Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Langobarder ell. Langbarder - Langobardernes Udvandring - langobardisk Ret - Langogne - Langon - Langovn - Langport - Langrand-Dumonceau, André - Langrem - Langreo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erobreres holde sig over for de i Tal og
Kultur overlegne Romeres. Længst levede det i
Lombardiet, hvor L. har efterladt sig adskillige
hundrede Stednavne med Endelsen - ing, ital.
engo, f. Eks. Marengo, Ghislarengo, ɔ:
Giselhers By. Det synes endnu at have været levende
omkr. Aar 1000; derimod er det en
Misforstaaelse, naar man vil genfinde det i Nutidens
tyske Sprogøer ved Verona og Vicenza (se
Zimbrer). Navnet Lombard vil nutildags
sige Norditaliener; paa Engelsk er det blevet til
et Fællesnavn for »Veksellerer, Bankierer«.
(Litt.: Paul Diaconus, »L.’s Historie« [udg.
af »Selsk. f. hist. Kildeskrifters Oversættelse«,
1897]; Brunner, »Deutsche Rechtsgesch.«
[Leipzig 1887—92]; Bruckner, »Die Sprache
der Langobarden« i »Quellen und Forschungen«,
LXXV [Strasbourg 1895]; Chr. Kier,
»Edictus Rothari, Studier vedrørende L.’s
Nationalitet« [Aarhus 1898]; L. Schmidt, »Gesch. d.
deutschen Stämme«, i Sieglin’s »Quellen und
Forschungen«, 7. Hefte [Berlin 1904]).
G. S-e.
Langobardernes Udvandring fra en opr.
Bopæl i Norden forekommer dels i deres
egne Sagn (se ovf.), dels i en Fortælling i Sakse’s
8. Bog (se J. Olrik’s Overs.: »Sakse’s
Danesaga«, II, S. 113). Denne Fremstilling hos
Sakse er sammenarbejdet af hjemlige danske
Sagn og af Langobardernes Overlevering (i
Paul Warnefrid’s Langobarderhistorie). Fra den
sidste stammer Navnene paa Udvandrernes
Høvdinger (fordanskede til Ebbe og Agge,
Gambaruc’s Sønner) og Gudinden Frigg’s
Beskyttelse. Derimod synes det at være danske
Sagn, at de havde Bopæl i Vendsyssel, at
Udvandringen skyldtes Hungersnød, og at den
foregik i Kong Snjo’s haarde Tidsalder. Paa
Sakse grundes Fortællingen i Rimkrøniken, der
atter blev omarbejdet som Folkevise (med
enkelte Træk fra Folkesagn). Senere er L. U.
poetisk behandlet i Oehlenschläger’ Tragedie
»Langbarderne« (1829). (Litt.: Axel
Olrik, »Sakses Oldhistorie« II, S. 263; »Danm.
gl. Folkeviser« I Nr 21, S. 317—18; III S. 797
og IV S. 757).
(A. O.). H. El.
