Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liturgi - Liturgik - liturgisk Sang - lituus - Lituus - Lityerses - Liudgei - Liukiu Øerne - Liv og Livthrase
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man sporer 2 Hovedmomenter, dels Ordets
Forkyndelse med Bøn og Salmesang, dels
Sakramenternes Forvaltning, men senere bliver det
sidste Moment det alt beherskende.
Menighedens Oeltagelse i Gudstjenesten træder
tilbage, og Præsten betragtes mere som
Offerpræst end som Ordets Forkynder. Alt kommer
efterhaanden til at samle sig om Nadveren, og
dette træder klarest frem i den romerske L.
Denne L. besejrer efterhaanden i Vesten de
tidligere lokale L., f. Eks. den galliske L. og den
saakaldte ambrosianske L., der endnu med
særlig pavelig Tilladelse benyttes i Milanos
Domkirke. Men selve den rom. L. undergaar
ogsaa i Middelalderen adskillige Ændringer,
indtil endelig en bestemt L. udformes i alle
Enkeltheder efter Trientermødet i de to Værker
Pontificale Romanum (1596) og Rituale
Romanum (1614). L. er for Katolikkerne Indbegrebet
af Præstens Embedshandlinger, og disse
koncentrerer sig om Messeofferet. I Østen var
der ogsaa opr. mange forsk. L., f. Eks. den
saakaldte Markus-L. i Alexandria,
Basilius-L., der endnu benyttes i Fasten, og den
saakaldte Krysostomus-L., der ogsaa
jævnlig benyttes den Dag i Dag. Men ligesom i
Vesten har man stræbt efter Enhed, og den er
ogsaa til Dels gennemført, mest i den russiske
Kirke. Ogsaa i den gr.-kat. Kirke er det
sakramentale Moment dominerende, men
Formerne er mere stivnede end hos den rom.
Reformatorerne ændrede naturligvis Gudstjenesten.
Luther bebrejder Katolikkerne, at Guds Ord er
blevet fortiet, og at de tror at kunne erhverve
sig Guds Velbehag ved at tage Del i
Gudstjenesten. I Skrifterne Formula Missæ (1523) og
»Deutsche Messe« (1526) giver han saa Forslag
til en ny Ordning, hvorved Offerlæren forkastes
og Prædikenen samt Menighedssangen drages
frem. Tillige indføres Modersmaalet i L. Dog
brød han ikke helt med den bestaaende L., men
sogte Tilknytning til de Momenter, som var
bevarede rent fra den gl. Kirke. De Reformerte
gik i deres Opposition mod Rom temmelig langt
bort fra det sakramentale Moment i
Gudstjenesten og satte Prædikenen og Bønnen (det
sacrificielle Moment) som det alt beherskende, og
denne Betragtning er stadig gængs hos dem,
medens de Lutherske ved L.’s Udvikling har
søgt at forene begge Momenter, saaledes at
Aposteltidens Kultus bliver Udgangspunktet og
Rettesnoren. I øvrigt afviger, de lutherske
Landskirker en Del fra hverandre i
Enkelthederne. Den danske L. er fastsat ved
Kirkeritualet af 1685, dog er enkelte Dele blevne
ændrede i Tidernes Løb. — Ordet L. bruges
i øvrigt ogsaa i Bet. Agende. (Litt.: Fr.
Nielsen, »Haandbog i Kirkens Historie«,
I—II; Samme, »Aktstykker til Gudstjenestens
og L.’s Historie« [1878]; Daniel, Codex
liturgicus ecclesiæ universæ [1847 ff.] (katolsk);
Jacoby, »Die Liturgik der Reformatoren« [1877];
T. Schaarschmidt, »Den opr. Ordning af
Gudstjenesten i den evangelisk-lutherske
Kirke«, Overs. af L. W. Schat Petersen. Den
augsburgske Konfession Art. 15, 22
og 24. C. T. Engelstoft, »L.’s Historie i
Danmark« [1840]. Se i øvrigt Liturgik.
