Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i et vist Traktement. For Børn af Lavsmestre
samt for andre, der ved Ægteskab, f. Eks.
Giftermaal med en Mesterenke, traadte ind i L.,
blev Udgifterne ved Optagelsen endog som
Regel nedsatte. Først med Haandværkerstandens
Forøgelse og den deraf flg. Konkurrence
fremkom der Ønsker om at indskrænke Adgangen
saa meget som muligt. Dette opnaaedes først
og fremmest ved at forhøje
Indtrædelsespengene, ved at forlange visse nærmere
Betingelser opfyldte — f. Eks. længere Læretid o. s. v.
— samt endelig ved at fordre en Prøve aflagt
paa Vedk.’s Duelighed. Hvad Styrelsesformen
angaar, saa forestodes L.’s Anliggender af en
Oldermand med een ell. to Lavsmedlemmer
(Stolsbrødre) ved sin Side. Beslutninger
vedrørende L. foretoges paa Lavsforsamlingerne,
hvoraf der i Reglen holdtes 4 om Aaret, og
som skulde overværes af samtlige Medlemmer.
Formelt havde Byens Raad Magt til at omstøde
tagne Beslutninger og sikrede sig som oftest
sin Indflydelse ved at lade Forsamlingerne
overvære af et af sine Medlemmer (Bisidder).
Øvrighedens Hovedopgave med Opsynet over
L. var Varetagelsen af Forbrugernes Interesser.
Den ytrer sig paa forsk. Maade, i Forskrifter
om Godheden af Varerne, Regulering af
Priserne o. s. v. Men ved Siden af Omsorgen for
Forbrugerne kom ogsaa, efter hele Fortidens
Samfundssyn, Øvrighedens Pligt til at tage sig
af Producenternes Vel. Enhver Samfundsborger
havde Krav paa et anstændigt Underhold, og
det var de Styrendes Pligt at ordne alt
saaledes, at ingen blev forurettet.
Hovedsætningen i Datidens Næringslovgivning: »Enhver
skal nære sig af sit Embede« var imidlertid ikke
tilstrækkelig. Det var ikke nok at give
Producenten Eneret til at udøve sin Haandtering;
det maatte ogsaa paases, at alle inden for det
enkelte L. holdtes paa omtrent samme
økonomiske Niveau, at Produktionsomkostninger
og Afsætningsvilkaar blev nogenlunde ens for
alle. Man begrænsede Længden af
Arbejdstiden, Størrelsen af hans Medhjælp, foreskrev
Pligt for den Enkelte til at gøre sine Fæller
delagtige i sine Indkøb af Raamateriale. Der
sattes strenge Bøder for at tage Kunder fra
hverandre ell. at tilvende sig en Fælles
Medhjælp. Endelig reguleredes Lærlinge- og
Svendeforholdet. Ingen kunde indskrives som
Lærling, medmindre han var ægtefødt. Var dette
godtgjort, begyndte en Prøvetid fra 2—4 Uger,
efter hvis Forløb enhver af Parterne kunde
træde tilbage. Blev Forholdet imidlertid
fortsat, indførtes Lærlingens Navn i L.’s Protokol,
og der betaltes en mindre Afgift. Læretiden var
forsk., den veksler fra 3—7 Aar. Var denne
overstaaet, »løsgaves« Lærlingen og optoges
under Iagttagelse af visse Højtideligheder i
Svendenes L. Herpaa fulgte Vandringen, hvis
Varighed var noget forsk. for de forsk. Fag, i
Reglen dog ikke over 3 Aar.
Det ligger i Sagens Natur, at alle disse
Bestemmelser ikke gennemførtes paa een Gang.
Lavsvæsenet var i stadig Udvikling, og denne
var for Danmarks Vedk. næppe endt før i
første Halvdel af 17. Aarh. I denne Periode
indførtes fra Tyskland de der gældende
Lavsregler, den saakaldte »Handwerksgewohnheit« ell.
