Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lokasenna - Lokation - Lokativ - Lokbejtel - Loke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som de drages ind deri, overvælder Loke dem
med de værste Bebrejdelser og Forhaanelser,
men disse bestaar rigtignok af Bagvaskelser
og Løgne. Endelig kommer Thor og truer Loke
med Hammeren; da først viger han og flygter
bort. L. er forfattet ved Midten af 10. Aarh.
og bærer Vidne om det religiøse Forfald, der
herskede i Norge. Dets Forf. har været en
troende Hedning, der med Sorg saa paa Forfaldet.
L. findes kun i Codex regius af Edda-Digtene.
(Litt.: F. Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litt.
hist.«, I.).
F. J.
Lokation (af lat. locatio), Leje, Anordning
af Rækkefølge, f. Eks. Konkurskreditorers.
Lokativ (ell. Lokalis) er i
Sprogvidenskaben Benævnelse paa en Kasus, der betegner
i ell. paa et St. (ogsaa overført, i ell. paa en
Tid). Medens man f. Eks. i Finsk har
en tydelig L. (dér kaldt Inessiv) ved
Siden af andre stedbetegnende Kasus,
f. Eks. Helsingissä i Helsingfors,
kirkossa i Kirken, er det vel
tvivlsomt, om vor Sprogæt (indo-europ.)
fra først af har haft en saadan helt
udpræget L., der kunde dannes i alle
Tilfælde. I de eksisterende Sprog
træffer vi allerede fra de ældste Tider
stor Tilbøjelighed til at blande L.
sammen med andre Kasus (Dativ,
Instrumentalis, Genitiv) i Form og Brug (se
Synkretisme). Bedst bevaret er
L. i Ind., Litauisk og Slav. Naar vi i
lat. Skolegrammatik har den
mærkelige Regel, at Egennavne paa Byer og
Smaaøer sættes i Genitiv, hvis Ordene
er Ental og gaar efter første og anden
Deklination, men i Ablativ, hvis de er
Flertal ell. gaar efter tredie
Deklination, forklares dette simpelt ved, at vi
her har gl. L.: Romæ i Rom, Corinthi
i Corinth, Athenis, Tiburi ell. Tibure
(smlg. domi hjemme, ruri paa Landet,
humi paa Jorden). I de germ. Sprog er der kun
faa tydelige Rester af en gl L.; som et
enestaaende Levn paa Dansk kan vi betragte Formen
hjemme i Modsætning til Adverbiet hjem,
der er en gl Akkusativ for at betegne
Retningen til et St.
O. Jsp.
Lokbejtel ell. Smaljernet, fra Tysk
laant Benævnelse for et kraftigt Stemmejern,
hvis Æg sidder paa den smalle Side af Bladet.
(F. W.) D. H. B.
Loke, en nord. Gudeskikkelse af
ejendommelig Art; Medlem af Asernes Kreds
(»Asa-Loke«), deres listige Forkæmper, men ogsaa
deres svigefulde Fælle, til sidst deres bitreste
Modstander. Myterne om L. falder i 3
Grupper: 1) Odin, Høner og L. sammen, 2) L. som
Thor’s Ledsager, 3) L. paa egen Haand. Odin,
Høner og L. tænkes vandrende gennem
Verden, L. spiller da altid ved sin Kløgt og
Foretagsomhed Hovedrollen, men kommer ogsaa i
Vanskeligheder. Saaledes dræber han Odderen
og maa til Bod skaffe Dværgen Andvares Guld,
hvortil Forbandelsen og Volsung-Ættens
Tilintetgørelse kommer til at slutte sig. Han bliver
paa samme Maade fanget af Jætten Thjasse i
Ørneham og maa skaffe ham Idun og hendes
Æbler; og ligeledes lover han Freya bort til
den borgbyggende Jætte, men narrer ham for
hans Løn ved i Hoppeskikkelse at lokke
Jættens Hest bort. Helt naiv er Fortællingen om,
hvorledes Odin, Høner og L. efter Tur skjuler
Bonden for Trolden, og L. som den snedigste
faar Trolden slaaet ihjel. Indenfor
Odin-Gruppens Myter optræder L. som den listige
Jætteovervinder, og disse Myter er mest udbredte
over det vestlige Kulturomraade. Noget
anderledes er hans Stilling i Thors-Myterne. Han
har ingen Hovedrolle, men er Thor
underordnet som hans Ledsager og Sendebud,
saaledes at hans List danner en virkningsfuld
Modsætning til Thor’s Kraft. Med mægtigt Lune
er denne naivt guddommelige L. skildret i
Kvadet om Hammerhentningen hos Jætten Thrym.
Mere underordnet er han paa Toget til
Udgaardsloke, hvor han maa æde om Kap med
selve Ilden (Loge). Naar han en Gang fanges
af Jætten Geirrød og maa løskøbe sig ved at
skaffe Thor i Jættens Magt, er det en Slags
Efterligning af den førnævnte Mytegruppe. Hos
en Skjald i 10. Aarh. optræder derimod den
Tanke, at han er Thor’s svigefulde Ledsager
og gør hans Buk halt; men dette er saa
enestaaende og saa daarlig motiveret, at det
kendeligt nok ikke hører rigtig til i Thors-Myterne.
Denne Mytegruppe, Thors-Gruppen, hvor L. er
den listige, men svage og troløse, tilhører
fortrinsvis det østl. Kulturomraade. Derimod har vi
en Gruppe af Myter, hvor L. optræder paa egen
Haand, og da altid som ond og svigefuld, ikke
i Kraft af Jætters Magt over ham, men af indre
Forkærlighed for Troløshed og Glæde over
Asernes Nød. Hertil hører den sent optrædende
Myte om hans Ran af Brisingemen og
Heimdal’s Kamp for at vinde Smykket igen.
Ligeledes Myten om, at han stjæler Sif’s Guldhaar
og tvinges til at skaffe Aserne Klenodier. Men
fremfor alt gælder det om hans Rolle i
Balders-Myten. Vi har to Grundformer af denne
Myte. I den ene spiller Hoder Hovedrolle som
 |
| Loke og Sigyn (efter Gosforth-Korset i Nordengland). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
