Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lama (Drøvtygger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sammentrykt med temmelig spids Snude, store
Øjne og lange, spidse, meget bevægelige Øren.
Det danner sen ret Vinkel med den lange tynde
Hals, der krummer stærkt opad fra Grunden,
saa at den yderste Halvdel omtr. staar lodret.
Tandforholdene ligner Kamelernes, men den
hjørnetandsagtige forreste Kindtand mangler
foroven, medens den er rudimentær og falder
tidlig ud i Underkæben. Der er aldrig nogen
Fedtpukkel paa den stærke lige Ryg. Bugen er
stærkt opkneben i Lyskerne; Halen er kort.
Lemmerne er fine, men kraftige og ret høje,
med smaa smalle Klove og en temmelig lille,
spaltet Trædepude. Klovkirtler findes. L. er
beklædte med temmelig lange, uldede Haar.
Medens hele Bygningen i øvrigt er i
Overensstemmelse med Kamelernes, er der i det ydre
meget, der minder om Faar, og i de første
Beretninger om deres Hjemstavn omtales de
da ogsaa stadig som saadanne. Da man senere
lærte dem nøjere at kende, lavede man Navnet
Kamelfaar til dem, men det maatte snart
overalt vige for Betegnelsen L. Dette er egl.
Indianernes Navn paa en enkelt af de 4
Former, der findes, og som de nøje vidste at skelne
imellem. For Folkene paa de golde Sletter i
Andes og Patagonien er L. nemlig i lige saa
høj Grad en Livsbetingelse som Rensdyrene for
de mongolske Folk i de kolde Dele af den gl.
Verden, og det var da ogsaa det eneste Sted,
hvor Europæerne ved Landets Opdagelse fandt
tæmmede Drøvtyggere, nemlig to Former af L.
Om disse to, L. og Paka, ligesom de to vilde
Huanako og Vicunna, skal opfattes som
selvstændige Arter, forsk. fra disse, har de Lærde
tidligere ført megen Strid. Fuld Enighed er der
ikke her; dog synes de bedste Autoriteter at
mene, at begge de tamme Former nedstammer
fra Huanako’en ell. Guanako’en (A.
huanaco H. Sm.), helt sikkert er det dog kun for
L.’s Vedk. Huanako’en (Fig. 1) er ogsaa
den mest udbredte L.; den findes paa
Højsletterne i Ecuadors og Perus Andes, paa
Patagoniens Pampas, ja helt nede paa Ildlandet; i
den kolde, men tørre Vintertid holder de sig
oppe nær Snegrænsen, medens de i Regntiden
søger ned i Dalene, dog aldrig længere ned end
c. 2000 m o. H. Den er omtr. paa Størrelse
med et Krondyr, og det lange smalle Hoved
naar 1 1/2 m til Vejrs. Hannen større end
Hunnen. Farven er smudsig rødbrun, graa indtil sort
paa Hovedets Forflade og paa Ryggen, og hvidlig
paa Bugen; Halens Underside næsten nøgen.
Den lever i Flokke, paa 6 til fl. Hundrede,
hyppigst en Han med mange Hunner, som den
tilkæmper sig og bevogter med stor Skinsyge.
I Parringstiden høres alm. dens
ejendommelige skingrende Vrinsken. Den er Fører og
Spejder for den græssende Hjord, og ved
mindste Mistanke om Fare giver den ved en
højlydt skingrende Piben Signal til Opbrud,
hvorpaa hele Flokken sætter af Sted, og der
skal en god, navnlig udholdende Hest til at
indhente dem. At jage dem vilde da ogsaa
være næsten umuligt, hvis deres Nysgerrighed
ikke var saa stor, at man ved at lade dem
se en uvant Genstand, aparte Bevægelser ell.
lgn. kan lokke dem meget nær. De klatrer
godt og gaar uden Betænkning i Vandet og
svømmer over Bugter og Sunde til Øerne nær
ved Kysten. De drikker ogsaa Saltvand, ja de
synes endog med Forkærlighed at opsøge
Saltsøerne oppe paa Højsletten. Deres Gødning,
der af Indianerne bruges til Brændsel,
aflægger de paa bestemte Steder, hvor den da
danner store Hobe; de følger selv i vild Flugt
deres sædvanlige Stier, og naar de bliver syge,
opsøger de gerne afsides Steder mellem Buske
og Krat og helst ved en Flodbred, hvor de
da skjuler sig og da ofte dør. Jorden kan her
være dækket med tykke Lag af Lamaknogler,
der har samlet sig i Aarh.’s Løb. De jages
ivrig for Hudens og Kødets Skyld, og dog
findes de endnu i vældige Flokke, der kun er
tagne væsentlig af i de tættest bebyggede Egne;
Formeringen er dog svag; de faar sjælden mere
end een Unge ad Gangen. Naar de fanges som
smaa, kan de godt tæmmes, men som ældre
søger de altid Lejlighed til at undslippe,
ligesom de viser en udtalt Modvillie mod alle deres
Omgivelser, hvilket de som alle L. navnlig
giver til Kende ved at lægge Ørene tilbage og
sende hele Mundens Indhold af Spyt og tygget
Føde efter Vedk.; de kan dog ogsaa værge sig
ret kraftigt ved at bide og slaa. — L. (Auchenia
lama Desm.) (Fig. 2) kan blive endnu større
end forrige, 1,8 m fra Issen til Jorden. Den
findes kun tæmmet og træffes hyppigst i det
sydlige Peru. Hovedet er ikke saa fint som
Huanakoens, Ørene er lidt kortere.
Trædepuderne er noget større, og her findes
Bruskpuder paa Haandled og Bryst. Som hos andre
Tamdyr er Farven meget varierende, ofte
brogede, hvide og brune, ell. hvide, mørkebrune,
okkergule og røde. Halens Underside behaaret.
De holdes i vældige Hjorder, der aldrig
kommer i Hus, men vel om Natten drives ind i
Indhegninger, medens de om Dagen skøtter sig
selv. Kød og Skind bruges meget, men det er
dog som Lastdyr, at L. har spillet den største
Rolle. Byrden, 50—75 kg, fordeles paa begge
Sider af Ryggen, og med et Lededyr med Flag
og Klokke i Spidsen bevæger Karavaner paa
300—400 sig med stor Sikkerhed paa de
 |
| Fig. 1. Hoved af Huanako (Auchenia huanaco). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
