Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lenbach, Franz von - Lenclos, Anne - Lendemand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
von Dyck. Værker af L. ses i de fleste tyske
Galerier, Mus. i Zürich, i Fürstenberg’s Galeri
i Göteborg o. s. v. Paa den internationale
Udstilling i Kbhvn 1897 var L. repræsenteret bl.
a. med »Kunstneren og hans Datter« og et
Portræt af Bjørnstjerne Bjørnson. I Sthlm’s
Nationalmus. Portr. af Arkitekten L. Gedon og
Teologen I. v. Döllinger; Portr. i Kunstmus. i
Kbhvn. (Litt.: F. Pecht, »Deutsche
Künstler d. neunzehnt. Jahrh.«, II, S. 110 ff.
[Nördlingen 1879]; Grev Schack, »Meine
Gemäldesamlung« [1881]; W. Wyl, »F. v. L.« i
»Erzählungen aus seinem Leben« i »Deutsche
Revue« [1897]; A. Rosenberg, »L.« [1898, 4.
Opl. Bielefeld 1906]; W. Wyl, »F. v. L.,
»Gesprache und Erinnerungen« [Stuttgart 1907]).
A. Hk.
Lenclos [lã’klo], Anne, kaldet Ninon de,
f. 1620, d. 17. Oktbr 1705. Hun var Datter af en
fr. Adelsmand og modtog i sit Hjem en
betydelig litterær og selskabelig Dannelse. Kendt
er hun blevet ved sine talrige
Kærlighedseventyr. Allerede 17 Aar gl flygtede hun hjemme
fra, og hun tilbragte siden sit Liv i en Række
kortvarige Forbindelser med forskellige Mænd;
Condè, la Rochefoucauld, Saint Evremond o. fl.
andre af Tidens kendte Mænd nævnes bl. dem.
I Paris holdt hun en elegant Salon, hvor en Stor
Del af det fornemme Selskab samledes om
hende, men som skilte sig fra de fleste andre af
Tidens Saloner ved sin lettere Tone. Hendes
Correspondance authentique er udg. 1886.
P. M.
Lendemand ell., som Ordet hidtil meget
ukorrekt er blevet skrevet, Lendermand,
er en Gengivelse af oldn. lendr maðr, ɔ: en
med »Land« ɔ: Jordegods (af Kongen) udstyret
Mand. Som norsk Værdighedsbetegnelse er
Titlen i det seneste kommet i Anvendelse i 10.
Aarh., men gaar maaske, om end ikke i det
officielle Sprog, tilbage til Harald Haarfagre’s
Ordning af det norske Riges Administration,
idet det efterhaanden har afløst det
oprindeligere, om ældre Samfundstilstande mindende
Ord »Herse«. Harald tillagde nemlig et større
Antal Mænd af anseligere Ætter, der sluttede
sig til ham, Myndighed som Rettens. Ordenens
og Kongemagtens Haandhævere ud over
Bygderne, uden dog at give deres
Funktionsomraader bestemte Grænser anderledes, end at de
flere, der boede i eet og samme Fylke,
fortrinsvis skulde virke — alene og i Fællesskab —
inden for dette. Som Godtgørelse for de med
Stillingen forbundne Udgifter fik de Afgifterne
af visse Gaarde, tilhørende Kongedømmet og
brugte af Leilændinger; heraf Benævnelsen. I
senere Tid gjaldt det, at en L.’s Indtægt af
saadant Krongods burde udgøre 15 Mark Sølv
(svarende til omtr. 510 Kr i Nutidens Mønt, men
med den mangedobbelte Købeværdi). I Reglen
var de imidlertid tillige personlige Ejere af
betydeligt Jordegods, hvorfor de og deres
»lendbaarne«. Ætter tilsammen dannede et over hele
Landet udbredt Godsejer-, Rangs- og
Fødselsaristokrati, hvis sociale Anseelse og politiske
Indflydelse var saa meget større, som Stillingen
i visse Henseender fortsatte det lokale
Høvdingedømme, der havde været det ledende rundt
