Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lessing, Gotthold Ephraim - Lessing, Julius - Lessing, Karl Friedrich og Otto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lige før Brylluppet saa det ud, som om
Lykken paa een Gang vilde overvælde L. med sine
Gaver. Kurfyrsten af Pfalz udnævnte ham til
Medlem af Videnskabernes Akademi i
Mannheim med en Pension paa 100 Louisdorer paa
den Betingelse, at han hvert Aar skulde skrive
et Arbejde for Akademiet og hvert andet Aar
deltage i et af dets Møder. Da han 1777 rejste
til Mannheim, meddeltes det ham, at man egl.
ønskede, han skulde blive der som Dramaturg
ved Nationalteatret. Dette havde L. dog faaet
nok af i Hamburg, og da han heller ikke vilde
opgive sin Plads i Wolfenbüttel og derfor
afslog det ham stillede Tilbud, erklærede
Ministeren, at han dermed ogsaa havde afslaaet
den tilbudte Pension. L. var dog for lykkelig i
sit Hjem til at tage sig denne ny Skuffelse nær,
og han arbejdede videre paa sine ny Værker.
Juleaften 1777 nedkom hans Hustru med en
Søn, men den Lykke var kun kort; 24 Timer
efter døde Barnet, og Moderen fulgte det i
Graven 10. Jan. 1778. Nu stod den haardt
prøvede Mand atter alene, dog endnu ikke slaaet
til Jorden. Hans Breve til Broderen Karl (af
5. og 12. Jan. 1778), som melder det dobbelte
Dødsfald, er i deres Viljestyrke skønne og
rørende.
I »Beiträge zur Geschichte und Litteratur«
havde L. 1774 paabegyndt Udgivelsen af et
efterladt Manuskript af Prof. Reimarus i
Hamburg under Titel »Fragment eines
Ungenannten«, hvori under Overskriften: »Apologie oder
Schutzschrift für die vernunftigen Verehrer
Gottes« baade Bibelen og Aabenbaringen
belystes fra et kritisk Standpunkt. Da L. 1777—78
fortsatte Udgivelsen af disse Undersøgelser,
opstod der stærk Bevægelse i dem teologiske
Verden, og især Pastor Göze i Hamburg angreb
Udgiveren med stor Voldsomhed. Ogsaa i
denne Strid vandt L. en betydningsfuld Sejr
over sine Modstandere (i Stridsskrifterne Ȇber
den Beweis des Geistes und der Kraft«, »Eine
Duplik«, »Eine Parabel«, »Nötige Antwort auf
eine sehr unnötige Frage«, »Axiomata«,
»Anti-Göze« o. fl.). Men den ortodokse Gejstlighed fik
dog sat igennem, at L. maatte udlevere sit
Manuskript og mistede den forudbetingede
Censurfrihed for sine Skr; og endelig blev
»Beiträge« konfiskerede. Midt under disse Sorger og
Ærgrelser fik L. den Idé, til Trods for Censur
og Tvang at sige det store Publikum paa en
forblommet Maade sin Mening om
Aabenbaringsspørgsmaalet, og Resultatet blev det ypperste
af alle hans Arbejder, Dramaet »Nathan der
Weise«. Det fuldendtes 1779 og opnaaede 2
Udgaver i det første Aar. Dog opførtes det
først efter hans Død i Berlin (14. Apr. 1783),
uden at kunne holde sig paa Scenen. Det var
Goethe og Schiller forbeholdt at bringe det til
Sejr paa Teatret. Endnu s. A. udgav L.
Afhandlingen »Die Erziehung des
Menschengeschlechts«, men hans Kraft var brudt,
Sygdommen tog stadig til; 19. Decbr 1780 sluttede
han et Brev til Mendelssohn med de Ord: »Diese
Scene ist aus«; og det var sandt. 15. Febr 1781
under et Besøg i Braunschweig gjorde et
Slagtilfælde Ende paa den udmærkede Mands Liv,
denne Tysklands første klassiske Forf., som
baade ved Teori og praktisk Udførelse staar
som det tyske Dramas Fader, en sjælden
helstøbt Skikkelse og en af de ædleste og reneste
Personligheder i den tyske Litteraturhistorie.
