Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lenard, Philipp Eduard Anton - Lenartowicz, Teofil - Lenau, Nicolaus - Lenbach, Franz von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Luft gennem et lille Vindue af tyndt
Aluminiumfolie i Udladningsrøret, hvorved han blev i
Stand til at undersøge deres Absorption,
Ionisering af Luften, magnetiske og elektriske
Afbøjning o. a. Virkninger. Katodestraaler i fri
Luft kaldes derfor ofte L.-Straaler. 1899
paaviste han, at Katodestraaler kan udløses af
Metaller ved Bestraaling med ultraviolet Lys.
For sine Arbejder over Katodestraaler modtog
han 1896 Rumford-Medaillen og 1905
Nobel-Prisen i Fysik. En sammenfattende
Fremstilling af disse Undersøgelser har L. givet i sit
Nobel-Foredrag, udg. 1906 under Titlen: »Ueber
Kathodenstrahlen«, en sammenfattende.
Fremstilling af sine senere Undersøgelser over
samme Emne i »Quantitatives über
Kathodenstrahlen aller Geschwindigkeiten« (1918). I en lang
Række Undersøgelser til Dels sammen med
Elever og Medarbejdere har L. indgaaende
beskæftiget sig med Fosforescensfænomenet, som han
har bidraget meget til at klare. Saaledes
naaede L. og V. Klatt 1904 til at sikre
Fremstillingsmaader af fosforescerende Legemer, og L.
og S. Sæland gav 1909 eksperimentelt Bevis for
Sammenhængen mellem
Fosforescensfremkaldelse og lyselektrisk Virkning. Af L.’s andre
Arbejder kan nævnes Paavisningen af, at Luft
ioniseres af de yderste ultraviolette Straaler
(1900), og Undersøgelse af Flammers
Ledningsevne (1902). I de senere Aar har L. vendt sig
polemisk mod Einstein’s Relativitetsteori og
har mod denne skrevet: »Ueber
Relativitätsprinzip, Äther, Gravitation« (1918).
De fleste af L.’s Arbejder findes i »Annalen
der Physik«. Foruden de allerede anførte
særskilt udgivne Arbejder har L. udg.: »Äther
und Materie, Vortrag«, 2. Opl. (1911), »England
und Deutschland zur Zeit des groszen Krieges«
(1914), »Probleme komplexer Molekule« (1919),
»Ueber Äther und Uräther« (1922). Endvidere
har L., der var Assistent hos Heinrich Hertz i
Bonn, udg. dennes efterladte Arbejde: »Die
Prinzipien der Mechanik« (1894) og
»Gesammelte Werke« (1895).
E. S. J.
Lenartowicz [lænar’tåvit∫], Teofil, polsk
lyrisk Digter (og Billedhugger), f. 1822, d. 1893
i Firenze, opgav 1848 sit jur. Studium, forlod
sit Hjemland og tog Bolig i Italien. I Bologna
holdt han en Tid Forelæsninger over polsk
Litt. Hans Hustru var Malerinden Zofja
Szymanowska. Hans Digte udkom i forsk.
Samlinger (Lirenka [»Lyren«] 1851; Nowa lirenka
[»Den ny Lyre«] 1857; Poezje [»Digte«] 1863).
Den Følelse, som stærkest træder frem i L.’s
smukke og velklingende Digte, er
Fædrelandskærligheden, det polske Folks dybe Smerte og
faste Haab; hertil slutter sig ofte religiøse Motiver
(f. Eks. Hymner til Jomfru Maria). Samlingen
Album włoskie (»Italiensk Album«, 1863)
indeholder Indtryk fra Italien. Samlede Udgaver
ell. Udvalg af L.’s Digte er udkomne dels i hans
Levetid, dels efter hans Død, saaledes i
Lemberg 1895.
(Hlg. P.). H. C-e.
Lenau [’le.na^u], Nicolaus, se Niembsch,
N. F.
Lenbach [’le.nbak], Franz von, tysk
Portrætmaler, f. 13. Decbr 1836 i
Schrobenhausen (Øvre Bayern), d. 6. Maj 1904 i München.
Han arbejdede under Piloty i München, og hans
første større Arbejde »Bønder flygter under
Uvejret til Kapellet« er interessant, men
Piloty’sk og opstillet i Arrangementet; ogsaa det i
Rom 1858
malede »Titus-Buen« (Mus. i
Pressburg)
hører vel
nærmest til
samme Retning,
men viste dog
en
ejendommelig
Kunstnerpersonlighed. 1860
malede han »En
Hyrdedreng«
(Schack’s Gal.
i München).
Paa denne
Tid blev han
Lærer ved
Kunstskolen
i Weimar
og sluttede her nøje Venskab med Böcklin og
R. Begas; men ligesom disse følte han hurtig
Lede ved det akademiske Liv der og arbejdede
fremtidig uafhængig. Grev Schack’s Mæcenat
fik dog indgribende Bet. for ham; for Schack
rejste han til Italien (senere til Spanien) for
at kopiere ældre Kunst, en Opgave, han løste
aldeles fortrinlig. Hurtig samlede L. sig helt
om Portrætfaget, som han dyrkede under et
3-aarigt Ophold i Wien (1872—74), senere i
München. Som Portrætmaler indtager L. en ret
enestaaende Stilling i moderne Kunst. Hans Farve
er hentet fra disse ældre Maleres Palet, som
han under sine Kopieringsarbejder nøje havde
studeret. Allerede hans først udstillede Portræt,
malet i Rembrandt’sk Clairobskur, havde vakt
betydelig Opsigt. Nu var det især Tizian, der
drog ham, endvidere Giorgione. Rubens m. fl.
Hans Farvegivning er for saa vidt eklektisk,
men han har levet sig saa nøje ind i de store
Mestres Kolorit, at denne L.’s lidt kunstlede
maleriske Dragt falder nogenlunde naturlig og
uaffekteret. Subjektiviteten er hans Kunsts
Karaktermærke. Han koncentrerer al
Opmærksomhed paa det fysiognomiske, lader derfor
Lyset falde hen over Hovedet, særlig Øjnene,
alt andet er Biting og behandles ret flygtigt.
Det er en stor Mængde fremragende Mennesker,
L. efterhaanden har haft Lejlighed til at male;
Moltke, Gladstone, Pave Leo, Döllinger, men
først og fremmest Bismarck. Han har malet
ham i alle mulige Situationer, som
repræsentativ Figur og i Hjemmehyggen; snart har
man ham næsten bulbideragtig med de store
Øjne og de mægtige Bryn, snart mere aandig og
storslaaet med frygtindgydende Blik, men altid
imposant. Han har fl. Gange malet Kejser
Vilhelm I (Potsdam, Mus. i Leipzig), endvidere
Fr. Josef, Kronprins Friedrich, P. Heyse, H.
v. Helmholtz, Böcklin, Wagner. Liszt, H. von
Bülow o. m. a. Naar han fremstiller Kvinder
og Børn, ændrer han ofte det tungere Malesæt
og maler i lysere, lettere Farver, gerne à la
 |
| F. Lenbach. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