om i Herrederne før Rigets Samling. For
øvrigt holdt Stormændene sig heller ikke for gode
til at deltage i Landets Næringsvæsen; navnlig
synes de at hate været økonomisk interesserede
i Fiskerierne, Skibsfarten og Handelen med
Fisk og Skindvarer. Til Opretholdelsen af
Ætternes Anseelse bidrog det endelig stærkt, at
L.’s Værdighed faktisk, om just ikke strengt
retlig, var arvelig, hvilket de gl. Love
udtrykkelig forudsætter. Som oftest indehavde dog blot
et enkelt Medlem af een og samme Familie
Værdigheden; men ogsaa fra denne Regel gaves
der til Fordel for Ætter, der stod i høj Yndest
hos Kongerne, adskillige Undtagelser. — L.’s
Funktioner var dels militære, dels
administrative. De havde hver at stille et vist Antal
(mindst 20) rustede Mænd til Kongens Tjeneste,
ligesom de personlig, i Kraft af Haandslag og
særskilt Troskabsed, tilhørte hans Hird. Inden
for Hirden havde de Rang og Sæde blandt
»Hirdstyrerne«; men i Fredstid var deres Pligt
til at opholde sig hos Kongen indskrænket til
visse Lejligheder, navnlig naar Kongen indfandt
sig i den Landsdel, hvor de hørte hjemme. I
deres Hjemstavn, hvor deres personlige
Nærværelse i Alm. ansaas saa paakrævet, at de ikke
engang paa de store Lagting havde Ret til at
møde frem alle paa een Gang, forestod de paa
Mandtals- og Vaabentingene Bøndernes
Udskrivning, paasaa Vaabnenes Brugbarhed og
Ledingsskibenes tilbørlige Udrustning og
Opbevarelse; i Krigstilfælde sørgede de for
Budstikkens hurtige Befordring og
Ledingsmandskabets Fremmode, hvorhos de selv med deres
»Huskarle« havde at ile til Kongen, som da
gerne overdrog dem et ell. andet vigtigere
Befal. I Fredstid var de deres Landsdels
øverste Politi; ved Hjælp af deres væbnede
Huskarle beskyttede de Bygderne mod Tyve og
Ransmænd, lod Forbrydelser paatale og
Henrettelser eksekvere. Paa Herredstingene burde
de regelmæssig indfinde sig og ligeledes, med
den ovenn. Begrænsning, paa Lagtingene.
Derhos havde de ell. andre kgl. Embedsmænd at
opnævne de enkelte Herreders Deputerede til
Lagtinget. Derimod havde de, i hvert Fald i
senere Tid, i Egenskab af L. intet med at
indkassere Straffebøder ell. i det hele egl.
finansielle Forretninger, medmindre Kongen, hvad
dog vistnok hyppig skete, tillige betroede dem
en »Syssel« (se Sysselmand). Overhovedet
var Lendemandsstillingen mere en høj
Værdighed end et Embede, og L. mere Høvding og
Magnat end Statsfunktionær i snævrere
Forstand. Saa meget større var den politiske
Indflydelse, L. udøvede. Da de paa den ene Side
besad Kongens, paa den anden Tingalmuens
Tillid, blev de i Virkeligheden Ledere og
Bærere af Landets offentlige Mening og ved Siden
af Kongedømmet det bindende Ferment, der
sammenholdt Riget som statsretlig og
national Enhed. Hertil bidrog ikke mindst, at
Lendemandsætterne ved indbyrdes Ægteskaber og
deraf flydende Arvedelinger erhvervede sig
Jordegods og fik økonomiske ell. personlige
Interesser at varetage paa de forskelligste Kanter
af Landet. Ligeledes udvidedes deres politiske
Syn ved Indgaaelse af talrige
Slægtskabsforbindelser med selve Kongehuset; ja ogsaa med de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
