Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lie, Sophus - Lieban, Julius - Liebau - Liebe, Anna Dorothea
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sin Kugleteori og sin Behandling af de dertil
knyttede geometriske
Differentialligningsproblemer nedlagde L. i et udførligt Arbejde »Ueber
eine Classe geometrischer Transformationen«,
for hvis paa Norsk redigerede første Afsnit han
tog Doktorgraden (1871). 1872 oprettedes et
ekstraordinært Professorat for ham ved Kria
Univ. L. stod da allerede oppe i ny og
vidtrækkende Arbejder i Tilslutning til sine
foregaaende og havde kort forinden i »Kurzer
Resumé mehrerer neuen Theorien« skitseret en
Del af sine videregaaende Planer og Ideer,
navnlig over partielle Differentialligninger af
1. og højere Orden og sine
infinitesimale Berøringstransformationer m.
m. Allerede hans næste Arbejde (Kria
Videnskabsselskabs Forh., »Matematische Annalen«,
1872—75) indfriede et Løfte i »Kurzer Resumé«
ved hans Integration af partielle
Differentialligninger af 1. Orden,
hvorunder det lykkedes ham (for øvrigt
samtidig med A. Mayer i Leipzig) at reducere
Løsningen af dette Problem til de simplest
mulige Operationer. Her som saa ofte anvendte
L. rent geometriske Betragtningsmaader.
Imidlertid havde en ny stor Idé i længere Tid
beskæftiget ham, nemlig Ideen
Transformationsgrupper. Denne Idé, hvormed han,
ved Hjælp tillige af sit Begreb
infinitesimal Transformation (se
Transformationer), skaber en analytisk
Sammenhæng mellem Transformationsteori og Læren
om Differentialligninger, bliver fra nu af hans
Hovedarbejde. 1. Hæfte (Jan. 1876) af det af
L. o. a. stiftede Tidsskrift »Archiv for
Matematik og Naturvidenskab« aabnedes med den
første Artikel i Rækken »Theorie der
Transformationsgruppen« (1876—79). Samtidig udfoldede
han endnu andre Sider af det vældige Stof, der
som Kerne indeholdtes i »Kurzer Resumé« o. a.
kortfattede foreløbige Meddelelser fra hans
»eruptive« Epoke (1869—71), saaledes hans Afh.
over Minimalflader og Flader af
konstant Krumning overhovedet. 1884 blev en
yngre tysk Matematiker Dr. F. Engel med
Statsunderstøttelse sendt til Kria for under
L.’s Vejledning at uddannes for det dobbelte
Formaal at bistaa ham med Redaktionen af et
samlet Hovedværk over Transformationsgrupper
i streng analytisk Behandling og selv uddanne
sig for at kunne docere det ny Fag i Leipzig.
Værket »Theorie der Transformationsgruppen«,
I—III, udkom i Leipzig 1888—93. Men forinden
var der sket en stor og ærefuld Forandring i
L.’s Kaar og Stilling, idet han 1886 var blevet
kaldet til ordinær Prof. og Bestyrer af det
mat. Institut ved Univ. i Leipzig. Her
iværksatte L. samtidig et andet vigtigt Foretagende,
idet han med redaktionel Bistand af Dr. H.
Scheffers udgav: »Vorlesungen über
Differentialgleichungen mit bekannten
infinitesimalen Transformationen« (1891), »Vorlesungen üb.
continuirlichen Gruppen mit geometrischen u.
anderen Anwendungen« (1893) og »Geometrie
d. Berührungstransformationen«, I (1896). Midt
under disse omfangsrige Publikationer fandt L.
Lejlighed til en redaktionel Behandling af dels
ældre, dels videregaaende ny Ideer i større
og mindre Afh., fremlagte for det kgl.
Videnskabsselskab i Leipzig. En Række af disse
Artikler er helliget de til Grund for Geometrien
liggende Aksiomer. Desuden maa nævnes »Die
infinitesimalen Beruhrungstransformationen d.
