Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lassen, Christian - Lassen, Eduard - Lassen, Hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
filosofiske Systemers Hovedskrifter, men denne
Plan blev ikke udført. 1836 udgav han
Jayadeva’s farverige Digtning »Gita Govinda« og 1846
en ny Udgave af Schlegel’ »Bhagavadgita«. I
Mellemtiden var det Arbejde udkommet, som
en Tid mere end noget andet bragte L.’s Navn i
Forgrunden, nemlig »Die altpersischen
Keilinschriften von Persepolis. Eritzifferung des
Alphabets und Erklärung des Inhalts« (1836). Paa
Grundlag af Herodot’s Bemærkning i IV, 87
søgte L. i en af de gl. Indskrifter en Fortegnelse
over de Folkeslag, Darius anførte, og det
lykkedes ham at finde den rigtige Løsning. En
Maaned senere udkom Burnouf’s Mémoire sur
deux inscriptions cunéiformes, hvor
Udgangspunktet var netop det samme. Der rejste sig
senere en Strid om, hvem af de to Forskere
Prioriteten tilkom, og L.’s Fjender beskyldte
ham for at have misbrugt sin Vens
Fortrolighed og stjaalet hans Opdagelse. Burnouf og L.
deltog selv ikke i denne Strid, men vedblev at
være knyttede sammen i et nært Venskab til
deres Død. Med de gammelpersiske
Kileindskrifter har L. for øvrigt ogsaa senere
beskæftiget sig, navnlig i fl. Afhandlinger i »Zeitschr.
f. die Kunde des Morgenlandes«, som han var
med at grundlægge, og hvis 4.—7. Bd han
redigerede. Hans Hovedværk er imidlertid hans
»Indische Altertumskunde« (4 Bd, 1847—62, 1.
og 2. Bd i 2. Udg. 1867—73). Til dette
kæmpemæssige Værk, som paa en Maade danner
Afslutningen paa den første Periode i den ind.
Oldtidsforskning, og som helt til 1922 vedblev
at være den vigtigste, sammenhængende
Fremstilling af den indiske Old videnskab
og endnu er et uundværligt Hovedværk,
havde L. gjort indgaaende og grundige
Forarbejder. Af den paa kronologiske Data saa
fattige indiske Litteratur havde han samlet de
spredte Hentydninger, som kunde kaste Lys
over Fortidens Forhold. Navnlig lagde han i
en Rk. lærde Afhandlinger Grunden til en
kritisk Behandling af det gammelindiske Epos
»Mahābhārata«. Dertil knyttede han
Afhandlinger om Sprogforholdene i Belutshistan og saa
allerede Sammenhængen mellem
Brahui-Sproget og de dravidiske Sprog. Fremdeles gjorde
han indgaaende numismatiske og epigrafiske
Studier, som han bl. a. nedlagde i sin Bog »Zur
Geschichte der Griechischen und
Indoskythischen Könige« (Bonn 1838), oversat til eng.
(Calcutta 1840), ligesom han udnyttede de gr.,
arab. og kin. Kilder til Indiens Historie.
Imidlertid var L. 1830 bleven ekstraordinær
Prof. i Bonn, og 1840 udnævntes han til et for
ham oprettet ordinært Professorat, som han
tiltraadte med et Foredrag De Taprobane
insulet veteribus cognita. En Kaldelse til Univ. i
Kbhvn Aaret efter afslog han — han følte sig
for bunden til Tyskland. Bonn var i L.’s Tid
Hovedsæde for det historisk-filologiske
Sanskrit-Studium. Det var den æstetisk-historiske Side
ved Sagen, som først og fremmest havde tiltalt
L.’s Lærere, Romantikerne. Samtidig havde
Franz Bopp i Berlin grundlagt en anden Skole,
som viede selve Sproget sin Hovedinteresse.
