Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lewenhaupt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Træfningen ved Schagarin Marts 1703, hvor
han med 1300 Mand i Bund og Grund slog en
4 Gange saa stærk russ.-polsk Hær. L. blev
nu Generalmajor og fik snart Overkommandoen,
da Stuart p. Gr. a. Sygdom maatte opgive den.
L.’s Opgave blev nu endnu vanskeligere, da det
fordredes af ham, at han dels skulde forsvare
Kurland mod Russerne, dels i Lithauen
opretholde den derværende svenskvenlige
Adelskonføderation. L. slog imidlertid den overlegne
polsk-russiske Hær ved Jakobstadt (Juli 1704)
og styrkede Stanislaus Leczinski’s Herredømme
i denne Egn. Juli 1705 vandt L. sin mest
glimrende Sejr, da han ved Gemauerthof slog en
mere end dobbelt overlegen russ. Styrke under
Scheremetjew. I maaske endnu højere Grad
viste han sig som Feltherre, da han kort
derefter førte sin Hær tilbage mod Riga bort fra
den knusende Overmagt, med hvilken Tsar
Peter nærmede sig. I de nærmeste Aar var der
forholdsvis roligt mod den kurlandske Side, da
Tsar Peter vendte sig mod Karl XII og Polen.
L. havde under de kurlandske Felttog vist sig
baade forsigtig og dristig og i Besiddelse af et
skarpt Feltherreblik; over for Soldaterne viste
han megen Omhu. Da Karl XII 1708 rykkede
frem i Polen mod Tsar Peter, skulde L. støde
til ham fra Kurland. Det var imidlertid umuligt
for ham at bryde op fra Livland før mod Slutn.
af Juni. Karl XII, som i Beg. af Septbr havde
ventet paa hans Ankomst ved Tatarsk, mente
ikke at kunne tøve længere, men marcherede
mod Ukrajne. Dette havde den højst uheldige
Følge, at Tsaren kunde kaste sig mellem ham
og L. 29. Septbr stod Slaget ved Ljesna, og om
end L. kunde slaa sig igennem, var det hele dog
et Nederlag for Svenskerne. L. maatte
tilintetgøre Artilleri og Tros og naaede med et ret
svagt Korps paa 7000 Mand frem til Karl XII.
Han behandledes nu med en vis Kulde af
Kongen og fik længe ingen selvstændig Kommando.
I Slaget ved Poltava kommanderede han paa
højre Fløj, kæmpede med Held og trængte frem
lige til den russ. Lejr, men kaldtes tilbage for
at støtte den øvrige Del af Hæren. Efter den
fangne Rehnsköld fik han Overkommandoen
over Armeen, men maatte ved Perevoloczna
imellem Dnjepr og Worskla overgive sig med
hele Hæren. Karl, som selv var undsluppet
over Dnjepr, har altid dadlet L. herfor, og
denne faldt i dyb Unaade. Der stod imidlertid
næppe nogen anden Udvej aaben for L., da han
havde en overlegen russ. Hær bag ved sig og
hans egen Armé var demoraliseret og svag, og
der vanskelig kunde skaffes Transportmidler til
en Flodovergang. Efter Karl’s Død blev L.,
dengang endnu Fange i Rusland, Rigsraad, men
naaede aldrig hjem for at modtage Værdigheden.
L. har om sin milit. Virksomhed forfattet et
udførligt Forsvarsskrift, delvis udg. 1757 under
Titlen »Enwäldets skadeliga påfölgder och
aggets bitra frugter« etc., siden er Slutningen
udg. af A. Quennerstedt i »Karolinska Krigares
Dagböcker«, II.
5) Charles Emil L., f. 28. Marts 1691,
d. 4. Aug. 1743, var Søn af Karl Gustaf L., som
var i sachsisk Tjeneste og derfor i Sverige
var bleven dømt fra Ære, Liv og Gods og
Søstersøn af Aurora Königsmark. L. var først
i Tjeneste hos de mod Frankrig allierede
Magter, men kom 1710 i sv., var med ved
Gadebusch og Stralsund og fra 1716 Løjtnant ved
Karl XII’s Drabanter. Han boede efter 1718 i
Skaane og blev 1722 Generalmajor. Han blev
snart en meget ivrig Partigænger og var den
fornemste Deltager i den skaanske Adels
dristige Skridt 1724 at holde et Slags politisk
Landskabsmøde. Da Hattepartiet dannedes,
blev L. en af dets første Mænd, særlig fra og
med Aar 1734, da han var Landmarskal. Han
hørte til dem, som ønskede ved Krig at
gengive Sverige dets Storhed, og fremtraadte mere
og mere som Partichef. Hans Egenskaber
karakteriseres af Malmstrøm som »sikkert ikke
en Anførers, det være sig i Raadslagning ell.
i Krig, men hans Forfængelighed og Selvtillid
forledte ham til at efterstræbe en Anførers
Stilling, og hans Venner og Beundrere troede ham
at være denne voksen, fordi han var i
Besiddelse af de ydre Egenskaber, som anstaa en
saadan: Lethed i at udtrykke sig, en værdig
Holdning, Rang, Byrd, alt i Forening med en
utvivlsom Hæderlighed«. Paa Rigsdagen
1740—41 var L. atter Landmarskal og var ivrig for
Krigen mod Rusland, der da ogsaa under hans
Formandsskab i Juni 1741 besluttedes af den
store hemmelige Deputation. 3. Septbr overtog
L. Overbefalingen i Finland. Slaget ved
Willmanstrand havde en sv. Hærafdeling allerede
tidligere tabt. L. viste sig imidlertid i ret høj
Grad at savne Feltherreegenskaber og kunde
ikke holde Krigstugt. Dertil led det hele ved
Sammenkoblingen mellem Krigen og de
hemmelige Forbindelser med Storfyrstinde
Elisabeth, efter hvis revolutionære Tronbestigelse
der indtraadte Vaabenhvile. Felttogets
Genoptagelse betegnede en Rk. af forsmædelige
Tilbagetog for Svenskerne; særlig var L. ikke uden
Skyld i den forunderlige Rømning uden
Sværdslag af den stærke Stilling i Mendolakspasset.
Da den retirerende Hær i Juli 1742 havde naaet
Helsingfors, blev L. hjemkaldt »for at gøre Rede
for Felttogets Gang«, da Regeringen ikke
uden videre turde afsætte ham. Hjemkommen
blev han arresteret og blev nu, tillige med
General Buddenbrock, Syndebukken for
Hattepartiets Misgreb, i hvilke han selv dog ikke var
uden Skyld. Han (og Buddenbrock) dømtes af
en Stænderkommission til Døden, og efter et
mislykket Flugtforsøg halshuggedes L.
6) Charles Emil L., foreg.’s Søn
(1721—96), var 1741—42 sin Faders Adjutant i
Finland, tog 1770 sin Afsked fra Krigstjenesten. L.,
som gerne havde villet spille en politisk Rolle,
fik egl. først Lejlighed hertil 1789, da Gustaf
III gjorde ham til Landmarskal paa Rigsdagen.
Flertallet af Adelen var dengang i Opposition
mod Kongen, men L. var paa Kongens Side, og
herved opstod svære Rivninger mellem ham og
hans Stand. Han vilde 9. Febr efter Kongens
Ønske ændre en allerede vedtagen Beslutning
om Skranker for Magten hos det hemmelige
Udvalg, som skulde underhandle med Kongen,
og det kom til saa heftige Optrin, at Kongen
befalede Adelen at gøre L. en Undskyldning,
hvilket dog ikke skete. L. meldte sig derefter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
