Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lessing, Gotthold Ephraim
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Virkelighed. Han efterlod kun spredte Brudstykker
af en Fortsættelse.
I Hamburg havde paa denne Tid nogle
Venner af den dramatiske Kunst efter
Tilskyndelse af Forfatteren Löwen besluttet at skabe
et fast tysk Teater, hvortil man tænkte sig at
knytte det Ackermann’ske Selskab, deriblandt
den berømte Eckhof. Det skulde være en
Mønsterscene. Man henvendte sig derfor til L. og
tilbød ham Pladsen som Direktør. Dette afslog
han bestemt, derimod modtog han et senere
Tilbud om Stillingen som Dramaturg; og efter
at have været i Hamburg og undersøgt
Forholdene følte han sig glad og tillidsfuld. I Berlin
udgav han nu »Minna von Barnhelm« (1767),
og efter at have ordnet alt til sin Flytning
rejste han til Hamburg. L.’s ny Virksomhed
skylder vi et af hans berømteste Værker,
»Hamburgische Dramaturgie«, fin og skarp Kritik af
varig Værd. Ham selv skabte denne
Virksomhed kun Ærgrelser, Skuffelser og Sorg over
fejlslagne Forhaabninger. Det gik her, som
Ordsproget siger om de mange Kokke: der
manglede en fast Overledelse. Velynderne
blandede sig i alt og vakte Utilfredshed og
Forvirring. Den snæversindede ortodokse Gejstlighed
med Sognepræst Göze i Spidsen fordømte
offentlig »den syndige Færd«. De hamburgske
Købmænd havde ikke rigtig Lyst til, naar de
hele Dagen havde spekuleret i Kaffe, Sukker
og Sildetønder, at gaa hen i et Teater, hvor
de skulde sidde og tænke over, hvad de saa
og hørte. Endelig følte Skuespillerne — med
Undtagelse af Eckhof — og især
Skuespillerinderne sig hævede over Ros og Dadel af en
Mand, som ikke selv var Skuespiller. Damerne
var ofte dydig indignerede og intrigerede saa
længe, til L. holdt op at kritisere deres
Præstationer. Lige saa tillidsfuld L. var i det første
Nr af Dramaturgien (22. Apr. 1767), lige saa
trøstesløst, men behersket, udtaler han sig om
Grundene til det uheldige Udfald i dens sidste
Nr (19. Apr. 1768), der udkom til Paaske 1769,
efter at det Ackermann’ske Selskab var rejst til
Hannover Decbr 1767, medens det »tyske
Nationalteater« havde set sig nødsaget til at
præsentere Balletter og Linedansere, ja endog fr.
Skuespillere for at trække Folk til Huset. I
Hamburg havde L. desuden betydeligt
Pengetab ved sin uheldige Boghandlerentreprise med
J. Bode; ogsaa en litterær Pennefejde
indvikledes han i. Prof., Geheimeraad Klotz i Halle
havde i en Afhandling om antikke Gemmer
været uforsigtig nok til at rette L. og desuden
angrebet hans dramaturgiske Virksomhed og
nogle af hans Venner. L. udøste nu (i »Briefe
antiquarischen Inhalts« [1768—69]) i
usædvanlig lidenskabelige Udtryk sin Vrede over den
ulykkelige Geheimeraad, der ikke var en
saadan Modstander voksen. I den i samme
Anledning skrevne Afhandling »Wie die Alten den
Tod gebildet haben« var L. igen den klare,
formfulde Æstetiker.
I Hamburg kom L. jævnlig i Huset hos en
Købmand König, til hvis Hustru han fattede
en stille, dyb Tilbøjelighed, og da König
pludselig døde i Venedig, tog L. sig ivrig af Enken
og Børnene. Fru König’s Taknemmelighed gik
snart over til en ømmere Følelse, men hun
afviste L.’s Bejlen, indtil hendes
Formuesforhold havde klaret sig og hun havde reddet
saa meget som muligt af sin Mands
udestaaende Fordringer. 1769 havde L. endelig faaet en
fast Ansættelse, som, skønt tarvelig, dog kunde
sikre hans Fremtid. Hertug Karl af
Braunschweig og hans Gemalinde, der optraadte som
den tyske Litteraturs og Videnskabs Beskyttere,
havde tilbudt L. Stillingen som Bibliotekar i
Wolfenbüttel med en Gage af 600 Thaler, og
han tiltraadte denne Apr. 1770. Her levede han
de første Par Aar ret behagelig, beskæftiget
med at undersøge Bibliotekets litterære Skatte.
Han saa engang imellem en ell. anden af sine
Venner, kom ogsaa af og til til Berlin ell. til
Hamburg og besøgte Fru Eva König, men følte
sig dog ensom. Han udfoldede en rig litterær
Virksomhed og udgav Skolastikeren
Berengarius Turonensis og den schlesiske Digter
Scultetus samt fuldendte sit andet berømte Drama
»Emilia Galotti«, der udkom 1772 og opførtes i
Braunschweig og samtidig i Berlin. Imidlertid
var L.’s Fader død, og ved at overtage dennes
Gæld havde han bragt sig selv i stor
Pengeforlegenhed; Fru Eva König, nu hans
Trolovede, var rejst til Wien for endelig at ordne
sine Pengeaffærer, og til alt dette kom
Sygelighed og en stærk Følelse af Forladthed, saa at
L. tilbragte nogle ret tunge Aar (1771—74).
Endelig syntes det at dages for ham:
Arveprinsen af Braunschweig lovede ham et
Professorat i Helmstedt og en Gageforbedring som
Bibliotekar, men det blev ved Løftet, og den
haardt skuffede Mand var til Tider paa
Banden af Fortvivlelse. Alligevel fortsatte han af
al Kraft sine Udgivelser af Bibliotekets Skatte:
»Beiträge zur Geschichte und Litteratur« (3
Bd, 1773). 1775 følte L. sig saa meget bedre,
at han samlede sine Kræfter til en større
Rejse, først til Berlin og Dresden, derfra
med forlænget Permission over Prag til
Wien, hvor han traf sin længe savnede Eva;
der havde reddet en Aarsrente paa 500 Thaler,
saa de nu for Alvor kunde tænke paa at gifte
sig. Opholdet i Wien var kun kort, men højst
ærefuldt for L., hvis Fortjenester mødte alm.
Paaskønnelse. Han blev endog modtaget af
Kejserinde Maria Theresia, der underholdt sig
naadig med ham. Ganske uventet traf L. her
den yngste Prins af Braunschweig og blev
opfordret til at ledsage denne paa en 6—8 Ugers
Rejse i Italien. Skønt L. nødig vilde skilles fra
sin Trolovede, kunde han ikke afslaa dette
ærefulde Tilbud, som desuden opfyldte et længe
næret Ønske. Han tog Afsked med Eva König
og rejste med Prinsen; men dels var Rejsen
hastig og planløs, og L. fik ikke Ro til at
fordybe sig i de herlige Kunstskatte, dels trak den
ud til Maaneder i St f. Uger, og først i Decbr
fik han ved sin Tilbagekomst til Wien
Efterretninger fra Eva König. Han ilede nu hjem
til Braunschweig, hvor han modtoges af et
Gagetillæg paa 200 Thaler og en Hofraadstitel.
Endelig kunde han efter 6 lange Aars Ventetid
holde Bryllup i Hamburg (8. Oktbr 1776) og
flytte ind i den beskedne lille Bibliotekarbolig,
som nu var bleven hans »fortryllede Slot«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