A. Th. J.
Liturgik (gr.) er den Disciplin inden for
den praktiske Teologi, som behandler
Liturgiens Former. Den har baade en hist. og
en systematisk Side. Dels skal den behandle
Liturgiens Historie, dels skal den kritisk
gennemgaa de enkelte Led i den kirkelige Liturgi
med den hellige Skrift som Udgangspunkt. L.
er for saa vidt en gl Videnskab, som allerede
Oldkirken beskæftigede sig med liturgiske
Spørgsmaal, men først med Reformationen
begynder et virkeligt hist.-kritisk Arbejde. (Litt.:
Th. Harnack, »Der christi.
Gemeindegottesdienst im apost. und altkathol. Zeitalter«
[Leipzig 1854]; H. Hering, »Hilfsbuch z.
Einführung in das liturgische Studium« [Wittenberg
1888]; Rietschel, »Lehrbuch der L.« [Berlin
1900]).
A. Th. J.
liturgisk Sang er en særlig Kunstsang for
Koret ved enkelte Festgudstjenester.
lituus (lat.) var hos Romerne dels Navnet
paa Augurernes Krumstav (af Form omtr. som
en Bispestav), hvormed de inddelte
Himmelrummet, dels paa en Art Trompet, som var
krummet i Enden og brugtes af Rytteriet; dens
Tone var skarp og skingrende.
H. H. R.
Lituus (mat.), en Kurve hørende til de
saakaldte Spiraler. Dens Ligning i polære
Koordinater er r2Θ=a2.
Chr. C.
Lityerses var efter græsk Overlevering en
frygisk Heros, Søn af Midas, der udfordrede
andre til at kappes med ham i at høste Kornet
paa Marken og gennempryglede dem, han
overvandt; efter en anden Version tvang han
Fremmede til at tage Del i Høstarbejdet, huggede
Hovedet af dem og pakkede deres Legeme ind
i Kornnegene; men til sidst fandt han sin
Overmand i Herakles, der behandlede L., som
denne længe havde behandlet andre. Nogle
Overleveringer føjer til; at L. sang, naar han bar
Negene med de hovedløse Kroppe omkr., og
L. findes ogsaa anført som Betegnelse for
Høstsange, der brugtes af Bønderne. Mulig er da
Forholdet det, at Ordet opr. betegner
Høstsangen, og at denne senere har givet
Anledning til Dannelsen af de anførte Sagn (jfr et
analogt Forhold under Linos); Ordet synes
at være af fremmed Oprindelse, hvormed
stemmer, at Traditionen lader Heroen L. være fra
Frygien. Hvorledes det end forholder sig
hermed, sikkert er i ethvert Fald, at Sagnene om
L. stemmer overens med gl. og vidt udbredte
Høstskikke (Gennemprygling af den, der ved
Høsten bliver sidst; særlig Udstaffering af det
sidste Neg o. a.), der har været og til Dels
endnu er i Brug hos mange Folkeslag. (Litt.: W.
Mannhardt, »Wald und Feldkulte«, II).
C. B.
Liudgei ell. Liudger missionerede blandt
Friserne i 8. Aarh. og udrettede ikke lidet.
Han skal ogsaa have tænkt paa at drage op til
Norden, men Kejser Karl den Store forbød ham
det. L. døde 809 som Biskop i Münster.
A. Th. J.
Liukiu Øerne, fejlagtigt Navn for Riukiu
Øerne, opstaaet ved Sammenblanding af Øernes
jap. Navn og deres kin. Navn Lutshu.
M. V.
Liv og Livthrase (»Liv« og »fastholdende
Livet«), i nordisk Mytologi Navnet paa den
Kvinde og Mand, der som det eneste Menneskepar
overlevede Ragnaroks Fimbul-Vinter, skjulte i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