En Banebryder var han, en glimrende Stilist, en
skarpsindig Kritiker, hvis Ord har Autoritet
den Dag i Dag. Af de mange Udgaver af hans
samlede Værker kan særlig fremhæves:
Lachmann’s (13 Bd, 1838—40), samme ved Maltzahn
(12 Bd, 1853—57), 3. Udg. ved Muncker (1885
ff.), samt i Hempel’s »Deutsche Klassiker« (21
Bd, 1868—78) og i Kürschner’s »Deutsche
Nationallitteratur« (Bd 58—71). (Litt.:
Danzel, »G. E. L., sein Leben u. seine Werke«
[1850—54, ny Udg. ved Maltzahn og Boxberger
1880—81]; Ad. Stahr, »G. E. L., sein Leben
u. seine Werke« [1858; 5. Opl. 1868]; Er.
Schmidt, »L., Geschichte seines Lebens u.
seiner Schriften« [1884—92, ny Udg. 1909—10];
Düntzer, »Erläuterungen zu L.’s Werken«
[1883 ff.]; Braun, »L. im Urteile seiner
Zeitgenossen« [1884—93]; Albrecht. »L.’s
Plagiate« [1890 ff.]; Kuno Fischer, »L. als
Reformator der deutschen Litteratur« [5. Opl.
1905]; Oelhke, »L.« [I—II München 1919]).
(C. A. N.). C. B-s.
Lessing [’læseŋ], Julius, tysk
Kunsthistoriker, f. 20. Septbr 1843 i Stettin, d. 13. Marts
1908. L.’s Forfatterskab vedrører
Kunstindustrien, hvortil han ogsaa har været knyttet ved
praktisk administrativ Virksomhed — han blev
1872 Direktør for Kunstgewerbemuseet i
Berlin og var tillige Prof. ved den tekn. Højskole.
L. har skrevet »Die Kunstgewerbe auf der
Wiener Weltausstellung«, »Altorient.
Teppichmuster« (1877), »Muster altdeutsch.
Leinenstickerei« (2 i mange Opl. udkomne Samlinger),
»Holzschnitzereien d. 15. u. 16. Jahrh. im
Kunstgewerbemuseum zu Berlin« (1882),
»Vorbilderhefte aus d. kgl. Kunstgewerbemus. zu
Berlin« (1888 ff.), »Gold u. Silber« (1892), »Das
moderne in d. Kunst« (1899) m. m.
A. Hk.
Lessing [’læseŋ], 1) Karl Friedrich,
tysk Maler, f. 15. Febr 1808 i Breslau, d. 5.
Juni 1880 i Karlsruhe. L. studerede først paa
Akademiet i Berlin. 1826 s. A., som han
malede »Kirkegaard med Ruiner«, fulgte han med
Schadow til Düsseldorf. Her, hvor han bl. a.
malede »Den unge Tobias’ Afsked« (1828), slog
han helt igennem med »Sørgende Kongepar«
(1830). Dette Arbejde repræsenterer typisk
Düsseldorf Skolens tidligste lyrisk-følsomme
Stadium. L. skulde dog snart blive den, der
bragte den romantiske Düsseldorf-Kunst ind i
daadskraftigere Spor. L.’s Historiemaleri,
formelt paavirket noget af belg. og fr. Kunst,
udmærker sig ved Kraft, stort Syn, ofte gribende
Skildring af de valgte Emner, som
fornemmelig hører Hohenstaufertiden og
Hussiterkampene til. Han formede disse ud fra et
udpræget protestantisk Standpunkt; et af hans
berømteste Værker, »Huss for Koncilet« (1842,
Städel’ske Mus. i Frankfurt), gav endog
Anledning til en ret skarp Konflikt mellem
Katolikker og Protestanter. Ogsaa i Kraft af ydre
Stilling blev L.’s Indflydelse stor i Düsseldorf;
under Schadow’s Fravær overtog han en Tid
delvis Direktørfunktionerne i Akademiet. Af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
