Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Langobarder ell. Langbarder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SØ. paa, op ad Elben, og til Rugiland, d. v. s.
Østerrig, hvor mange af L. ved gotisk
Paavirkning optog den arianske Kristendom. Sidst
i 5. Aarh. kom L. en Tid under Herulerne, men
de rev sig løs 505. Kong Tato knuste
Herulerne og fældede deres Konge Hrodulf, hvad der
udmales i L.’s Digtning og synes at genklinge
i Nibelungenlied. Tato dræbtes af Wacho, der
kuede de tilgrænsende Sveber. Fra nu af havde
L. oftere Sammenstød med det gotiske Folk
Gepiderne i Ungarn, medens Østrom pustede
til Ilden, da Gepiderne var farlige Naboer. 567
forbandt L.’s Konge Albuin sig med de vilde
østeuropæiske Avarer og knuste Gepiderne; han
ægtede den faldne Kong Kunimund’s Datter
Rosemunda. Mod Goterne i Italien havde
Albuin forud indgaaet Vaabenpagt med Østrom og
sendt et Hjælpekorps, men det var nærmest blot
en Rekognoscering, og 568 vendte han sig mod
Østrom selv, idet han lod L. bryde ind i Italien,
forstærkede med 20000 Sachser, deres »gamle
Venner«. Store Dele af det aabne Norditalien
vandtes hurtig, og Pavia, der overgav sig 572,
blev gjort til Hovedstad. Albuin blev dog
allerede myrdet 573, efter Sagnet paa sin
Dronnings Raad, fordi han havde villet tvinge
hende til at drikke af hendes faldne Faders
Hjerneskal, — et Træk, der, selv om det er Digt,
alligevel sagtens røber os L.’s Kulturtrin paa
den Tid. Albuin’s Ry var stort og naaede helt
op til Nordtyskland og England. — Hurtig var
L. trængt frem til Mellem- og Syditalien, hvor de
stiftede Hertugdømmerne Tuskien, Spoleto og
Benevent. Men Erobringen var ufuldstændig;
de store vestlige Øer, de syditalienske Halvøer,
og Distrikterne om Ravenna, Venedig og Rom
forblev uerobrede; af saadanne opr.
østromerske Restomraader fremvoksede efterhaanden
den venezianske Fristat og Kirkestaten.
Erobringens Ufuldstændighed blev en politisk
Kræftskade for L. Den var en evig Kilde til
fremmed Indblanding, og Hertugdømmerne
Spoleto og Benevent, der ved Roms Distrikt
skiltes fra Lombardiet, blev Arnesteder for en
skadelig Separatisme. Overhovedet kneb det for
L. med at naa til faste Statsformer. De havde
ej, som de foregaaende Erobrere, lært af
Romerne, og medens Skirerkongen Odovaker og
Goterkongen Theoderik efter Evne havde søgt
at pleje Roms Statsmaskineri og Kultur, blev
L.’s Vælde Indledningen til alm. Forstyrrelse
og Forraaelse. Uden egl. at være grebne af
ariansk Fanatisme som Vandalerne, for de i
alt Fald ret hensynsløst frem mod de
Undertvungne, og Voldsgerninger og
Godsinddragelser ledsagede Erobringen i stor Stil. Særlig
broget gik det til i et kongeløst Tidsrum efter 575,
da L. styredes af 10 Hertuger. 584 blev Albuin’s
Sønnesøn Authari Konge og fik indført mere
ordnede Forhold. Lovene udarbejdedes i
Samraad med Høvdingene og vedtoges paa Tinge.
