Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latimer, Hugh - Latin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Tilhænger af Reformationen og var yndet af
Henrik VIII, fordi han stod paa hans Side i
Skilsmissesagen med Dronning Katharina. Han
blev kgl. Kapellan og 1535 Biskop af Worcester.
Da han nægtede at anerkende de 6
Trosartikler, som Parlamentet vedtog 1539, maatte han
fratræde sit Bispeembede og blev sat under
Bevogtning. Et Aars Tid efter blev han dog
frigivet, men med Befaling til ikke at prædike
ell. opholde sig i London og i Stiftet Worcester.
Under Edvard VI hørte han til dem, der gik i
Spidsen for Kirkebeforbedringen, og havde Del
i Arbejdet paa en ny Kirkeordning. Da Maria
kom paa Tronen, blev han kastet i Tower og
sammen med Cranmer og Ridley sendt til
Oxford, for at der kunde anstilles en Undersøgelse
ang. deres Rettroenhed; men denne endte med,
at de alle tre blev bandlyste og dømte til
Døden. L. blev brændt sammen med Ridley.
(Litt.: Latimer’s Remains and Sermons
[London 1844—45] og Original Letters [smst.], begge
udg. af The Parker Society; R. Demaus, Life
of L. [4. Opl., London 1903]; James J.
Ellis, Hugh L. [London 1890]; A. J. Carlyle,
Life of Bishop L. [London 1899]).
C. S. C.
Latin er fra først af kun Sproget i det lille
Landskab Latium og særlig i dettes vigtigste
By Rom; men det er Roms Erobringer og
deraf flg. Verdensmagt, der efterhaanden har
givet L. en Udbredelse og Bet. som faa andre
Sprog i Verden. Sammen med de
umbrisk-samnitiske ell. umbrisk-oskiske Dialekter, der opr.
var udbredte over et mange Gange større
Omraade, men i Tidens Løb ganske fortrængtes af
L., hører dette til de saakaldte italiske Sprog
(s. d.), hvilke atter udgør en bestemt
begrænset Sprogklasse inden for den indoeuropæiske
Æt. Noget særlig nært Slægtskab mellem L. og
Græsk er der aldeles ikke, end mindre er L.,
som man i tidligere Tid antog, opstaaet af
Græsk ell. »fordærvet« Græsk. Snarere kan der
paapeges visse spc. Ligheder med de keltiske
Sprog; men i det hele kan man ikke stille L. og
overhovedet de italiske Sprog nærmere ved den
ene Sprogklasse af vor Æt end ved den anden.
I sin alm. Bygning staar L. paa et lgn.
Trin som de andre ældre Sprog af vor Æt. Det
har i Nominalbøjningen endnu bevaret 6 Kasus:
Nominativ, Vokativ, Akkusativ, Genetiv, Dativ
og Ablativ (hvilket sidste Kasusnavn angives at
være dannet af ingen ringere end Cæsar,
medens de allerfleste andre grammatiske Navne
er Oversættelser fra Græsk); derimod er den
gl. Instrumentalis tabt og dens Funktion
overtagen af Ablativ; det samme gælder om
Lokativ, der i Oskisk endnu var regelmæssig
bevaret, og hvoraf i L. endnu mange Spor har
holdt sig, til Dels sammenblandede med
Ablativ (Carthagine) ell. overførte til Genetiv (domi,
Romæ). Verbalbøjningen er særlig rigt og
logisk udviklet, for en stor Del gennem en Rk.
ejendommelige Nydannelser, medens omvendt
en Del gl. Forskelligheder er udviskede, f. Eks.
mellem det opr. indoeuropæiske Perfektum
(tutudi, sedi) og Aorist (scripsi, dixi). I lydlig
Henseende har L., sammenlignet med andre ældre
Sprog af vor Æt og til Dels inden for den Tid,
hvorfra vi har skriftlige Mindesmærker,
undergaaet forholdsvis betydelige Forandringer.