langobardisk Ret. 75 Aar efter
Langobardernes Ankomst til Italien fik de deres
ældste skrevne Ret, idet Kong Rothari 643 lod
foretage en omfattende Revision og Optegnelse
paa Latin af den gl., hidtil uskrevne Ret; denne
plejer at kaldes Edictus Langobardorum. I
Fortalen, som er en Efterligning af en af Justinian’s
Noveller, opfatter Kongen Ediktet som en
Lovreform, men i Epilogen nævner han sine
Forfædres hidtil uskrevne Ret som Kilde til hans
Lovgivning, og det sidste er aabenbart det
rette. Ediktet, der over for den rom. Ret er
ualmindelig selvstændigt, er i det hele et for sin
Tid udmærket Lovgivningsarbejde, vel
formuleret og uden ufornøden Vidtløftighed, og det
bærer Vidnesbyrd om Langobardernes
fremragende jur. Begavelse. Til Ediktet føjedes i
Tidens Løb fl. ny Love. Saaledes tilføjede Kong
Grimoald 668 9 Kap., og 713—35 foretog Kong
Liutprand omfattende Tilføjelser, fordelte —
efter de Regeringsaar, hvori de udstedtes —
i 15. volumina. 746 tilføjede Kong Ratchis 8
Kap., og 755 lod Kong Aistulf, Langobardernes
sidste nationale Lovgiver, 13 Kapitler føje til
Ediktet. L. R. indtager en ejendommelig
Stilling mellem de germanske Folkeretter, nærved
Sachsernes og Angelsachsernes Ret, men ogsaa
paa mange Punkter nær beslægtet med nordisk
Ret. Under de karolingiske Kongers
Herredømme i Italien udstedtes der af disse en Række
særlige ital. Love, der yderligere forøgedes af
de tyske Konger i 10. og 11. Aarh. Denne
Lovgivning samledes ad privat Vej i det saakaldte
Capitulare Langobardorum, der senere
forbandtes med Ediktet til en Retsbog under Navn
af Liber legis Langobardorum ell. Liber
Papiensis, hvilken i 11. Aarh. blev Genstand for
videnskabelig Bearbejdelse i Retsskolen i
Pavia. Af denne Bearbejdelse fremgik en yngre
langobardisk Retsbog, der benævntes
Lombarda. Edictus Langobardorum er udg. af Bluhme
i Monumenta Germ. Hist. Leges IV (Oktavudg.
1869 under Titel Edictus ceteræque
Langobardorum Leges), jfr C. Kier: »Edictus Rotari,
Studier vedrørende Langobardernes
Nationalitet« (Aarhus 1898).
(Ludv. H.). P. J. J.
Langogne [lã’gånj] By i Centralfrankrig,
Dept Lozère, Arrond. Mende, ligger ved Allier,
har en romansk Kirke (11. Aarh.), c. 3000
Indb.
N. H. J.
Langon [lã’gå], By i det sydvestlige Frankrig,
Dept Gironde, Arrond. Bazas, ligger ved
venstre Bred af Garonne, over hvilken en Bro
fører til St Macaire, har en gotisk Kirke med
smukt Klokketaarn; Tobaks- og Vinavl; c. 4000
Indb.
N. H. J.
Langovn, se Ringovn.
Langport [’£äŋpå.ət], lille By i det sydvestlige
England, Grevskab Somerset, ved Parret, har
en gotisk Kirke (16. Aarh.); som Kommune
(1921) 12534 Indb. I Nærheden Ruiner af et
Kloster fra 10. Aarh.
N. H. J.
Langrand-Dumonceau [lã’grã-dymå’so],
André, belg. Finansmand (1823—1900), var
ansat ved en Bank og fattede 1852 den Plan
at gøre Kapitalen »kristelig«, ɔ: lade den tjene
kirkelige Formaal. Med Præsteskabets Hjælp
grundlagde han en Bank i Bryssel, som havde
gejstlige Agenter rundt om i Landet; stiftede
efterhaanden 24 Aktieselskaber og fik store
Kapitaler samlede, hvormed han gjorde alle Slags
omfattende Forretninger. Til Løn for de
Tjenester, han ydede Kirkens Sag, bl. a. ved et
Laan til Pavestolen, blev han udnævnt til rom.
Greve; men 1870 gik Banken fallit efter store
Svindlerier, og fl. af Belgiens klerikale
Politikere blev derved stærkt kompromitterede.
Efter 8 Aars Undersøgelser blev han 1879 dømt til
langvarig Fængselsstraf, men han havde for
længe siden unddraget sig Straffen ved at
flygte til Sydamerika.
E. E.
Langrem (Søv.). Masterne i et Skib
forstøttes agterefter og til Siderne af svære Tove,
der tilsammen betegnes med Ordet Vant;
hver enkelt Tov kaldes et Hovedtov; det
forreste af disse, der er noget sværere end de
andre, kaldes L.
C. B-h.
Langreo [laŋ’græå], Kommune i det
nordvestlige Spanien, Prov. Oviedo, ligger 15 km
SØ. f. Oviedo og bestaar af fl. Smaabyer, hvoraf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
