Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila / 497 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latin

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

griech. Wörter im Latein« [Leipz. 1882];
Saalfeld, »Thesaurus italograecus, Ausführl.
Wörterbuch d. griech. Lehn- u. Fremdwörter im
Latein« [Wien 1884]).

Skriften kom allerede tidlig til Romerne,
idet de optog det gr. Alfabet (jfr X, S. 214
ff.) i den Form, hvori dette i gl Tid brugtes af
Grækerne i Syditalien, særlig i Cumæ (f. Eks.
med Χ = ks, ikke med den opr. kun
østgræske, men senere fællesgræske Bet. kh), blot
med Udeladelse af de overflødige Tegn for de
i L. ikke forekommende Aspirater Θ th, Φ ph
og kh; disse optoges dog som Taltegn: ,
senere , L = 50, , senere forandret til
C, = 100, ell. , senere forandret til
M, = 1000 (ved Halvering af dette Tegn
dannede man atter , = 500). Det lat. Alfabet
omfattede da opr. flg. 20 (21?) Tegn: A B C D
E F (Z?) H I K L M N O P Q R S T V X. De
gr. Bogstavnavne optoges ikke, men
Bogstaverne synes altid at have været benævnede efter
samme Princip, som vi endnu bruger (C ge, ke,
H ha, K ka, V u). C er opr. det gr. Tegn for
g og synes i den allerældste Tid ogsaa
væsentlig kun at have været brugt i denne Bet.,
medens man for k havde Tegnene K og (kun foran
u) Q. Allerede meget tidlig anvendtes dog C,
uvist af hvilken Grund, ogsaa til at udtrykke k,
medens K (i Overensstemmelse med
Bogstavnavnet ka) indskrænkedes til at bruges foran
a, efterhaanden endog kun i visse bestemte
Ord. For at raade Bod paa denne Ulempe
dannedes i Beg. af 3. Aarh. f. Kr. ved en
vilkaarlig Differentiering af C det ny Tegn G, og dette
fik i Alfabetet sin Plads mellem F og H i St f.
det overflødige Z, der synes at have været
optaget i den ældste Form af Alfabetet, men
tidlig gik ud af Brug; først paa August’s Tid
blev, til Gengivelse af gr. Ord, Z atter optaget
tillige med Y, hvilke to Tegn nu fik deres
Plads allersidst i Alfabetet. Efter Indførelsen
af G brugtes C kun i Bet. af k, ogsaa foran
e og i; har der været nogen Forskel til Stede
mellem Udtalen af c i denne Stilling og i alle
»andre, kan den, i det mindste i dannet Tale,
kun have været meget ringe (f. Eks. som
mellem dansk kj og k); den i de romanske Sprog
optrædende Udtale af c foran e og i som tš
(Italiensk) ell. andre Former af Hvislelyd er i
ethvert Tilfælde først gennemført meget sent,
vistnok efter Oldtidens Slutning. Det gr. F v
optoges i det lat. Alfabet som Tegn for Lyden f
(i den maaske ældste lat. Indskrift udtrykkes
f dog ved FH), Derimod betegner V baade u og v,
og I baade i og j (den nu brugelige Forskel
mellem u, i som Vokaler og v, j som Konsonanter
er ganske moderne; et Forsøg, Kejser Claudius
gjorde paa at indføre et særligt Tegn for v, F,
trængte ikke igennem). Forsk. Forsøg blev i
Oldtiden gjorte paa i Skriften at adskille oe
lange Vokaler fra de korte; men intet af de
hertil benyttede Midler holdt sig ret længe ell.
vandt nogen alm. Anvendelse. Saaledes
indførte Digteren Accius (d. omtr. 100 f. Kr.) at
betegne Længden ved Fordobling af Vokalen
(aa, ee, uu; i St f. ii brugtes ei), et Middel, der
ganske alm. anvendtes i Oskisk, hvorfra han
vistnok har lært det. Eksempler herpaa træffes
spredt i Indskrifter fra Tiden mellem 132 og
omtr. 70 f. Kr., som aara, paastores, seedes,
uutei. Omtr. fra Sulla’s Tid bruges jævnlig et
langt I, højere end de øvrige Bogstaver, for
at udtrykke dels den lange Vokal ī, dels ogsaa
j (egl. ij) mellem to Vokaler, som vicus, culus
(heraf er i Kursivskrift fremgaaet det af i
forlængede j egl. = i). Fra omtr. 60 f. Kr. findes
ofte Længden af de øvrige Vokaler angivet ved
en over Bogstavet anbragt »Apex«, et
accentlignende Mærke af forsk. Form, f. Eks.
Rómâni, fécit, léx (heraf den i grammatiske
Arbejder som Længdetegn anvendte Streg over
Vokaltegnene). Disse sidste Midler træffes
endnu anvendte i Indskrifter fra den ældre
Kejsertid, men gaar derefter atter ud af alm. Brug.
Skriftens Retning er i de faa bevarede
allerældste Indskrifter fra højre til venstre eller
(Indskriften fra Forum, se ndf.) skiftende for
hver Linie (»bustrofedon«), derefter
udelukkende fra venstre til højre.

