Vidner ogsaa anvendtes
jævnlig. (Litt.: Vilh. Finsen, »Grágás« III,
Ordregisteret; A. Kempe, »Studier öfver den
islandska juryn enligt Grágás« [Lund 1885]; K.
Maurer, »Altnordische Rechtsgeschichte«, V
Bd [Leipzig 1910]).
B. Th. M.
Kviðuháttr [’kviðuha.t r] er et oldnordisk
Versemaal, hvor Linierne afvekslende bestaar af
3 og 4 Stavelser, henh. i de ulige og lige Linier. De
sidste har altid, de første i Reglen to betonede
Stavelser. Linierne forbindes parvis med
hinanden paa sædvanlig Maade ved Rimbogstaver;
da de ulige Linier er saa korte, findes der i
Reglen kun een Bistav. Af Digte, affattede i K.,
kan nævnes Tjodolfs Ynglingatal, Egils berømte
Sonatorrek (Sønnetab) o. s. v.
F. J.
Kvie (Kviekalv), Betegnelse for unge
Hundyr af vort tamme Kvæg. Ang. K.’s
Kælvningsalder, se Kvæg (Kvægets Kønsliv).
H. G.
kviescere [’se rə] (lat. quiescere), hvile,
udhvile, lade det blive derved, jfr. akkviescere.
Kvietisme (lat.) kaldes en ejendommelig:
Form for mystisk Religiøsitet, der opstod inden
for den rom.-kat. Kirke. Den forberedtes hos
Personligheder som Petrus fra Alcantara,
Theresia a Jesu, Johannes de Cruce og Frants fra
Sales og naaede sin højeste Udvikling paa sp.
Grund i Michael Molinos og paa fr. Grund i
Madame Guyon og Fénélon. Grundtanken i
denne Mystik var Tanken om den fuldstændig,
uinteresserede Kærlighed til Gud. Den rette
Kærlighed hæver sig op over Begæret af
Salighed; den er den »hellige Ligegyldighed«, den
er det Offer, hvori Sjælen hengiver sin
Salighed. Denne Mystik viser tilbage til
Franciskanerordenens Paavirkning; den svarer nemlig
til det her, f. Eks. af Duns Scotus hævdede
Salighedsbegreb. iflg. hvilket den rene
Kærlighed ikke behøver at være ledsaget af
Glædesfølelse; modsat den dominikanske Opfattelse,
iflg. hvilken Glædesfølelsen er indoptagen i
Salighedens Begreb. Den franciskanske Mystik
har oftere paavirket den reformerte Pietisme
(saaledes Tersteegen og G. D. Krummacher),
medens den lutherske Pietisme mere aabnede
sig for dominikansk Indflydelse og for den
hellige Bernhard’s Mystik. Den kvietistiske Mystiks
Ideal blev under Kampene mellem Fénélon og
Bossuet fordømt af Paven. (Litt.: Heppe,
»Gesch. d. qviet. Mystik in der kath. Kirche«
[Marburg 1875]; A. Ritschl, »Geschichte d.
Pietismus« [Bonn 1880—86]).
(J. P. B.). L. M.
kvik, opr.: levende, nu: livlig (sv.:
kvick, som oftest: vittig), rimeligvis af
nedertysk quik (quek); oprindelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