L. fik udlagt 1/3 af Romernes Jord mod at
overtage Ledingspligten. Under Kongen stod
Hertuger, før folkevalgte, nu kongevalgte; de var
baade Hærførere og Dommere. Jævnsides
Hertugen stod Gastalden, som Kongen tog af sit
Gasindi (Hirden), omtr. svarende til
Frankernes Greve. Under ham stod Sculdhais
(tysk Schultheiss), derunder atter den landlige
Distriktsforstander. Paa Gaire-thinx skulde
Kongen pleje Lov med den fribaarne
Hariman ɔ: Hærmand. — Authari ægtede den
bayerske Hertugdatter Theudelinde; hans
romantiske Bejlen skildres i et tysk Digt, hvor
hans Navn imidlertid er fortrængt af Ruther,
d. e. Rothari. Theudelinde var katolsk og en
Ven af Pave Gregor den Store; hun bidrog
meget til at mildne Romernes Kaar. Da Authari
døde 590, ægtede hun Hertug Agilolf, som blev
Konge og tog den kat. Tro. Ogsaa
Hedenskabet tabte sig efterhaanden bl. L., skønt endnu
Hertug Hariulf af Spoleto (d. 601) var
Hedning. Kong Rothari (636—52), af en ny Æt,
herskede fortræffelig; han indskrænkede
Østromernes Omraade og lod Lovene nedskrive i
human Aand (644, Edictus Rothari). Kunst og
Næringsveje havde gode Kaar. Efter Rothari
fulgte et Tidsrum af Tronstridigheder. Hertug
Grimvald af Benevent, der tilrev sig Kronen
664, slog Østromere, Avarer og Franker
tilbage og gav ny Love, hvorved Ledingspligten
udstraktes til alle, og Hærmændene deltes i 3
Klasser efter Formue, med forsk. Mandebod og
Vaabenart. Fra denne Tid af er den katolske
Kirke fuldt herskende bl. L., uden dog at
komme i saa fast Forhold til Staten som
andensteds. Efter Grimvald fulgte ny
Tronkræverstrid med Mord og Kampe. Først Liutprand
skaffede Ro 713 og indledede en sidste
Glansperiode under Løsenet: Italien for L. Pave
Gregor II søgte at krydse hans Planer ved et
Forbund med Hertugerne af Spoleto og
Benevent, men maatte ydmyge sig. Gregor gjorde
ny Forsøg, men Liutprand sluttede Forbund
med den gr. Statholder i Ravenna og
indesluttede Rom. Gregor døde 741; Efterfølgeren
Zacharias sluttede Fred og opgav Hertugerne,
som blev afsatte. Liutprand stækkede
overhovedet Hertugmagten og støttede sig paa
Gastalderne. Ratchis (744—49) var energiløs og
blev afsat, men Aistulf (749—56) genoptog den
energiske Politik, tog Ravenna fra Østrom og
truede Pave Stefan II i Rom. Paven tyede
imidlertid til Frankerne, og Pipin undsatte Rom,
som han udtrykkelig skænkede Paven, —
Grundlaget for Kirkestaten; Aistulf maatte
erkende Frankernes Overhøjhed. Efterfølgeren
Desiderius, hvis Datter Karl den Store havde
forstødt, vilde i Vrede tvinge Pave Hadrian til
at salve Karl’s Brodersønner til frankiske
Konger. Paven tyede atter til Frankerne, og efter
7 Maaneders Kamp maatte Pavia overgive sig
774. Karl kaldte sig Konge over L. og lod deres
Forfatning blive staaende, men Opstande under
Desiderius’ Søn og Svoger 776 og 778 fik ham
til at indføre den frankiske. Hertugdømmet
Benevent blev kun løselig underkastet og
styrtedes først af Normannerne. For øvrigt søgte
Karl at knytte indflydelsesrige L. til sig. Paul
Warnefrid ell. Diaconus, der skrev L.’s Historie,
hørte til den europ. Kreds af navnkundige
Lærde, der samledes ved Frankerhoffet. Hans Værk
bærer Vidnesbyrd om en rig episk Digtning hos
L., men de levnede Digtrester er alle omsatte
paa Latin ell. omdigtede paa Tysk. — L.’s
Sprog kunde lige saa lidt som andre barbariske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
