Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lie, John - Lie, Jonas Lauritz Idemil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lie [li.], John, norsk Forf., f. 8. Maj 1846
i Fyresdal i Telemarken, tog Seminareksamen
1862 og virkede som Lærer, for senere at
overtage Slægtsgaarden. Udgav 1874 Digtsamlingen
»Hugaljo« sammen med sin lyrisk begavede 10
Aar yngre Broder Halvor L., som døde
allerede 2 Aar senere. J. L. har udg.
Digtsamlingen »Aarolilja« og de friske Dyresagaer »Paa
fjell og fynne« paa Bygdedialekt, og en Række
Fortællinger paa Rigsmaal: »Knud Trondsen«,
»Staali Gaard«, »Fra Fjeldbygden« o. a. L.’s
Bøger er tilfældige i Form, men baaret af
digterisk Følelse.
E. S-n.
Lie [li.], Jonas Lauritz Idemil, norsk
Forf., f. 6. Novbr 1833 ved Haugsund paa Eker,
d. 5. Juli 1908. L.’s Fader, Prokurator Mons L.,
flyttede 1839 til Tromsø som Byfoged. Gennem
Moderen var
L. af
Nordlandsk Slægt,
og
Barndomsindtrykkene
fra
Nord-Norges eventyrlig
særegne
Forhold satte
stærke Spor i
hans
Forfatterskab. Da L.
var 13 Aar,
flyttede
Faderen til
Søndhordland som
Sorenskriver;
L. sendtes
først til
Fredriksværn for
at uddannes
som Søkadet, deltog i et Togt, men sattes
derefter paa Bergens Latinskole og kom til Kria
paa Heltberg’s berømte »Studenterfabrik«, hvor
Bjørnson, Ibsen og Vinje var hans Samtidige.
L. blev Student 1851, cand. jur. 1858 og
nedsatte sig 1859 som Sagfører paa Kongsvinger.
Næste Aar giftede han sig med en
jævnaldrende Kusine, Thomasine Henriette L., en Søster
af Pianistinden Erika Nissen. Gennem sin
Svigerfader kom L. i Forbindelse med den norske
Kreditbanks Chef A. B. Stabell og deltog i
første Række i de store Tømmerspekulationer,
som foregik i Østerdalens Skovbygder, men som
endte med et voldsomt Krak, saa L. 1868 som
ruineret Mand rejste til Kria for at leve som
Skribent. Allerede 1866 havde han udg. et Bd
»Digte«, og han havde stadig skrevet Artikler,
særlig om Udenrigspolitik, i Pressen, bl. a. i
»Illustreret Nyhedsblad«, som han en Tid var
Ejer af. L. skrev nu i længere Tid en ugentlig
Lørdagsartikel i »Morgenposten« for et Honorar
af 12 Kr. Hans springende, idérige, ofte
fantastiske Journalistik viste den samme
mærkelige Blanding af Fantasi og Virkelighedssans,
som havde ledet ham som Spekulant, og som
senere kendetegnede hans Digtning. Julen 1870
udgav L. »Den Fremsynte«, en Fortælling fra
Nordland, egenartet, stemningsbevæget og
samtidig knap og vederhæftig i sin Skildring af
mærkelige Forhold. Bogen blev en stor Sejr;
L. fik fl. Stipendier, rejste til Rom og udgav
de flg. Aar »Skildringer og Fortællinger fra
Norge« og »Tremasteren Fremtiden ell. Liv
Nord paa«. 1874 udkom »Lodsen og hans
Hustru«, som foruden at fortsætte L.’s friske
Skildringer fra Sømandslivet gav en mere
dybtgaaende psykologisk Analyse af Forholdet
mellem to Ægtefæller og indleder en ny Retning i
hans Forfatterskab. Det versificerede »Faustina
Strozzi« over et ital. Emne virkede ubetydeligt;
de omstændelige Romaner »Thomas Ross« og
»Adam Schrader«, og Skuespillet »Grabows
Kat« var ogsaa svage Arbejder. Men de friske
og kraftige Søfortællinger »Rutland« (1880) og
»Gaa paa!« (1882) var mesterlige i Stilens
impressionistisk malende Knaphed. Fra 1882 tog
L. Bopæl i Paris, og han blev fra nu af
stærkere end før revet med af den aandelige
Frigørelsestrang, som bevægede den norske Litt.
Allerede 1874 havde Stortinget givet L.
Digtergage; i de bevægede 80-Aarene blev hver ny
Bog af L. modtaget som en Begivenhed: den
dystre og gribende Hverdagsskildring
»Livsslaven« (1883) og »Familien paa Gilje«, en
Roman fra Tiden omkr. 1840, som samtidig er en
ypperlig Kulturskildring og et dybt poetisk og
psykologisk Digterværk. Bogen har senere
inspireret Erik Werenskiold til noget af hans
ypperste Illustrationskunst. »En Malstrøm«
(1884) skildrer i rivende Tempo et økonomisk
Krak, paa Minder om egne Oplevelser fra
Kongsvinger. 1885 udkom »8 Fortællinger«
(deriblandt den fremragende »Slagter-Tobias«), 1886
»Kommandørens Døtre«, der ligesom »Familien
paa Gilje« med inderlig Forstaaelse skildrer
unge Embedsmandsdøtres Fortrykthed under
Forældremyndighed og Konveniens, og 1887 den
indtrængende Ægteskabsroman »Et Samliv«.
Baade som Fortæller og Menneskeskildrer
havde L. naaet Mesterskabet i sin Kunst; i hurtige,
visionært levende Glimt kan han gengive en
Begivenhed, ofte hverdagslig og alm., med en
Skildringens Sympati og Livagtighed, saa den
faar dybt menneskeligt Perspektiv.
Beundringsværdig er Skildringens Stilfærdighed, som lader
Tendensen ligge latent, som en ubønhørlig
svidende Ironi. 1889 udkom »Maisa Jons« og 1
Bd »Digte«, 1890 den fængslende Smaabyroman
»Onde Magter«. I de 2 Bd Eventyr »Trold«
1891 og 1892 slaar L. sin Fantasi løs; et af dem,
»Lindelin« udformede han senere (1897) til et
lystigt Skuespil, som gjorde Lykke paa Kria
Teater med Fru Wettergreen i Titelrollen —
det blev L.’s eneste dram. Succes. 1893—1905
udkom desuden Romanerne »Niobe«, »Naar Sol
gaar ned«, »Dyre Rein«, »Faste Forland«, »Naar
Jerntæppet falder«, »Ulfungerne« og »Østen for
Sol, Vesten for Maane og bagom Babylons
Taarn« og Skuespillene »Lystige Koner« og
»Wulffie & Co.« — det sidste nærmest et
Indlæg for Afholdssagen, som blev opført paa
Nationalteatret. Efter L.’s Død er udkommet
»Eventyr« (1909). L. har selv stærkt
fremhævet sin Hustrus direkte Medarbejderskab i hans
Digtning, særlig vistnok hvad Kompositionen
angaar. De sidste Par Aar før sin Død levede
L. hjemme i Norge. Hans »Samtlige Værker«
er udkommet i 15 Bd. 1902—04, i 5 Bd 1908—09
 |
| J. L. I. Lie. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
