Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liberalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forpligtelse mod andre, Maalet er Tilfredsstillelsen
af dettes Lykkekrav, og Midlet er ydre Frihed
til Selvhævdelse og frit Spillerum for den
videst mulige Udfoldelse af Personlighedens
Evner og Kræfter, Lyster og Luner.
Naar denne Livsanskuelse skal overføres og
gøres anvendelig paa Samfundet, maa Opgaven
nødvendigvis blive sælsom, næsten
selvmodsigende. Thi selv ved den løseste Betragtning
af Samfundet viser dette sig som en
Fællesordning, en Dragen Grænser for
Enkeltvilkaarligheden og Sætten Regler for Hvermands
Laden og Gøren. Men er Samfundet saaledes et
lovbundet Tvangsfællesskab, holdt sammen ved
ydre Magt, for hvis Bud den Enkelte ubetinget
maa bøje sig i Lydighed, fordi han kun regnes
som Led i en Helhed —, saa kan
Individualismens Opgave over for dette Samfund iflg.
Sagens Natur væsentlig kun blive negativ.
Grænserne maa dels bortfalde, dels udvides,
Normer og Regler indskrænkes til det mindst
mulige, Samfundsmyndighedernes Magtsfære
reduceres til det allernødtørftigste. Det sociale,
det samfundsmæssige, bliver egl. kun:
Omsorgen for, at den ene enkeltes Ret ikke krænkes
af den anden enkelte — ellers faar man lade
alt og alle skøtte sig selv. Moins gouvemer
— laissez faire, laissez passer — le monde va
de lui-même — saaledes lyder da ogsaa
Parolerne følgerigtig fra L.’s Fædre.
Paa slig Vis former L. sig i Løbet af 17. og
18. Aarh. som et socialpolitisk Idealprogram
midt oppe i et Samfund, som mere og mere
stivnede i døde Former, viklede sig ind i
Omstændelighed og Omsvøb med stadig ny og
stadig mere snærende Baand, en trykkende
Vidtløftighed af Tvang og Unatur, Afdelinger
og Underafdelinger — Pudder og Pocher,
Fiskebensskørter og Korset; lige saa indviklet og
unaturlig som Selskabsdragten blev til sidst
ogsaa Samfundsdragten! Mennesket snøredes
uhjælpelig inde i et Hylster af Former og
Normer, som næsten klemte Vejret ud af dets
Bryst; der var Lov for hver Sti, Forbud for
hvert Skridt, Regler for alt og Tilladelse til
intet. Samfundets Liv og Gerning blev under
dette lidt efter lidt som Gangen i en
Trædemølle, Initiativet slumrede ind, Værket gik
trægere og trægere, til sidst sultede selve Mølleren
af Mangel paa Mel, medens Myndighederne
svælgede i Overflod af Mad og Magt.
Medens saaledes Trangen hobede sig op.
Masserne forarmedes, Arbejdet paa Mark og i
»Manufaktur« forsumpede, Produktionen forsømtes,
og Omsætningen gik i Staa, vaagnede i ædle og
dybsindige Tænkeres Hjerner dristige Drømme
om Menneskets guddommelige Ret, om
Hvermands Krav paa Lykke, om et dejligt og dydigt
Liv i muntert Arbejde ude i Guds fri Natur.
Og Drømmene blev til ustyrlig Længsel efter
en Tilstand, hvor alt var saa lykkelig let, frit
og sorgløst, som det var fra Naturens Haand,
inden Menneskene fik forkvaklet det for
hverandre ved Misbrug af Magt til gensidig
Undertrykkelse og Fornedrelse, som saa fik Form af
Lov og Regering, lovlig Tvang, hellig Majestæt.
Men nu var Modsætningen mellem hele dette
i Tidernes Løb kunstig sammensvejsede
Samfundsmaskineri og den opr., simple og jævne
Naturtilstand blevet for overvældende —
Længslen blev til Krav, og
Frihedskravet fødtes. Og dets Fødsel blev hilset og
hyldet som en Genfødelse af Menneskets
evige, gudommelige »Naturret«, Fuldførelsen af
Skaberens Villie og Mening med Mennesket i
Udfoldelsen af dets Personlighed.
Omkr. 18. Aarh.’s Midte formes derefter
Individualismens ny Samfundsprogram, L.
bliver til. Mænd som Rousseau, Hume,
d’Argenson, Quesnay og hans Skole,
Turgot og Adam Smith udarbejdede, til
Dels under gensidig personlig Paavirkning, L.’s
sociale og økonomiske Grundsætninger, men
især Montesquieu (l’esprit des lois, 1748)
skabte L.’s politiske Grundlag. Individets
Frihed er Fordringen — Frihed til at
udfolde alle sine Evner og Kræfter efter egen
Villie og eget Valg. Hvermand maa have
Frihed til at bevæge sig, hvorhen han vil, drive
hvilken Næringsvej, han vil, sælge sit Arbejde
naar, hvor, til hvem og til hvilken Pris han vil.
Individet skal med eet Ord have
Selvbestemmelsesret i enhver social og
økonomisk Henseende, og Samfundets Magt og
Myndighed har intet andet Maal end at sikre
Individet denne dets naturlige Ret. Blander
Staten sig i andet og mere, gør den kun Skade,
i hvor god Hensigten end kan være — thi naar
man blot overlader den fri Konkurrence
mellem Individerne, altsaa Løbets Frihed,
at regulere og bestemme Løbets Udfald, vil
alt ordne sig paa det bedste. Frihed maa netop
og nødvendigvis føre til den sande Harmoni
mellem de stridende Enkeltvillier — thi Frihed
er jo det naturlige, og det naturlige er
det gudskabte, Genspejlingen af Skaberens
Villie. Saaledes er L.’s klassiske Lære i sine
Grundtræk. Den munder, som man vil se, ud i
ubetinget personlig Frihed, Næringsfrihed,
Kontraktsfrihed og Ejendomsfrihed ɔ: fuldstændig
Uddannelse af Privatejendomsretten. Med
andre Ord: Arbejdet og Ejendommen, som før var
bundne og bastede i Former og Korporationer
(Lav), Skranker og Indskrænkninger, fordredes
nu individualiserede. Denne Fordring
var, da den bevidst opstilledes som socialt
Regeringsprogram, intet blot og bart teoretisk
Paafund. Den var, som alt antydet, en bydende
økonomisk Nødvendighed. Skulde Samfundet
atter gaa frem i Velvære og Kultur og frelses
ud af Stilstand og Unatur, skulde
Verdensudviklingen videre, saa maatte alle de
personlige Evner og Kræfter helt og holdent
frigøres, det menneskelige Mod, Initiativ og
Snille, den menneskelige Arbejds-, Kappe- og
Vovelyst vækkes paa ny. Tusinder af sultne
Munde skulde mættes, helt ny Virkefelter for
Menneskeheden inddrages, en helt ny og mere
frugtbar Produktionsmaade var paatrængende
nødvendig paa næsten alle Felter, ikke mindst
Agerbrugets, som i Aarh. havde været i jævn,
men stadig Tilbagegang, medens Befolkningen
steg, og Livskravene formeredes og forfinedes.
Saaledes passede L.’s socialøkonomiske
Program ligefrem glimrende godt ind i hele denne
Situation, og dens hist. Succes blev derfor saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