Mechanik« (1889) samt »Die infinitesimalen
Beruhrungstransformationen der Optik« (1896),
foruden en Mængde ny Anvendelser paa Emner
fra Geometri og Differentialligninger. Rygtet
om, at L. var sygelig, og om hans
Hjemlængsel var imidlertid naaet hjem, og paa
Foranledning af en Række af hans Fædrelands første
Mænd stillede Stortinget 1894 en Gage af 10000
Kr i Udsigt for ham, om han vilde vende
tilbage, men først 1898 overtog han igen sin
Lærestol i Kria. L. blev efterhaanden Medlem
af en Række Videnskabsselskaber, deriblandt
korresponderende Medlem af det fr. Akademi
efter Kronecker 1892. I det hele nød han en
overordentlig Anseelse i Frankrig, hvor École
normale aarlig sendte sine bedste Elever
til Leipzig for at indføres i hans Teorier. Hans
kortvarige sidste Ophold i Hjemmet var i det
væsentlige et Sygeleje. Dødsaarsagen, perniciøs
Anæmi, skyldtes utvivlsomt hans alt for
utrættelige og energiske aandelige Arbejde. I. L. tabte
den mat. Videnskabelighed en af alle Tiders
originaleste og mest intenst producerende
Tænkere. En Udgave af L.’s Værker ved Engel
og Heegaard er under Forberedelse. (Litt.:
Elling Holst, »S. L.« [»Nyt tidsskrift«, 2.
Rk. I], 1893]; Samme, »Tale ved Univ.’s
Mindefest over S. L. 20. Apr. 1899«; Samme,
»Træk af S. L.’s Ungdomsliv« [»Ringeren«,
1899]; Fr. Engel, »S. L. Ausführliches
Verzeichnis seiner Schriften« [»Bibl. Mathem.«, 3.
F. Bd 1]; L. Sylow, »S. L.« [»Archiv for
Math. og Naturvid.«, Bd 21]; C. Størmer,
»Verzeichnis über d. wiss. Nachlass von Prof.
S. L. Erste Mittheilung« [»Kria Vid. Selskabs
Skr«, 1904]).
(E. B. H.). Chr. C.
Lieban [’li.ban], Julius, tysk Operasanger
(Tenor), f. 19. Febr 1857 i Lundenburg
(Mähren), var først ansat ved Stadtteatret i Leipzig,
senere i Wien, og blev 1882 fast knyttet til den
kgl. Opera i Berlin. 1904 optraadte han paa det
kgl. Teater i Kbhvn som Mime i »Siegfried«.
Liebau [’li.ba^u], 1) By i preuss. Prov.
Schlesien i Regeringsdistriktet Liegnitz nær Bober og
ved Jernbanelinierne Ruhbank—L. og
L.—Königsgrätz, Hørspinderi, Lærredsvæveri, Glas- og
Cellulosefabrikation, Stenkulsgruber samt stærk
Hørudførsel til Böhmen. L. er anlagt 1293.
4700, mest kat., Indb. 2) L., Stadt-L., By i
Mähren, Tschekkoslovakiet, ved Jernbanelinien
Sternberg—Ziegenhals, c. 5000, mest tyske,
Indb., Lærredsvæveri og Spinderi.
N. H. J.
Liebe [’li.bə], Anna Dorothea, f. Sølver,
dansk Skuespillerinde, f. i Kbhvn 1. Juli 1784,
d. 29. Juli 1838. Et Par Aar efter sin Debut
4. Marts 1802 som Fulbert i »Den lille Matros«
udførte Jfr. Sølver Pernille i »Maskeraden« og
indledede dermed sine navnkundige
Nyskabninger af den Holberg’ske Pige, som ikke havde
haft nogen jævnbyrdig Fremstiller siden Mad.
Gielstrup’s Død (1792). Jfr. Sølver’s Gengivelse
var drastisk og djærv, Øjnene lyste af godt
Humør og Snarraadighed. Men selv om hun fik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
