Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lamoricière, Christoph Léon Louis Juchault - Lamorinière, Jean Pierre François - Lamormain, Vilhelm Germain - Lamothe, Jeanne de Valois-Saint-Remy, comtesse de - La Motte, Antoine Houdar de - La Motte Fouqué - La Motterouge, Joseph Edouard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den sardinske Hær under Cialdini og sloges
af den overlegne Fjende ved Castelfidardo 18.
Septbr. L. trak sig tilbage til Fæstningen
Ancona, hvor han maatte kapitulere 29. s. M.,
efter at den sardinske Flaade havde ødelagt
Hsvnebatterierne. Efter den Tid traadte L. ikke
mere offentlig frem, men levede Resten af sit
Liv som Privatmand paa sit Gods ved Amiens.
(Litt.: Keller, Le general de L., sa vie
militaire, politique et religieuse [Paris 1873 og
1891]).
(B. P. B.). E. C.
Lamorinière [lamåri’niæ.r], Jean Pierre
François, belg. Landskabsmaler og Raderer,
f. 28. Apr. 1828 i Antwerpen, d. 1911. Han
uddannedes paa Akademiet i Antwerpen. L.
skildrede med meget omhyggelig Formgivning,
stort Syn og fin Følelse for
Landskabsstemningen særlig sit Fædrelands Sletteegne: »Prospekt
ved Edeghem« (Mus. i Bryssel), »Landskab«
(Mus. i Gent), »Øen Walcheren« (Mus. i
Antwerpen), »De sidste Høstdage i Sydflandern«
m, m.; til Tider mærkes Indflydelse fra Ley’s
arkaistiske Bestræbelser i hans Kunst. L. var
Præsident for Radererselskabet i Antwerpen og
udsendte dygtige Landskabsraderinger. Paa den
internationale Udstilling i Kbhvn 1897 saas
»Skoven ved Burnham«.
A. Hk.
Lamormain [lamår’mæ], Vilhelm
Germain, Jesuit, f. 29. Decbr 1570 i La Moire
Mennie i Luxembourg, efter hvilken By hans
Fader Eberhard Germain fik sit Tilnavn L. (ell.
Lämmermann), d. 22. Febr 1648 i Wien.
1590 traadte han ind i Jesuiterordenen og
virkede en Tid lang som Prof. i Filosofi i Graz,
men blev efter et Ophold i Rom 1621—23 i
Aaret 1624 Kejser Ferdinand IVs Skriftefader.
Denne Stilling skaffede ham en umaadelig
Indflydelse, som han benyttede til at forfølge
Protestanterne i Kejserens Arveland og hævde den
pavelige Politik mod Wallenstein.
(J. P. B.). A. Th. J.
Lamothe [la’måt], Jeanne de
Valois-Saint-Remy, comtesse de, f. 22. Juli
1756, d. 23. Aug. 1791. Som ung anbragtes hun
i et Kloster for at opdrages der; men hun
flygtede herfra, ægtede Greven af Lamothe og
førte siden et ret eventyrligt Liv. Bekendt blev
hun ved sin Deltagelse i den saakaldte
Halsbaandsproces, en af de
Skandalebegivenheder, der i l’ancien régime’s sidste Aar
bidrog til at nedbryde Respekten for
Kongedømmet 2 Juvelerere havde i Ludvig XV’s Tid ladet
forfærdige et særlig pragtfuldt Halsbaand til
en Værdi af 1600000 frc. bestemt for Kongens
Elskerinde Mdm. Dubarry. Ludvig XV’s Død
indtraf imidlertid, før det blev færdigt, og de
søgte da i Stedet at sælge Halsbaandet til den
ny Dronning, der nærede en stærk Interesse
for Smykker. Dronningen maatte imidlertid
afslaa Tilbudet p. Gr. a. Pengemangel, og de to
Juvelerere søgte en Tid forgæves at sælge andre
Steder. 1785 begyndte imidlertid en Rk.
