Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Litomyšl - Litopon - Litopædion - litoral - Litorinellekalk - Litosfære - Litotes - Litotomi - Litotripsi og Litotriti - Litotypi - Litotypografi - Litra - Litsenbroder - Litta, Pompeo - Littau - littera - Litterat - Litteratur - Litteraturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Chotzen—L., har 10000 tschekk. Indbyggere, et
Slot i Renaissancestil (1568—73), Böhmens
ældste Piaristkollegium, Statsovergymnasium,
Lærreds-, Jute- og Uldvæveri samt
Skotøjsfabrikation. L. var 1344—1474 Bispesæde.
N. H. J.
Litopon (Griffiths Hvidt, Zinkolit)
er en Blanding af Zinksulfid og Bariumsulfat,
der fabriksmæssigt fremstilles ved Fældning af
en Opløsning af Zinksulfat med Bariumsulfid
under Tilsætning af 1 % Magniumhydroxyd og
Kogsalt; Bundfaldet udvaskes, tørres og glødes
derpaa under Tilsætning af 3 % Salmiak. Den
endnu varme Masse styrtes i koldt Vand,
tørres paa ny og males. L., der er en meget
benyttet hvid Farve, kommer i Handelen under
tre Mærker: Gult Segl med 11—18 %
Zinksulfid, Blaat Segl med 22—30 % og Grønt Segl
med 32—42 % Zinksulfid.
R. K.
Litopædion, Stenbarn, se ekstrauterint
Svangerskab.
litoral (lat.), hvad der hører til, vokser paa
Kysterne.
Litorinellekalk er en i Mainz-Bækkenet
forekommende, til Miocænetagen hørende,
forsteningsrig Kalksten.
J. P. R.
Litosfære kaldes den faste Del af
Jordkloden i Modsætning til den flydende og den
luftformige Del, der benævnes henh.
Hydrosfære og Atmosfære.
J. P. R.
Litotes (gr.: Ringhed, Jævnhed), en med
Ironien beslægtet retorisk Figur, der bestaar i,
at man svækker Udtrykket for netop derved
indirekte at forstærke det, »Ja, Ibsen er ikke
nogen daarlig Digter«.
Cl. W.
Litotomi, se Stenoperationer.
Litotripsi og Litotriti, d. s. s.
Litoklastik. Se Stenoperationer.
Litotypi, se Litografi.
Litotypografi, en af Dupont og andre
anvendt Højætsning i Sten, se Litografi.
Litra (lat. littera, Bogstav) benyttes bl. a. til
at betegne Nummer (Husnummer).
Litsenbroder (Litzenbroder, plattysk),
tidligere Betegnelse for en Karl ell. Drager ved
Postvæsenet (Litze betyder Reb til at bære
Byrder med).
Litta, Pompeo, Greve, ital. Historiker
(1781—1852). Nedstammende fra en gl og
fornem milanesisk Slægt tjente han i Napoleon I’s
Hære som Artilleriofficer, var med ved
Austerlitz og Wagram og blev Bataillonskommandør.
Endnu engang, paa sine gl. Dage, kom han til
at beklæde militære Stillinger, idet han 1848
var Chef for Milanos Nationalgarde og
Krigsminister under den provisoriske Regering; men
p. Gr. a. sin høje Alder var han ikke Opgaven
voksen. Mest levede L. for hist. Studier, der
satte deres Frugt i det store og ypperlige, rigt
illustrerede Pragtværk Famiglie celebri italiane
(1819—82). Deri behandles 75 Slægters Historie;
L. selv naaede inden sin Død at behandle de
53, og Værket førtes saa til sin Afslutning af
forskellige.
(E. G.). E. M-r.
Littau [’leta^u] (tschek. Litovel), By ved
March i tschekkoslovakisk Prov. Olomouc
(Olmütz), Mähren; 5000 Indb. Sukker-, Papir- og
Lervarefabrikation, Uldvæveri og Ølbryggeri.
