Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liberalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
voldsom og gennemgribende, saa pludselig og
fuldstændig, at Verden kun faa Gange i
Historiens Løb har set Mage. Lige fra hin 4. Aug.
1789, da L.’s Læresætninger proklameredes som
Grundlove i Frankrig, blev med ustandselig
Hast Europa rundt Hindringer bortryddede.
Skranker sprængte, hundredaarig gl.
Tvangsinstitutioner opløste, hemmende Love og Regler
fejede bort som gl. Skrammel: Samfundets
Snørliv revnede fra øverst til nederst paa 20
Steder, Baandene brast som de skøreste
Sytraade, de produktive Kræfter løstes,
som vaagnede de af en Tryllesøvn, Dampen
strømmede ind i ny Maskiner og fik dem til at
bevæge sig af sig selv — Tornerose og hele det
indslumrede Slot var med eet lysvaagne og
Verden forvandlet paa mindre end en
Menneskealder.
Efter de store Napoleonskriges Afslutning
kom der igen en Overmættelsens og
Overproduktionens Stilstand, som ikke var L. god. Men
i 1830’erne tog den atter Fart og befæstede sit
politiske, sociale og økonomiske Herredømme.
Med nogle mindre Mellemrum fortsattes dette
Sejrsløb, indtil endelig L. kulminerede i
1860’erne. Men da var omtr. ogsaa hele
Samfundslovgivningen, alt Forfatningsliv, alle
Regeringsmaksimer og næsten hele Nationaløkonomien
den allerunderdanigst underlagt. L. var blevet
almengyldig, dogmatisk uangribelig og
»videnskabelig« hævet over Tvivl og Undersøgelse.
Efter at dens hist. Mission —
samfundsopløsende, revolutionær og radikal som L. havde
været — for længst var tilendebragt, blev den til
en Slags konservativ
Samfundsreligion. Og da den endnu ved selve Navnet stadig
mindede om Frihed, stadig talte om Frihed
og derved bevarede et vist koket Rosenskær
af sit tidligere Rødt, saa lod de fleste sig endnu
stedse forvirre og troede sig paa Moden og
paa Fremskridtets sikre Side ved at bekende
L.’s Lære. Men Grunden under dens
Herredømme var allerede undermineret. Her skal
blot kortelig nævnes som L.’s første Kritikere
Mænd som Adam Müller og Fr. List,
senere Roscher og den hist. Skole i
Tyskland, Carlyle, Ruskin og Harrison i
England, Comte og senere Taine i
Frankrig. Man nedlægger Indsigelse imod L.’s
psykologiske Udgangspunkt, mod dens Lære om
Menneskenes naturlige Lighed, mod dens
Uforstand og Ligegyldighed over for Statens
etiske Opgaver og Væsen som Samfundets rette
og eneste Formynder, Opdrager og Værge. Det
fra al Historie og organisk Sammenhæng
løsrevne Enkeltindivid, som »L. gaar ud fra«,
eksisterer ikke, er kun en tom og hul
Abstraktion, og hele L. derfor kun en mekanisk
Anatom-Lære, medens Samfundsvidenskaben bør
være social Biologi. I Naturvidenskaberne søger
vi stedse saa meget som muligt at naa tilbage
til de simpleste, mest usammensatte
Fænomener for at afvriste Naturen dens Forklaring
af Loven. Men paa det organiske Livs
Omraade maa det enkelte stadig ses i
Sammenhæng med Helheden, Organismen. Og
Samfundet er ogsaa en Organisme. Det enkelte
Menneske maa derfor ses som et Led i denne
Organisme, saa vist som det ogsaa er et hist.
Væsen, et Produkt af et bestemt Samfunds hist.
Udvikling. Menneskets Handlinger bestemmes
da faktisk ogsaa af en Flerhed af solidariske
Følelser og Instinkter og ej alene af
Seivopholdelses- og Kønsdriften, saaledes som L.
lærte. Dennes Udgangspunkt bliver altsaa ensidigt
og dets praktiske Slutninger følgelig skæve og
uholdbare.
Allerede i 1840’erne begyndte de store
Tænkeres Frafald fra Læren at blive betænkeligt,
men dens Magt over Mængdens Sind skulde
endnu, som alt ovenfor sagt, udvides og hæves
til Dogmetro og Kirkedømme. Dog netop her
skulde den i Løbet af forbavsende kort Tid
lide sit største og forsmædeligste Nederlag og
helt miste al Herskermagt. Ved en Historiens
Nemesis er dette afgørende Slag blevet tilføjet
den af Socialismen, hvis Grundlæggere
netop har bygget paa den økonomiske L.’s
Værditeori, saaledes som denne blev formet af
Lærens Hovedmand, Ricardo. Overhovedet
staar Socialismen paa de samme Forudsætninger
som L., gaar ud fra »Hunger und Liebe« som
de bevægende psykiske Kræfter, men forkaster
den fri Konkurrence som den rette
sociale Helsebod.
Kendsgerningerne havde ogsaa efterhaanden
noksom godtgjort, at L.’s Løfter om alm. Lykke
for Menneskene saa langt fra blev opfyldte, at
de Samfundsklasser, som kun var henviste til
deres Hænders Arbejde, tværtimod geraadede
i en Armod saa dyb og drastisk som ingen
Sinde tidligere. »Den lille Mand« havde mistet sin
Beskyttelse, alle de Institutioner, som gav ham
Læ i Livets Storme, og var nu ene henvist til
egen Kraft, men denne hans egen Kraft var
kun ringe. Den stærkere i Konkurrencen, den
kapitalbesiddende Driftsherre, overvældede
ham, den lovede Frihed forvandlede sig til
»Lønslaveri«, Modsætningen mellem Rigdom og
Fattigdom blev skrigende og ubarmhjertig.
Produktionen forøgedes ganske vist efter
en uanet Maalestok, men dens Udbytte blev
endnu uretfærdigere fordelt end tidligere,
idet »Kapitalen« stedse tog Løvens Part.
Saaledes lød Socialismens Kritik allerede før 19.
Aarh.’s Midte, og unægtelig gav ogsaa de
faktiske Tilstande i England, hvor L. blev hastigst
og fuldstændigst gennemført, denne Kritik Ret
i kun alt for meget. Men Socialismen udtømte
sig snart i fantastiske Samfundsplaner og
umodne Revolutionsforsøg. Først den bitre
Trang fik efterhaanden lært de eng. Arbejdere
at ty tilbage til det gl. sociale Værn,
Organisationen. Arbejdergildet ell.
Svendelavet i en efter moderne Forhold afpasset
Form: Fagforeningen. Paa Fastlandet
efterlignedes efterhaanden med stigende Held
disse Organisationsforsøg, men Bevægelsen kom
samtidig ind under Paavirkning af ny
socialistiske Doktriner, og Socialismen i moderne
Skikkelse opstod som et Slags Modstykke til L.,
ligesom denne en materialistisk Religion,
men social demokratisk formet og farvet.
19. Aarh. har saaledes set L. virkeliggjort og
ført ud i Samfundslivet, men det har tillige
været Vidne til Teoriernes Forlis og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
