Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Laholm Bugt - Lahor - Lahovary, Alexander - Lahr - lai
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Laholm Bugt, paa den sv. Kyst i Kattegat
mellem Tylø, en lille Klippeø V. f. Halmstad,
og Hallands Väderø, der ligger V. f.
Højderyggen Hallandsaas. 5 km S. f. Halmstad
strækker sig et Rev, Påarps Rev, 4 km ud fra Land.
Dets Yderende er afmærket. For øvrigt er
Bugten ren med jævnt aftagende Dybder, fra 20 til
10 m, ind mod Kysten og med god Holdebund.
Ved Bugtens nordlige Del ligger Halmstad med
en Havn, hvori 4,8 m Vand, og i den sydlige
Del Båstad.
G. F. H.
Lahor [la’håə] Lahaur, eng. Lahore), By
i det nordvestlige Forindien, Hovedstad i Prov.
Pandshab og i Divisionen L. (32082 km2 med
[1911] 4656629 Indb.) og i Distriktet L. (7314 km2
med [1911] 1036158 Indb., hvoraf Flertallet
Muhammedanere, 208842 Hinduer, 169008
Sikher, 21781 Kristne), ligger ved Ravi og har
med Forstæder (1911) 228687 Indb., hvoraf
129301 Muhammedanere, 77267 Hinduer, 12877
Sikher, 8436 Kristne. 63 % af Byens Indb. er
Mænd. Sproget er Pandshabi. Byen er bygget
paa Ruinerne af Stormogulernes langt
omfangsrigere Residensstad. Store Ruinmasser betegner
Byens tidligere Udstrækning, og skønt Sikherne
af religiøs Fanatisme har ødelagt mange af
Bygningerne fra den muhammedanske Tid,
rager dog ikke faa Moskeer og Gravmæler op
mellem de Marker og Haver, der nu har
indtaget den største Del af Byens forrige Areal,
og i den nuv. By, der indtager det vestlige
Hjørne af den gl. Bl. disse Bygninger maa især
fremhæves Hasaribagh, forhen
Stormogulernes Palads og senere Randjit Sing’s Residens,
Djami-Madjid (den store Moské), der er
omgivet af prægtige Haveanlæg ligesom
Shah-Djehan’s Palads Shalimar; fremdeles
Djehangir’s Mausoleum, Shahdura, der er
bygget af Marmor og Sandsten og prydet med fire
20 m høje Minareter. Omkr. den nuv. By findes
en Mur med 13 Porte. Gaderne er snævre og
krumme. L. er Sæde for Provinsens Regering,
den har et Univ. o. fl. a. Læreanstalter,
hvoriblandt Oriental College, en jur. og en med.
Skole, en Veterinærskole samt et stort Museum.
Ligeledes er den Sæde for et lærd Selskab
(Andjuman-i-Pandjab). Industrien er
ubetydelig, og skønt L. ligger ved
Krydsningspunktet af fl. Jernbanelinier, er den som
Handelsstad langt overfløjet af det nærliggende
Amritsar. L. stod i ældre Tid i Reglen under
Kashmir. Senere blev Byen fl. Gange indtaget
af muhammedanske Erobrere. I 16. Aarh. blev
den en af Stormogulens Hovedstæder og
opnaaede sin største Blomstring. 1764 blev den
erobret af Sikherne og gjort til Hovedstad i
deres Rige. 1849 kom den ved dette Riges
Opløsning under britisk Herredømme.
M. V.
Lahovary, Alexander, rumænsk
Statsmand (1841—96). Han studerede i Paris og tog
1865 jur. Doktorgrad; vendte 1866 tilbage til
sit Fædreland og medvirkede til Fyrst Alex.