Forhandlinger med dem, der dreves af Grevinde
L. og hendes Fortrolige, Kardinalen af Rohan;
Dronningen synes at have været indviet deri,
og Forhandlingerne foregik med de
besynderligste Mystifikationer og Intriger. Det endte
med, at Rohan og Grevinden i Dronningens
Navn købte og modtog Juvelerne. Da den første
Del af Købesummen skulde betales, kunde man
ikke skaffe Pengene, og Juvelererne henvendte
sig derfor til Kongen. Dette førte til stor
Skandale; Rohan og Grevinden, der i Mellemtiden
havde solgt en Del af Halsbaandets mindre
Juveler, arresteredes, og der anlagdes Proces
mod dem. Processen førtes fra næsten alle Sider
med megen Iver for at skjule den virkelige
Sammenhæng, og Regeringen var meget
bekymret for at faa Dronningen for stærkt
indviklet i Sagen. Forhandlingerne vakte stor
Opsigt bl. Pariserne, der alm. troede alt, hvad
der fortaltes om Dronningens Delagtighed. Det
endte med, at Rohan frikendtes, ligesom forsk.
andre i Sagen indviklede, medens Grevinde L.
dømtes til at piskes og brændemærkes og
fængsles paa Livstid, og hendes Mand, der havde
været med i Forhandlingerne, men nu var
rejst bort, dømtes til Galejerne. Det lykkedes
ogsaa Grevinden at flygte til London, hvor hun
udgav sine Mémoires justicatifs (1788—89);
senere udgaves hendes Vie (1793). De er fyldte
af Anklager mod Dronningen, hvoraf sikkert
de fleste er Bagvadskelser, men det er aldrig
lykkedes at komme til Bunds i, hvad der er
sandt og hvad usandt i denne Sag.
P. M.
La Motte [la-’måt], Antoine Houdar
de, fr. Digter, f. 17. Jan. 1672 i Paris, d. smst.
26. Decbr 1731; hans første Teaterstykke
Originaux faldt igennem, hvorover han af
Fortvivlelse gik ind i Trappistordenen; men snart
efter løb han af Klostret og gav sig paa ny til
at skrive for Scenen, Operaer, Tragedier og
Komedier. Ligesom Fontenelle angreb L. den
litterære Pseudoklassicisme, den klassiske Digtning
og Poesien i det hele, som han vilde have
erstattet med fornuftig Prosa. I sin Discours sur
la poésie en général et sur l’Ode en particulier
(1707) dadler han særlig de alenlange
Fortællinger i Tragedierne. 1713 leverede han en
utrolig smagløs, forkortet og moderniseret
Oversættelse af Iliaden for at vise, hvorledes Poesien
skulde reformeres. 1721 ivrede han i en stiv
Tragedie Les Maccabées imod de 3 dram.
Enheder som naturstridige. I sin Discours sur la
tragédie forlangte han mere Handling paa
Scenen i St f. Dialoger og Referater. Af hans
Teaterstykker vandt Tragedien Inès de Castro
(1723) og Lystspillet Le magnifique stærkt
Bifald. Heldigst er han i sine Fabler. 1710 blev
han Medlem af Akademiet. 1726 førte han som
blind Mand en erotisk Pastoralkorrespondance
med den 50-aarige Hertuginde af Maine. Hans
Œuvres udkom 1754 i 10 Bd. Jullien udgav 1859
hans kritiske Afh. og Fortaler i Paradoxes
littéraires de L. M.
S. Ms.
La Motte Fouqué [la-’måt-fu’ke], se
Fouqué.
La Motterouge (la-må’tru.з], Joseph
Edouard, fr. General, f. 1804, d. 1883. Fra
St Cyr blev han Officer i Fodfolket 1832 og
kæmpede i Spanien og ved Antwerpen. Under
Krim-Krigen udmærkede han sig som
Brigadegeneral ved Inkerman og Sevastopol samt som
Divisionsgeneral ved Stormen paa Malakov.
1859 førte L. Division og indlagde sig særlig
Berømmelse ved Solferino. Han lagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
