Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Litauen - litauisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og de maatte trække sig tilbage, hvorefter
Litauerne 24. Aug. 1920 besatte Vilna. Septbr
s. A. aabnede Polen og L. i Kaivaria
Forhandlinger om Grænsen, efter at der havde været
meget alvorlige Gnidninger mellem de to
Stater; Forhandlingerne blev dog snart afbrudte.
Polens Grænse var 1919 blevet lagt af det
øverste Raad efter den saakaldte Curzon-Linie; men
denne Linie delte Guv. Suvalki i to Dele;
herimod havde L. særlig at indvende, at Byen Seiny
(Séinai) kom S. f. Linien, til Trods for at den er
er L.’s gejstl. Hovedstad. Muligvis kunde
Grænsespørgsmaalet nu være blevet ordnet, men 9.
Oktbr 1920 marcherede den polske General
Zeligowski pludselig mod Vilna, S. D. (9. Oktbr)
drog h)an ind i Vilna, og derefter udviklede
Kampen sig mellem Zeligowski’s Hær og de
litauiske Tropper. Heldigvis ordnedes Sagen
ved Folkenes Forbundsraad, som bestemte, at
der skulde finde en Folkeafstemning Sted i
Guv. Vilna. Denne fandt Sted 8. Jan. 1922 og
gav 65 % af Stemmerne for Polen; denne Stats
Suverænitet over Omraadet anerkendtes 14.
Marts 1923. 21. Septbr 1921 blev L. Medlem af
Folkenes Forbund. Memel-Omraadet, som af
Tyskerne blev af staaet til Folkenes Forbund,
indlemmedes ikke i L., skønt denne Stat
mangler en Havn og maa lade al sin
Udenrigshandel ad Søvejen gaa derover. Jan. 1923 rykkede
litauiske Friskarer ind og besatte Omraadet.
Marts 1923 fik L. som ovf. nævnt Suverænitet
over Memel-Omraadet. (Litt.: Jusaitis,
The History af the Lithuanian Nation
[Philadelphia 1918]; Skalweit, »Die
Landwirtschaft in den Litauischen Gouvernements« [Jena
1918]; Vidunas, »L.« [Tilsit 1916]; Norus
and Zilius, Lithuanias Case for
Independence [Washington 1918]; »Visa Lietuva« [All
about Lithuania, Ganz L.] [Kaunas 1922]).
N. H. J.
litauisk Sprog og Litteratur. Litauisk
hører ligesom Lettisk og det uddøde Preussisk
til den baltiske Sprogklasse. Den indfødte
Betegnelse for Sproget er lietùviškas, afledet af
Navnet paa Landet (Lietuvà); hertil slutter sig
den latiniserede Form Lituanicus; i russ.
Udtale har Navnet antaget Formen litovskij [-of],
hvoraf det tyske litauisch. Paa Dansk
bibeholdes oftest den tyske Ortografi (-au-), dog
har nogle Forf. brugt den rigtigere
Skrivemaade litavisk (Eftertrykket er paa første
Stavelse). Hoveddialekterne er Højlitauisk ell.
det egl. Litauisk mod S. og Žemaitisk (kaldes
ogsaa ofte Samogitisk) mod N. Retskrivningen
slutter sig nær til Udtalen; nogle Træk, som
var laante fra Polsk, fjernes i den nyeste Tid
(sz og z erstattes med š og ž, og w med v;
det litauiske y har intet med polsk y at gøre,
men det betegner et langt i og er en
Sammenskrivning af ij). — Den baltiske Sprogklasse
er nær beslægtet med den slaviske
Sprogklasse, og Baltisk-Slavisk hører atter (sammen
med Albanesisk, Armenisk og Indisk-Iranisk)
til den østlige Gruppe af indoeuropæiske Sprog,
som har forvandlet en bestemt Klasse af opr.
k-Lyd til s-agtige Lyd (f. Eks. lit. šimtas, »100«,
i Modsætning til lat. centum ɔ: kentum, gr.
he-katon o. s. v.). De baltisk-slaviske Sprog har
i det hele et gl. Præg; men dette gælder dog
først og fremmest om Baltisk og ganske særlig
om Litauisk. Intet moderne indoeuropæisk
Sprog slaar paa et saa gl. Standpunkt som
Litauisk; »Søn« hedder saaledes paa Litauisk
den Dag i Dag sūnùs, ganske samme Form,
som den sammenlignende Sprogvidenskab
rekonstruerer for det indoeuropæiske Grundsprog
(smlg. sanskr. sūnúš), medens vi i andre
moderne Sprog finder stærkt afslebne Former (f.
