Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Köller-Banner, Georg Ludwig von - Køllert - Køllesvampe - Køllesværmere - Kölliker, Albert von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ind mellem de Mænd, der skulde lede
Styrelsen ind paa nationale Baner, navnlig kunde
han ikke enes med Eickstedt, og da Prins Karl
af Hessen sluttede sig til denne og nægtede at
overtage Kommandoen over den norske Hær
(hvad der var Regeringen meget
magtpaaliggende Efteraaret 1772), hvis ikke K. blev fjernet,
maatte Enkedronningen med blødende Hjerte
give efter, og K. blev (Novbr 1772) forflyttet til
Rendsburg som Kommandant (senere Guvernør)
og Generalinspektør over Tropperne i
Hertugdømmerne. Misfornøjet herover prøvede han
1774 paa, stolende paa Enkedronningen, at
styrte sine Modstandere ved at fremkomme med
Forslag til en Omordning af den militære
Administration. Da Forslaget blev afvist, indgav
han Ansøgning om Afsked, dog næppe for
Alvor; men man vilde af med ham, og han blev
da, med Forsikring om Kongens Naade og Tak
for hans udmærkede Tjeneste, sat uden for
Nr i Hæren (Jan. 1775); det flg. Aar traadte
han helt ud af Tjenesten med Generalsrang og
sin fulde Gage i Pension. K. var saaledes i en
Alder af 48 Aar sat ud af Spillet, og Resten
af sit lange Liv maatte han henleve som
Privatmand, for det meste i Altona. Paa sine gamle
Dage blev han en ensom (han var ugift),
indesluttet Mand; man saa ham hver Dag sidde
alene paa en Bænk i en Allé, stirrende mørkt
hen for sig, og da han som 83-aarig Olding
endte sine Dage, fortalte Rygtet, at han var
død som Selvmorder. (Litt.: J. K. Høst,
»Politik og Historie« [Kbhvn 1820, I, S. 305 fl.];
N. Falck, »Neues Staatsburg. Mag.«
[Schleswig 1833, I, S. 625]; »Charl. Dorothea Biehl’s
Breve om Kong Christian VII« [udg. af Bobé,
Kbhvn 1901]; Schiern, »Bidrag til Opl. af
Katastrofen 17. Jan. 1772« [»Hist. Tidsskr.«, IV,
2, Kbhvn 1872]; Koch, »Schack Rathlou«
[smst., VI, 4, Kbhvn 1892]; Samme,
»Hvorledes Sammensværgelsen mod Struensee blev
til« [»Museum«, Kbhvn 1891, II]; »Danske
Magazin«, V, 4. S. 99 ff. [Kbhvn 1899];
Overskou, »Den danske Skueplads«, II [Kbhvn
1856]; Holm, »Danmark-Norges Historie
1720—1814«, IV—V [Kbhvn 1902—06]).
(C. F.). C. A. T.
Køllert, en Læderkjortel, der kom i Brug i
17. Aarh., især ved Rytteriet. Efterhaanden
som Skydevaabnenes
Anslagskraft blev større, saa
man sig nødsaget til at
gøre Rustningernes
enkelte Dele sværere. Derfor
maatte man p. Gr. a.
Rustningens uhyre Vægt —
hyppig c. 50 kg —
indskrænke sig til at dække
de vigtigste Legemsdele,
som Bryst, Ryg og
Underliv, ved et Kyras med
korte Skøder, Hovedet ved
en Staalhue. Disse
Rustningsdele skulde da
være »skudfri« og blev i den Anledning
prøveskudte paa en vis Afstand, inden Aflevering
fandt Sted. Det øvrige Legeme dækkedes da af
en Bøffellæderskøllert, svære Rytterstøvler og
Skaftehandsker. Bøffellæderet modstod Hug og
til Dels Stød. Selvfølgelig lettedes Rytterens
Vægt meget gennem denne Ordning. En saadan
K. bar Gustaf Adolf i Slaget ved Lützen (se
Fig.). K. bares under Kyrasset og havde i
Reglen en svær nedfaldende Krave, der
dækkede Halsen.
Senere bortfaldt ved visse Rytterafdelinger
— Dragoner — i 17. Aarh. helt Kyras m. m.,
og man indskrænkede sig til en svær
Bøffellæderskøllert med lange Ærmer og meget
lange opsplittede Skøder. Den danske Hestgarde
under Frederik IV bar endnu en saadan gul,
langskødet Læderkøllert. Den Vaabenkjole, der
i vore Dage bæres af Kyrasserregimenterne
enten med ell. uden Kyras, er en moderniseret
Form for K., men laves nu af Klæde ell.
Mollskin (se i øvrigt Rustning).
C. H.
 |
| Køllert. |
 |
| Køllesvamp (»Grensvamp«). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