Hvad angaar L.*s alm. ydre Historie
som Tale- og Skriftsprog, da træder det os,
sammenlignet med Græsk, først forholdsvis sent
i Møde i en fyldigere Udvikling. En vis
Dyrkning synes Sproget dog allerede at have været
Genstand for ad mundtlig Vej, dels i Prosa
gennem Taler paa Forum o. l., dels i religiøse
ell. folkelige Digte af forsk. Art, affattede i
det gl., for alle italiske Sprog fælles saakaldte
saturniske Versemaal ell. i friere Former;
enkelte saadanne carmina, Bønner, Besværgelser
o. l., er opbevarede i senere Optegnelser, men
formodentlig lempede i Formen og til Dels stærkt
forvanskede. Imidlertid omtales ogsaa gamle
skriftlige Optegnelser, f. Eks. Traktater, de 12
Tavlers Love (hvoraf kun tilfældige Citater er
opbevarede i Litteraturen) o. a. De for os
vigtigste Sprogmindesmærker er Indskrifter, af
hvilke der haves adskillige fra den førlitterære
Periode. De ældste af disse antages at gaa
tilbage til 6. ell. 5. Aarh. f. Kr., saaledes
Indskriften paa en Guldfibula fra Præneste (hvis
Dialekt for øvrigt i den ældre Tid ofte
fremhæves som noget afvigende fra Sproget i Rom):
Manios med fhefhaked Numasioi (= Manius
me fecit Numerio; om FH, se ovf.), ell. den
desto værre meget defekte Indskrift paa en
1899 paa Forum i Rom funden Stele, hvor kun
enkelte Ord er fuldt sikre, som quoi = klassisk
qui, recei = regi, kalatorem, iouxmenta =
jumenta, maaske iouestod = justo. Fra Slutn.
af den førlitterære Periode stammer f. Eks.
Gravskriften (i saturniske Vers) over L. Scipio,
Barbatus’ Søn, Konsul 259 f. Kr.: honc oino
ploirume cosentiont R[omani] duonoro optumo
fuise viro, Luciom Scipione; filios Barbati
consol, censor, aidilis hic fuet a[pud vos], o. s. v.
(= hunc unum plurimi consentiunt Romani
bonorum optimum filisse virum, Lucium
Scipionem; filius B. consul, c., aedilis hic fuit apud
vos).

Omtr. 240 f. Kr. begynder en lat. Litteratur
under meget stærk Indflydelse fra den gr. baade
i Indhold og Form. Hos de ældste Digtere er
Sproget endnu stift og gammeldags, med ikke
faa Spor af ældre Lyd- og Bøjningsformer
og med mange Ord, som senere gik af Brug

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>