Eks. russ. og polsk syn, dansk Søn o. s. v.).
Et ganske særlig gl. Træk er Bevaringen af to
Accentkvaliteter: ilgó-ji, »den lange«, gr. (ή)
δολιχή, Genetiv ilgõs, gr. δολιχής. De to
Accentkvaliteter svarer til oldgræsk Akut og
Cirkumfleks paa sidste Stavelse (den gr.
Cirkumfleks i andre Tilfælde er ikke nedarvet fra
Indoeuropæisk), men Forskellen er i Litauisk
bevaret i alle Stavelser. P. Gr. a. sit gamle
Præg har Litauisk stor Bet. for den
sammenlignende Sprogvidenskab og især for den
slaviske Sprogvidenskab. Hjælpemidler:
Schleicher, »Handbuch der litauischen Sprache, I.
Grammatik. II. Lesebuch und Glossar« (Prag
1856—57); Kurschat, »Grammatik der
littauischen Sprache« (Halle 1876);
Wiedemann, »Handbuch der litauischen Sprache«
(Strasbourg 1897) (trods sine Fejl er denne
Bog endnu det bedste Hjælpemiddel for
Begyndere); A. Leskien, »Litauisches
Lesebuch mit Grammatik und Wörterbuch«
(Heidelberg 1919). Bl. de ældre Grammatikker kan
nævnes: Universitas linguarum Lituaniæ
(Vilna 1737), paa ny udg. af Rozwadowski
(Krakov 1896). Af Enkeltundersøgelser kan
anføres: C. W. Smith, De locis quisbusdam
grammaticæ linguarum Balticarum et Slavonicarum
(Kbhvn 1857—59); Arbejder af de litauiske
Sprogforskere Baranauskis
(Baranowski), Jaunius og Buga; Saussure i
Mémoires de la société de linguistique de
Paris, VIII og i »Anzeiger für indogermanische
Sprach- und Alterthumskunde«, VI;
Leskien i »Abhandlungen der königl. sächs.
Gesellschaft der Wissenschaften, phil.-histor.
Classe«, IX, 4 og XII, 3; Vilh. Thomsen,
»Berøringer mellem de finske og de baltiske
Sprog« (Kbhvn 1890); Bezzenberger,
»Beiträge zur Geschichte der litauischen
Sprache« (Göttingen 1877). Fra den
sammenlignende Sprogvidenskabs Standpunkt behandles
Litauisk hos Brugmann og Delbrück,
»Grundriss der vergleichenden Grammatik der
indogermanischen Sprachen« (Strasbourg
1886—1900; ny Udg. 1897—1916). Ordbøger af
Kurschat (tysk-litauisk, Halle 1870—74;
litauisk-tysk, smst. 1883) (nævner i Fortalen de ældre
Ordbøger), Miežinis (Tilsit 1894)
(litauisk-lettisk-polsk-russisk), Juschkevitsch
(Petrograd 1897—1904) (litauisk-russisk-polsk;
ufuldendt), Lalis (Chicago 1905) (litauisk-eng.
og eng.-litauisk); Brückner, »Die slavischen
Fremdwörter im Litauischen« (Weimar 1877).
Den litauiske Folkelitteratur bestaar foruden
af Eventyr og lgn. især af de saakaldte
Dainaer. Folkeviser af væsentlig lyrisk Art, ofte
meget smukke, prægede af en ejendommelig blød,
kvindelig Stemning. Som anden lyrisk
Folkepoesi er Daina’erne i deres store Antal noget
ensformige; visse Emner vender atter og atter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
