Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lefébure-Wély - Lefebvre, Charles Victor Eugène - Lefebvre, Hippolyte - Lefebvre, Jules Joseph - Lefèbvre, Pierre François Joseph - Lefèvre, André - Lefèvre, Jules
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Paris og bekendt som en udmærket
Improvisator paa Orgel. Hans Kompositioner, der
omfatter de fleste af Musikkens Genrer: Opera,
Symfoni, Kantate, Messer, Sange,
Klaverstykker, er, med Undtagelse af nogen Salonmusik,
ikke kendte uden for Frankrig.
W. B.
Lefebvre [lö’fæ.vr], Charles Victor
Eugène, fr. Maler, f. Oktbr 1805 i Paris, d.
1882, var Elev af Gros og Abel de Pujol og fik
gennem dem Tilslutning til den David’ske Skole,
hvis Overlevering L.’s Kunst førte op til
Nutiden. Hahs første betydeligere Værk var
»Fangen fra Chillon« (1827). Senere har han bl. m.
a. udført »Ung Bakkantinde« (Mus. i Lille),
»Den nedstyrtede Satan« (Mus. i Nimes),
»Amfitrite’s Triumf« (1857), »D. hell. Ludvig lander
i Damiette« (1859). Bl. hans mange Portrætter
kan nævnes Jules Favre’s. For Kirken St Louis
en l’Ile i Paris malede han fl. Vægbilleder.
A. Hk.
Lefebvre [lö’fæ.vrj, Hippolyte, fransk
Billedhugger, f. 1863 i Lille. L., der 1892 fik
Rom-Prisen, har bl. a. skabt »Niobe« (1898),
den skønne Marmorgruppe »De unge blinde«
(Hædersmedaille paa Salonen 1902, Luxembourg
Mus.), »Eva« (1905), »Vinter« (1906) og
»Sangen« (1907).
A. Hk.
Lefebvre [lö-fæ.vr], Jules Joseph, fr.
Maler, f. 14. Marts 1836 i Tournan (Dept.
Seine-et-Marne), d. 1912. Han er udgaaet fra École
des beaux-arts i Paris (under Cogniet) og fik
Rom-Prisen 1861 for »Priamos’ Død«. I Rom
udførte han en Del Arbejder, der dog ikke
samlede stærk Opmærksomhed om sig (»Ung
Mand, der maler den tragiske Maske« Mus. i
Auxerre], »Caritas«, »Nymfe og Bacchus«). Først
efter Hjemkomsten til Paris brød han igennem,
men da ogsaa saa afgørende, især ved
»Hvilende nøgen Kvindeskikkelse« (1868, købt af
A. Dumas) og Hovedværket »Sandheden«
(1870, Luxembourg-Mus.), at han for
Bevidstheden kom op i Linie med Landets store
Malere. I »Sandheden«, en nøgen Kvindeskikkelse,
som holder et Spejl op over sig, viser L.’s
Kunnen og Ejendommelighed sig vistnok
stærkest: en fin og præcis Liniestil, en effektfuld,
men just ikke altid naturtro,
Elfenbenshaardhed i Gengivelsen af det nøgne Kvindelegeme,
hvis Skønhedsideal for L., i Pagt med 2.
Kejserdømmes Smag, mere er det
bevidst-yndefulde og beregnede end det naive. Af L.’s
senere Værker kan nævnes »Chloë« (1875),
»Drømmen«, »Mignon«, »Pensierosa«, »La
Fiametta« (fra Boccaccio), det populære, figurrige
»Diana med Nymfer overrasket under Badning«
(1879), »Lady Godiva’s Ridt« (1890), »Evadatter«
(1892). Adskillige af L.’s Arbejder findes nu i
Museer, som »Cimon og Pero« (1864, Melun),
»Den Leende« (i Amiens). L. har ogsaa malet
adskillige Portrætter (bl. a. Kejserprinsen
[1874]) samt raderet en halv Snes Blade.
(Litt.: G. Haller, Nos grands peintres [J.