Bopp’s Arbejder skabte den sammenlignende
Sprogforskning, og hans Retning fik stor
Betydning i Tyskland. Fra den anden Side
bebrejdedes der ham, at han forsømte Studiet af
Litteraturen. Ogsaa L. tog her Stilling, idet han
1830 i Schlegel’s »Indische Bibliothek«
offentliggjorde en til Dels meget afvisende Kritik over
Bopp’s System. At han selv beskæftigede sig
meget med rent sproglige Studier, beviste han
for øvrigt, foruden ved de nævnte Arbejder
over Gammelpersisk og Belutshisk, ogsaa ved
Skr om de eugubinske Tavler (1833) og om de
lykiske Indskrifter (1856), ligesom vi i denne
Forbindelse kan nævne hans Institutiones
linguæ Pracriticæ (Bonn 1837), som lige til 1900
har været Hovedværket over de mellemindiske
Dialekter. — Som Prof. øvede. L. stor
Indflydelse. »Under Schlegel og L. blomstrede i Bonn
Studiet af ind. Sprog og Litt. saaledes, at
begejstrede Elever kunde tale om et andet
Benares ved Bredden af en anden Ganges«. L. er
da ogsaa bleven betegnet som Grundlæggeren
af det ind. Oldstudium i Tyskland. 1838 udgav
han sin Anthologia Sanscrita, som fik stor Bet.
for Sanskrit-Studiet, navnlig efter at
Gildemeister havde besørget ny Udg. (1865 og 1868). Til
Brug ved Forelæsninger udgav han ogsaa
Vendidadi capita quinque priora (Bonn 1852). Fra
1840 begyndte en gl Øjenlidelse, som han skal
have paadraget sig i Paris ved at kollationere
et Telugu-Haandskrift af Rāmāyana, at gøre sig
stadig mere gældende. Til sidst blev han saa
godt som ganske blind, og samtidig begyndte
ogsaa Tungen at svigte. Siden 1868 holdt han
ikke mere Forelæsninger. 1870 skænkede han
en større Del af sit Bibliotek til Univ. i Kria.
(Litt.: »Allgemeine Deutsche Biographie« [17.
Bd, Leipzig 1883]; Ernst Windisch,
»Geschichte der Sanskrit Philologie und Indischen
Altertumskunde«, 1. Del [Strasbourg 1917],
navnlig S. 154—158, 164—197).
Sten Konow.
Lassen, Eduard, tysk Komponist
(1830—1904), var f. i Kbhvn, hvilken By hans
Forældre imidlertid forlod endnu i L.’s første
Barndom. Han blev 12 Aar gammel Elev fa
Bryssels Konservatorium, hvor han erhvervede
Romprisen (1851). Efter at have fortsat sine
Studier i forsk. tyske Byer tog han da Ophold i
Rom for længere Tid. En Opera, »Landgraf
Ludwig’s Brautfahrt«, der paa Fr. Liszt’s Initiativ
opførtes i Weimar (1857), gjorde L.’s Navn
mere kendt, og snart efter blev han udnævnt til
storhertugelig Musikdirektør for — efter Liszt’s
Tilbagetræden 1861 — at avancere til
Hofkapelmester i Weimar, en Stilling, han beklædte lige
til 1895. L. har i Aarenes Løb skrevet adskillig
Musik for Teatret, dels nogle Operaer, dels
Musik til Dramaer som Hebbel’s »Nibelungen;«,
Goethe’s »Faust« og Sofokles’ »Oedipus paa
Kolonos«; endvidere har han komponeret 2
Symfonier, nogle Ouverturer og Kantater. Særlig
Udbredelse har dog navnlig L.’s Sange fundet.
W. B.
Lassen, Hans, sønderjysk Politiker, f. i
Lysabild paa Als 11. Febr 1831, d. smst. 10.
Jan. 1896. Han var Søn af en Gaardejer i
Lysabild, var 1847—48 Elev paa Rødding Højskole
og arvede efter Treaarskrigen en Gaard i sin
Fødeby, som han ejede og drev til sin Død. I
den danske Tid fik han efterhaanden fl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