Johan’s Afsættelse. Han valgtes 1867 til
Deputeretkamret og var tillige med Carp Fører for
det unge Højre. Allerede 1870 var han en kort
Tid Justitsminister, samt paa ny Oktbr
1873—Apr. 1876; gennemførte en ny Straffelov og en
Omdannelse af Strafferetsplejen. Han var
derefter en ivrig Modstander af det liberale
Ministerium Bratiano, og blev efter dets Fjernelse
Decbr 1888 Handels- og Agerbrugsminister. Han
udvirkede en Lov om Salg af Statsjorder til
Bønderne og blev Apr. 1889 Udenrigsminister
indtil Marts 1891, samt paa ny Decbr
1891—Oktbr 1895. I denne Stilling holdt han paa
Rumæniens Tilslutning til Tremagtsforbundet.
Hans Broder Jacob L. (1846—1906)
studerede i Paris ved den polytekniske Skole og var
1877 Stabschef for den rum. Hær foran Plevna,
hvor han væsentlig medvirkede til den endelige
Sejr. Marts 1891—Marts 1894 var han
Krigsminister og derefter i et Aars Tid Chef for
Generalstaben; blev Apr. 1899—Febr 1901 paa
ny Krigsminister.
E. E.
Lahr [la.r], By i Baden i Kredsen Offenburg
ved Kinzigs Biflod Schutter, 15 km SSV. f.
Offenburg ved Jernbanelinien Dinglingen—L., har
(1919) 13650 Indb. L. er Sædet for en
Amtsøvrighed, et Handelskammer, en Filial af
Rigsbanken og har et Gymnasium, fl. Fagskoler, et
Døvstummeinstitut og det første tyske
Rigsvajsenhus. Byen er en af Badens livligste
Fabriksbyer og fremstiller bl. a. Snustobak og
Cigarer; desuden har den betydelig Vinhandel. I
den store Stadspark findes et Oldtidsmuseum.
Det tidligere Herrschaft L. (i Ortenau), der
tilhørte Greverne af Geroldseck, blev for
Halvdelens Vedk. 1497 solgt til Baden. 1629 kom
hele Herrschaft L. under Nassau, men blev ved
Freden i Luneville 1803 af staaet til Baden.
N. H. J.
lai [læ], gl. fr. Benævnelse paa et kort Digt,
i Alm. skrevet i parvis rimede Ottestavelsesvers
og bestemt til at synges. Man skelner mellem
de fortællende lais og de rent lyriske. Den
første Gruppe er repræsenteret af henved en Snes
Digte (les lais bretons); af disse er de fleste
forfattede i Slutn. af 12. Aarh., sandsynligvis af
Marie de France. De genfortæller gl. mærkelige
Sagn og Eventyr, til Dels af keltisk Oprindelse,
og foregaar i en fortryllet Verden, hvor ædle
Riddere elskes af dejlige Feer, og hvor
Eventyrhelte elsker jordiske Kvinder; her synges
saaledes om Guingamor, der opholdt sig i
Feernes Land, hvor 300 Aar svandt som 3 Dage, og
om Tydorel, der var en Søn af Dronningen af
Bretagne og den hemmelighedsfulde »Ridder
fra Søen«. Men vi træffer ogsaa andre Emner,
der snart er muntre og spøgende, som i le lai
du Cor, Sangen om det vidunderlige Horn, af
hvilket kun den Mand kan drikke, der har en
trofast og kysk Hustru, snart tragiske som i
Ignaure, der dræber sin Hustrus Elsker og
giver hende hans Hjerte at spise, ell. i
Bisclaveret, der 3 Dage om Ugen er Varulv, og hvis
Klæder hans egen Hustru stjæler, saa at han
ikke kan faa sin menneskelige Skikkelse tilbage,
hvorefter hun gifter sig med sin Elsker. En
Del af disse Digte, der næsten alle udmærker
sig ved stor poetisk Skønhed, blev oversat paa
Oldnorsk i Midten af 13. Aarh. paa
Foranstaltning af Haakon Haakonsøn; denne Oversættelse
(Strengleikar eða Lioðabok) har særlig Bet.
derved, at den har bevaret enkelte Digte, til hvilke
den fr. Original nu ikke længere eksisterer. Den
anden Gruppe, de rent lyriske lais, er helt
forskellige fra les lais bretons baade i Form og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