J. L. o. a.] [Paris 1899]).
A. Hk.
Lefèbvre [lö’fæ.vr], Pierre François
Joseph, Hertug af Danzig, Marskal af
Frankrig, f. 1755 i Alsace af fattige Forældre, d. i
Paris 1820. Som Sergent i et parisisk
Garderegiment levede han ganske ubemærket indtil
Revolutionen. Han gjorde sig da fordelagtig
bemærket ved forsk. Lejligheder og blev 1793
sendt til Mosel-Hæren. Her avancerede han i
faa Maaneder fra Kaptajn til Divisionsgeneral
og udmærkede sig særlig ved Fleurus 1794.
Efter General Hoche’s Død 1798 førte han
Befalingen over dennes Hær, men han forflyttedes
kort efter til Donau-Hæren. Han blev saaret
ved Stokach (Marts 1799), ved hvilken Lejlighed
han fik Lov til at vende tilbage til Frankrig,
hvor han var bl. Bonaparte’s trofasteste
Støtter under Statskuppet 18. Brumaire. Som Tak
for hans Virksomhed ved denne Lejlighed
udnævntes L. 1800 til Senator, og 1804 hørte han
til de 18 første Generaler, som Napoleon
udnævnte til Marskal af Frankrig. Ved Jena (1806)
førte han den kejserlige Garde, og efter Eylau
betroedes der ham det Hverv at belejre
Danzig. L. tvang Danzig til Overgivelse allerede
24. Maj 1807, hvilket skaffede ham hans
Hertugtitel. I Spidsen for den kejserlige Garde
kæmpede han med stor Dygtighed først i
Spanien 1808, derefter ved Wagram 1809, i Rusland
1812 og endelig i Felttogene 1813 og 1814. Efter
Ludvig XVIII’s Genindsættelse udnævntes L. af
denne til Pair af Frankrig, hvilken Titel
Napoleon paa ny skænkede ham under de 100 Dage.
Efter Waterloo blev han udelukket af
Pairskamret, men han blev benaadet allerede 1819.
L. manglede ganske alm. Dannelse og gjorde
ligesom sin udmærkede Ægtefælle, den kendte
»Madame Sans-Gêne«, intet for at skaffe sig
den, men han var en modig og dygtig Soldat,
der havde en særlig Evne til at vinde sine
Undergivne og til at holde god Disciplin.
(A. T. L.). E. C.
Lefèvre [lö’fæ.vr], André, fr. Forf., f. 1834,
var under det andet Kejserdømme ansat ved
det kejserlige Arkiv, var Medarbejder ved
Bordier og Charton’s Histoire de France par les
monuments, besørgede i adskillige Aar
Kritikken i L’Illustration og var med til at stifte
Tidsskrifterne La libre pensée og La pensée
nouvelle. L. har udgivet et Par Digtsamlinger:
La flûte de Pan (1861) og La lyre intime (1865)
og leveret fortræffelige Oversættelser af Vergil
(Les Bucoliques, 1866) og Kalidasa (Le nuage
messager, s. A.), samt af Lucretius (1876). Af
hans øvrige Værker kan nævnes: Les
merveilles de l’architecture (1865), Les parcs et les
jardins (1867), L’épopée terrestre (1868), Les
finances particulières de Napoléon III (1873),
Religions et mythologies comparées (1877),
L’homme à travers les âges (1880), Histoire de
la Ligue d’union républicaine des droits de Paris
(1881) o. s. v.
S. Ms.
Lefèvre [lö’fæ.vr], Jules, kaldet L.-Deumier,
fr. Digter (1797—1857), efterlignede i sine første
Digte Soumet og nævnedes i den gryende
romantiske Bevægelse Side om Side med Victor
Hugo og Alfred de Vigny p. Gr. a. en
Digtsamling 1823, der indeholdt eet udmærket Digt Le
parricide. Desværre indfriede han ikke de store
Forventninger i de senere Digtsamlinger
Confidences (1833) og Le couvre-feu (1857). L. har
skrevet en Rk. Biografier af fr. og udenlandske
Berømtheder, deriblandt Oehlenschläger, le
poète national du Danemark (1854). Efter
Februarrevolutionen sluttede han sig ivrig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
