Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - laissez faire, laissez passer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udfolde sig frit efter deres egne iboende Love;
den attraaede sociale Fred vil da indtræde
spontant. Tanken om en saadan ny Æra, hvori
det gl., feudalistiske Samfunds Reglementer,
Forordninger og Vedtægter skulde afløses af
uhemmet Kontraktsfrihed og de enkelte
Samfundsmedlemmers Selvraadighed inden for
deres økonomiske Magtsfære, er at føre tilbage
til Naturretsfilosofien med dens stærke
Betoning af Individets Ret. Som samfundsøkonomisk
og handelspolitisk Maksime har det berømte
Slagord haft Gyldighed navnlig for en Gruppe
af fysiokratiske Forfattere i 18. og for den
optimistiske økonomiske Liberalisme og
Frihandelsskolen, særlig i dennes doktrinært
yderliggaaende Form (»Manchester-Systemet«), i 19.
Aarh. Med noget odiøs Bibetydning finder man
i den nyeste Tid Udtrykket l.-f.- (lad staa til-,
lad »skure«-) Politik anvendt om den
konservative Retning, der i Kontraktfrihedens Navn
og — efter Modstandernes Paastand — i
Kapitalens Interesse bekæmper de sociale Reformer
uden at agte paa Farerne ved, at Staten paa
dette Omraade svigter sin legislatoriske Opgave.
Som oppositionelt Princip er l.-f.-Doktrinen
beslægtet med Anarkismen.
Mere end et Aarhundredes Tradition har
tillagt den fr. Fysiokrat Gournay Æren for at
have smedet det lykkelig fundne Slagord, der
blev saa godt som det eneste Stykke Arvegods,
Efterverdenen tog i Arv fra Fysiokratiet.
Denne Tradition maa imidlertid opgives. Ved Prof.
Aug. Oncken’s Undersøgelser fremlagte i
nedennævnte Skrift, er det nu uigendrivelig blevet
godtgjort, at Maksimens Oprindelse gaar
adskillig længere tilbage i Tiden. Den kan
efterspores allerede i Merkantilismens Magtperiode,
rigtignok ikke i sin senere formelmæssige
Affatning, men dog som bevidst Udtryk for den
centrale Tanke i Fysiokratiets Politik: Hævdelsen
af Frihedsprincippet. I en Forsamling af
Fabrikanter, sammenkaldt af Colbert til
Raadslagning om Midler til Industriens og Handelens
Opkomst — Sandsynligheden taler for, at
denne Begivenhed er at henlægge til Aar 1680 —
blev den myndige Statsmand til sin Fortrydelse
mødt med dette lakonisk afvisende Svar paa
sine Spørgsmaal: laissez-nous faire! (lad os
[Næringslivets Mænd] klare os selv, som bedst
vi formaar!). Ordet tillægges en Købmand og
merkantil Forf. François Legendre og gav
Afløb for en inden for Samtidens fr.
Forretningsverden ulmende Følelse af Uvilje over de
stramme Baand, Statsmagten havde lagt paa
Nærings- og Handelsfriheden. Formelen fandt
Genklang og blev Løsenet for en stadig voksende
Opposition mod det allestedsnærværende, af
Colbert’s Efterfølgere end yderligere skærpede
Statsformynderi. Bort med denne Tvangstrøje!
det var Borgerstandens Krav, og Parolen var
funden: laissez-nous faire, lad os i Fred! Dette
afkortedes til l. f., og fik sin endelige
Udformning som l. f., l. p., og i denne Form
bevarede Ordet sin Popularitet og samlende Evne,
indtil Tredjestanden ved den fr. Revolution
havde bragt Sejren hjem. Sin videnskabelige
Belysning faar det i Legendre’s Ord udtalte
handelspolitiske Princip hos Boisguillebert i
Détail de la France (1695) og hos Vauban i
Projet d’une Dîme Royale (1707), der begge
udmaler, hvorledes Nationens producerende
Kræfter forkrøbles under de utallige
Indskrænkninger i Næringsfriheden, og kræver frigørende
Reformer; bekendt er den førstes, i denne
Forbindelse saa betegnende Løsen: Qu’on laisse
faire la nature! (Lad Naturen raade!). Selve
Udtrykket l. f. optræder i Litteraturen første Gang
hos Statsmanden og Filosoffen Marquis
d’Argenson (1694—1757). I sine Mémoires et Journal
skriver han, sandsynligvis allerede 1735:
laissez-faire, telle devrait être la devise de toute
puissance publique, depuis que le monde est civilisé
(Frihed for Næringslivets Kræfter burde i den
civiliserede Verden være Valgsproget for
enhver offentlig Myndighed), en Tanke, han et
andet Sted formulerer saaledes: Pour mieux
gouverner, il faudrait gouuerner moins (Et
bedre Regeringsprincip vilde det være at
regere mindre), og endelig sammentrænger til det
bekendte Slagord, der uopløselig er knyttet til
hans Navn: Pas trop gouuerner! (Ikke for
meget Regereri!). Disse Grundsætninger, særlig
anvendte paa det økonomiske Livs Omraade,
udvikler dernæst d’Argenson med større
Udførlighed i nogle anonyme Artikler i
Tidsskriftet Journal œconomique 1750—52, altsaa endnu
før Fysiokraterne var optraadte paa
Skuepladsen. For øvrigt er at mærke, at Udtrykket ikke
forekommer hverken hos Quesnay ell. de ham
nærstaaende Fysiokrater af den ældre Skole.
I sin fuldstændige Form, l. f. et l. p. læses
den mærkelige Maksime første Gang i
Februarheftet for 1768 af det fysiokratiske
Maanedsskrift Éphémérides du citoyen, og endelig
finder man i en Artikel i Januarheftet for 1772 af
samme Organ Sætningen anført som en for det
fysiokratiske »System« ejendommelig
Regeringsmaksime (première règle de toute
administration).
Men dermed er ogsaa den nu næsten
hundredaarige Paroles Rolle for lange Tider udspillet;
dens Program blev efterhaanden gennemført,
og Fysiokratiets Formler var udslidte. Ny
Tilstande var indtraadte; de gl. Skranker for
Næringslivets Frihed var faldne ell. undergravede.
Industri og Handel stod paa Overgang til at
antage ny Former; den »industrielle
Revolution« var indledet endnu før den politiske, og
med Adam Smith’s Wealth of Nations (1776)
var der givet den økonomiske og socialpolitiske
Tænkning et nyt og bredere Grundlag. Den
»klassiske« Nationaløkonomi, som derved var
skabt, »havde ingen Anvendelse for Maksimen
l. f., l. p.; med det ny, langt videre Synspunkt,
der var vundet for den samfundsøkonomiske
Betragtning, var den bleven for ensidig, for
snæver; den nævnes end ikke hverken hos
Smith, Ricardo ell. Malthus. Men med den
abstrakte Radikalisme, der udgaar fra Jeremy
Bentham, dukker den atter op, og den kommer
til ny Hæder og Værdighed hos den Skole af
Frihandlere, der samler sig under Richard
Cobden’s Fane, ligesom den ogsaa bliver Parolen
i de Kampe, der omtr., samtidig førtes for at
grundlægge og konsolidere det tyske
Toldforbund (Zollverein). I 19. Aarh. har imidlertid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