I Nærheden findes det fyrstelige liechtensteinske
Jagtslot Neuschlosz samt fl. Kalkstenshuler. I
Byen afholdes nogle meget besøgte Markeder.
N. H. J.
littera (lat.), et Bogstav; i Ft. litteræ; 1)
Bogstaver, 2) et Brev ell. Dokument, 3)
Videnskab ell. Litteratur.
H. H. R.
Litterat (lat.), i videste Forstand: den som
gør litterært Arbejde til sin Livsgerning. Fra i
tidligere Tider udelukkende at have været
anvendt saaledes har Ordets sociale Værdi
imidlertid været i kendelig Dalen. Indtil omkring
Midten af 19. Aarh. blev det i Danmark ogsaa
brugt om journalistisk Arbejde (f. Eks.
Literatus Ledermann). Nu anvendes Ordet
sjældnere og almindeligvis kun om litterær
Virksomhed med et vist haandværksmæssigt Præg og
om Forfattere, der næppe kan siges at tilhøre
Videnskabens ell. Poesiens Ypperste. »Kun den
bliver en dygtig Forfatter, der glemmer, at
han er L.« (Fr. Nietzsche i »Also sprach
Zarathustra«).
J. Cl.
Litteratur (lat.) er i videste Betydning
Betegnelse for ethvert skriftligt Vidnesbyrd om
menneskelig Aandsvirksomhed. Som Følge af
dette uhyre Omfang lader L. sig naturligt dele
i Grupper ell. Afdelinger efter Tider (Oldtidens,
18. Aarh.’s L. o. s. v.), Folk (Romernes, den
eng. L. o. s. v.) og Arter (videnskabelig,
skønlitterær — og her atter efter den forsk.
Karakter i prosaisk og poetisk, Drama, Lyrik, Epik
o. s. v.). Medens den samlede L. kan omfattes
med Benævnelsen: Verdenslitteratur,
benævnes et enkelt Folks litterære
Frembringelser, især dets Digtning,
Nationallitteratur.
J. Cl.
Litteraturhistorie er en Fremstilling af
een ell. fl. Litteraturers Udvikling og Skæbne.
Fra opr. at have en overvejende kronologisk og
systematisk Karakter har den litterære
Forskning med 19. Aarh.’s voksende Kritik og hist.
Indsigt naaet en fyldigere og dybere Baggrund.
Som Banebryder for moderne litteraturhistorisk
Granskning kan for de store Kulturlandes
Vedkommende Navne som Gervinus, Herm. Hettner,
Sainte-Beuve og Taine, for Danmarks Georg
Brandes anføres. Som en Gren af forholdsvis
ny Dato paa Litteraturforskningens Stamme
kan nævnes den, navnlig i Tyskland drevne
komparative (sammenlignende) L., der med
Støtte i Tekstkritik ofte har en mere filologisk
end litterærhistorisk Karakter. — Ved
Verdenslitteraturhistorie kan forstaas enten en
Fremstilling af den samlede Litteraturs Historie
ell. af alle (fremmede) Litteraturer uden for
det paagældende Hjemlands, hvor Skildringen
af den litterære Udvikling betegnes som dansk,
fransk, tysk o. s. v. L. Den første betydelige
Fremstilling af Verdenslitteraturhistorien
forelaa i J. G. Eichhorn: »Gesch. d. Litt. von ihrem
Ursprunge bis auf die neuesten Zeiten« (6 Bd,
Leipzig 1805—12), af senere er J. Scherr: »Allg.
Gesch. d. Litteratur« (2 Bd, 1851, 8. Opl. 1887;
paa Dansk ved F. Winkel Horn, 2 Bd, Kbhvn
1875—76) vel den mest kendte. Nyere Arbejder
er: A. Ahnfelt, »Världslitteraturens Historia« (2
Bd, Sthlm 1876), væsentlig paa Grundlag af
fremmede Arbejder; Ad. Stern, »Gesch. d.
Weltlitteratur« (Leipzig 1887); G. Karpeles, »Allg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