»Handwerksgebrauch«, hvis Overholdelse
paasaas med stor Strenghed af Haandværkerne
selv. Dette gælder navnlig Iagttagelsen af de
forsk. Lavsceremonier, saaledes
Optagelsesnøjtidelighederne i Svendelavene (f. Eks.
Behøvling hos Snedkerne, Kroning hos Felberederne,
Postulering hos Bogtrykkerne o. s. v.),
Fremsigelse af L.’s »Gruss« i den rette Form m, m.
Fra Øvrighedens Side blev der vel gjort, hvad
der var muligt for at forhindre disse »selvgjorte
Vedtægter«, men forgæves. Det var nødvendigt
at iagttage dem, hvis man vilde sikre sig
Tilgang af fremmed Arbejdskraft ell. gøre det
muligt for danske Svende at faa Arbejde i
Tyskland.
Ogsaa paa andre Omraader var Øvrigheden
uheldig i sin Optræden mod L. Man kunde ikke
forhindre, at disse misbrugte deres Eneret og
skruede Priserne op ell. leverede daarligt
Arbejde, samt paa mange Maader holdt L.
lukkede for ny Tilgang. For de lokale Øvrigheder
i Købstæderne (Borgemester og Raad) glippede
Opgaven ganske og er vel for øvrigt heller
ikke altid taget helt alvorligt. Det blev den fra
16. Aarh. fremvoksende, stadig stærkere
Kongemagt, der maatte tage sig af dette Forhold.
Der gjordes ogsaa i Løbet af 16. Aarh. forsk.
Tilløb til at faa Bugt med L. Der forsøgtes
endog en Ophævelse af Lavstvangen, men alt
forgæves. Det samme gælder Christian IV’s
Forsøg. Ogsaa denne Konge maatte, efter at
have ophævet L. 1613, faa Aar efter indføre
dem paa ny. I de flg. Aar maatte man endog
mere ell. mindre stiltiende finde sig i, at de
tyske Lavsskikke fik fuldstændig Indpas. Først
efter Enevældens Indførsel fik Kongemagten
større Indflydelse paa L. I de alm.
Forordninger om L. af 1682 gives der Regler for alle L.
i Alm., og hver enkelt L.’s Rettigheder
fastsættes i særlige af Kongen udstedte Artikler,
der dog i Hovedsagen var fuldstændig ens for
alle L. Hermed var de enkelte L.’s
Individualitet brudt, og om end man endnu i nogen Tid
føjede sig efter de gl. Skikke, havde man dog
Haand i Hanke med L. Selve Grundlaget for
L.’s Bestaaen, dets Eneret, blev dog stadig
anset for nødvendigt for at sikre Haandværkeren
den Ernæring, han som Samfundsborger kunde
forlange, at Staten garanterede ham. Ja, man
anerkendte endog udtrykkelig L.’s Ret til at
optræde som Politimyndighed og forfølge dem,
der gjorde Indgreb i deres Rettigheder
(Fuskere og Bønhaser).
Med 18. Aarh. begynder der imidlertid saa
smaat at gøre sig et andet Syn gældende paa
Lavsvæsenet. Der brydes fl. og fl. Brecher i
den Mur, der tidligere havde værnet L. Flere
og flere, især Soldater og Matroser, faar efter
udtrykkelig Privilegium Lov til at arbejde uden
at være Lavsmedlem, alt dog ud fra det gamle
Synspunkt, Statens Pligt til at skaffe Landets
Børn Ernæring. Først i Midten af 18. Aarh.
gør endelig de friere Strømninger sig gældende,
der opstod med Fysiokratismen. Den fri
Konkurrence anerkendes, og Lavsvæsenet bliver
Genstand for en indgaaende Kritik, især af den
kendte Generalprokurør Stampe, der i sine
»Erklæringer« udtalte sig overordentlig skarpt
mod L. Stærkere og stærkere blev Stemningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
