Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leopardi, Alessandro - Leopardi, Giacomo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leopardi (-do), Alessandro (kaldet
del Cavallo), ital. Billedhugger og
Bygmester i Venedig, d. 1522. L. var en Tid ansat
som Mester ved Mønten (Zeccaen) i Venedig.
Et af hans tidligste Arbejder er
Marmorsokkelen med Bronzefrise til Verrochio’s
Colleoni-Monument (han støbte og ciselerede ogsaa selve
Statuen), der viser hans fine dekorative Sans.
Medens de 3 skønne kandelaberagtige
Flagholdere af Bronze paa Marcus-Pladsen (1500—05)
helt og holdent er hans eget Værk, maa han
dele Æren med Brødrene A. og T. Lombardi
for Udsmykningen af det skønne Monument
for Doge Vendramin i S. Giovanni e Paolo og
Zeno-Gravmælet i S. Marco. Figuren Thomas
paa Gravmælet over P. Bernardo i
Frari-Kirken tilskrives ogsaa L. L. repræsenterer
sammen med sine Arbejdsfæller ved ovenn.
Kunstværker Højdepunktet for venetiansk
Renaissanceskulptur, en skønhedsbaaren, dekorativt
anlagt Kunst, der er kendelig paavirket af gr.
Plastik. Af hans arkitektoniske Arbejder kan
nævnes Giustina-Kirken i Padua, der skyldes
A. Riccio og ham.
A. Hk.
Leopardi, Giacomo, italiensk Digter, f. i
Recanati 29. Juni 1798, d. i Neapel 24. Juni
1837. Han tilhørte en gl adelig klerikalsindet
Slægt. Faderen, Monaldo, var en meget
konservativ Natur, en stor
Bogven og
Forf. til en
Mængde Skr,
der dog var
uden blivende
Værd.
Moderen, Adelaide
Antici, der
ligeledes hørte
til en af Byen
Recanatis
ældste
Patricierfamilier, var
en helstøbt
Karakter, der
ved sin
økonomiske
Dygtighed bragte
Familiens
daarlige Finanser paa Fode; en ivrig Katolik, men
en kold og herskesyg Natur, ganske blottet for
Evne til at danne et Hjem for Mand og Børn.
Giacomo voksede op sammen med sine yngre
Søskende, Carlo og Paolina, og de 3 Børn
sluttede fra Barndommen af et trofast Venskab og
et Forbund mod Moderens Tyranni.
Forældrenes Ønske var, at Giacomo skulde slaa ind paa
den præstelige Løbebane, og hans første
Undervisning blev ogsaa ledet af Præster med
dette Formaal for Øje. Dog allerede i sit 10.
Aar kastede Drengen sig ind i selvstændige
Studier. Monaldo ejede et stort Bibliotek, og
her studerede Giacomo lat. Kirkefædre, Græsk
og Hebraisk. Som 11-aarig skrev han et lille
Digt og en Tragedie, Pompeo in Egitto, og
overs. Horats’ Ars poetica paa Ottaverim. 15
Aar gl skrev han en stor lærd Afh., Storia del
l’astronomia dalla sua origine fino all’anno 1811,
ganske uoriginal, men vidnende om en uhyre
Belæsthed. I Løbet af de flg. Aar kommer fl.
store lærde Afh., 1815 Saggio sopra gli errori
popolari degli antichi og Orazione politica a
gl’ltaliani, den første en Apoteose til
Kristendommen og et Angreb paa Filosofien, særlig de
fr. Oplysningsfilosofier, den anden et stærkt
Angreb paa Murat, der i et Opraab 1815 havde
opfordret Italienerne til at rejse sig til Kamp
for Frihed og Enhed. Begge giver interessante
Udtryk for hans religiøse og politiske
Anskuelser paa den Tid. Den megen Stillesidden og
Overanstrengelse var for meget for den i
Forvejen svage og i Barndommen rachitiske Dreng.
Allerede i 17 Aars Alderen viser de første
Symptomer sig paa den pinefulde Sygdom og
Svækkelsestilstand, der gjorde L. til det
ulykkelige Menneske, han var, og bevirkede, at der
gennem, alle hans Værker gaar en
Understrøm af den dybeste Pessimisme. Livet i
Recanati blev ham uudholdeligt, nu da han ikke
kunde arbejde som før. Han følte sig ensom,
ingen af Stedets unge Adelsmænd interesserede
ham. Han indleder en Korrespondance med
Samtidens to berømte Mænd, Digteren
Vincenzo Monti og den fritænkerske Filosof og
liberale Politiker Pietro Giordani, af hvilke
den sidste blev ham en Ven for Livet, og i
Brevene til hvem man har en af de bedste
Kilder til at lære L.’s Følelser og Tanker at
kende. Paavirket af Giordani, der besøgte ham
i Recanati, skifter han paa denne Tid politiske
Anskuelser, og samtidig fører Studiet af de fr.
Encyclopædister og af Locke’s Filosofi ham
bort fra hans kristne Barnetro. Man kender
ikke den L., der i Skrifterne fra 1811 havde
givet stærkt konservative Synspunkter Udtryk,
i den unge begejstrede Italiener, der i de
berømte Digte, All’ Italia og Sopra il monumento
di Dante (1818) opflammer sit Fædreland til at
rejse sig fra Fornedrelsen. Hans sørgelige
Helbredstilstand forværres stadig. Han længes
bort fra Recanati, men forhindres af
Forældrene i at rejse, og da det endelig lykkes ham
at komme til Rom, skuffer Opholdet ham der.
Han higer efter et Embede, efter en fast
Stilling, har tusinde Planer, men mangler Kræfter
til at realisere dem. Han pines ved sit
vanskabte Legeme, ved ikke at formaa at vække
Kærlighed hos en Kvinde. Gang paa Gang er
han forelsket, men skuffes stadig i sine
Forhaabninger. Til hans andre Lidelser kommer
pekuniære Vanskeligheder. En Tid arbejder
han for Forlæggeren Stella i Milano, giver
ogsaa Undervisning og modtager 1830 en
maanedlig Understøttelse af sine Venner. 1831
gjorde han i Firenze Bekendtskab med den unge
Neapolitaner Antonio Ranieri, der sammen med
sin unge Søster med den største Omhu plejede
den syge L., indtil han døde i Neapel 1837.
Han ligger begravet i Kirken San Vitale i den
lille Landsby Fuorigrotta uden for Neapel.
Det er som Lyriker, at L. nar skabt sig et
Navn, som vil leve gennem Tiderne, og aldrig
har Pessimismen fundet et stærkere, men
heller ikke et skønnere Udtryk, end den finder i
hans formsmukke Digte. Alle er prægede af de
Lidelser, han selv har gennemgaaet, fysisk og
 |
| G. Leopardi |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