Karakteristisk for alle italiske Sprog er saaledes
Tabet af de opr. Aspirater (gr. kh, th, ph),
hvilke er erstattede med h og f, paa L. dog
væsentlig kun i Forlyd, medens man i Indlyd
oftere har g (gv, v) ell. b, sjælden d, f. Eks.
hiems, Vinter, gr. kheimon; fero, jeg bærer,
gr. phero; facio, jeg gør, feci, gr. tithemi,
etheka; ruber, rød, gr. erythros. Bl. mange andre
særlige Lydforandringer kan eksempelvis
fremhæves Overgangen af s til r navnlig mellem to
Vokaler, som genus Gen. generis, opr. genesos,
feriae for ældre fesiae, jfr. festus. De opr.
Tvelyd gaar efterhaanden over til enkelte Lyd;
længst holdt sig i dannet Tale au (vulgært til
Dels o); ai bliver først til ae, der dog i dannet
Tale sikkert endnu i det mindste ved Beg. af
vor Tidsregning har været udtalt som Tvelyd
a-e (jfr. Kejser af Caesar) derefter = æ, hvad
der vulgært er indtraadt paa et tidligere Trin;
ei bliver tidlig til ī, oi til ū (som unus, en, af
oinos), sjældnere oe (Poenus, af gr. Phoinix,
men punicus), ou (for opr. eu) til ū. Mellem
lange og korte Vokaler har Forskellen været
følt meget stærkt, saa stærkt, at al Versbygning
ligesom paa Græsk ell. paa Sanskrit naturligt
grundedes paa Stavelsernes Kvantitet, ikke paa
Accenten; paa den anden Side synes denne dog
at have været noget stærkere fremtrædende end
f. Eks. i Græsk (jfr. moderne kvantiterende
Sprog som Tschekkisk, Ungarsk, Finsk o. a.),
saaledes at en vis Hensyntagen til den ved
Siden af Kvantiteten muligvis kan paavises i de
folkeligere Versformer, medens den i
Kunstpoesien saa godt som ingen Rolle spiller. I
Løbet af omtr. 2.—4. Aarh. e. Kr. udviskes
Kvalitetsforskellen ganske, først i ubetonede,
derefter ogsaa i betonede Stavelser; alle
Vokaler udtales nu med samme Kvantitet, kun for
de flestes Vedk. med forsk. Farve efter den
oprindelige Kvantitet, opr. ō f. Eks. som i dansk
Bonde, ŏ som i Konge, ī som i Sild, ĭ som i til
o. s. v. Det er klart, at dette, i Forbindelse med
aiidre Afslibninger, f. Eks. den fuldstændige
Forstummen af udlydende m (der allerede fra
gl Tid bar været meget svagt udtalt og ofte
findes udeladt i Skriften), i høj Grad maa
bidrage til at udviske Forskellen mellem en Rk.
Bøjningsformer (f. Eks. annum og anno) og
dermed at destruere væsentlige Dele af det
gl. Bøjningssystem.
I Ordforraadet indeholder L. meget
ejendommeligt, og lat. Etymologi frembyder i forsk.
Henseender særlige Vanskeligheder. At der
findes et ikke ringe Antal Laan, f. Eks. fra
Etruskisk, er utvivlsomt, naar henses til den
dybt indgribende Rolle, dette Element spillede
i Roms ældre Historie; men vi kan ikke
kontrollere dette, og kun faa udtrykkelige
Angivelser derom haves fra Oldtiden (f. Eks.
histrio, en Gøgler). Derimod er en Mængde gr.
Ord optagne til forsk. Tider, dels ad folkelig,
dels ad litterær ell. lærd Vej; de til den første
Gruppe hørende Ord viser mere ell. mindre
tydelig hen til den i Syditalien herskende
doriske Dialekt, f. Eks. mac(h)ina af dorisk
makhana, attisk mekhane, caduceus, Heroldstav,
af dorisk karykeion. (Litt.: Weise, »Die
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
