Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lovbøger og Lovsamlinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter Alexander’s Dage Oplysninger i de
klassiske Folks Litt. Fra saitisk Tid, allerede fra
7. Aarh. f. Kr., kom der ofte mange Jøder til
Ægypten, hvor de bl. a. gjorde Krigstjeneste,
saaledes paa Elefantine ved Sydgrænsen, paa
hvilken lille Ø der er opdaget Aktstykker paa
Aramaisk fra Slutn. af 5. Aarh. Disse Skr
viser, at disse udvandrede Jøder i Ægypten
vedblev at dyrke deres Fædres Gud og at følge
deres overleverede Skikke og Vedtægter. Ja,
det kan næppe omtvivles, at de vel ogsaa var
i Besiddelse af Afskrifter af Folkets hellige
Bøger, som Jøderne i Jerusalem ejede, og som
Udvandrere derfra siden, da de i ret stort Antal
tog Bolig i det nyanlagte Alexandria i
Ægypten, medtog til deres ny Hjem, og da deres
Talesprog her blev Græsk, oversattes siden
disse Bøger til Græsk. Dette skete i 2., maaske
allerede delvis i 3. Aarh. f. Kr. Herved blev
Jødernes hellige Bøger, af hvilke største Delen,
som affattedes i Folkets gl., dengang næsten
helt forglemte, aldrig videre udbredte
Talesprog, Hebraisk, længe kun havde været kendt
af lærde Jøder, tilgængelige for Datidens gr.
og græskdannede Videnskabsmænd. Men disse
synes længe ikke at have næret nogen videre
Interesse for den jød. Litt. Jøderne var kun et
lidet Folk, der hidtil ikke havde spillet nogen
nævneværdig Rolle paa Verdenshistoriens
Skueplads, om end de praktiske Romere tidlig havde
opdaget, at Jøderne laa i stadig Fjendskab med
deres Naboer og derfor kunde benyttes til at
svække disse og derved til at forberede
Grundfæsteisen af det rom. Herredømme over Syrien.
Det var egl. først, da Jøderne rejste sig til en
Kamp paa Liv og Død med Rom, hvad der førte
til Jødestatens Undergang, Folkets Adspredelse
og Jerusalems Ødelæggelse, at Datidens
Opmærksomhed for Alvor, men kun for kortere
Tid, rettedes imod Jøderne, mod deres Love og
Ejendommeligheder og vel ogsaa mod deres
Litteratur. Af Jødernes hellige Bøger
benævnedes de Skr, med hvilke Samlingen begyndte,
»Mose Lov«. En egl. Lovbog kan disse Skr dog
ikke siges at danne. Men man finder i Bøgerne
mange Forskrifter og Bestemmelser (af hvilke
for øvrigt Delitzsch’s ndf. anførte Værk »Die
grosse Täuschung«, giver en god Oversigt).
Meget er af religiøs og rituel Bet., men der er
stadigt taget Hensyn til de borgerlige Forhold
hos Folket. Bl. Lovbestemmelserne findes »de
10 Bud«, der i Bøgerne foreligger i to i
Udtryksmaaden lidt forsk. Redaktioner, men som
begge ret vel kan betegnes som en Samling
Lovbud. Men om end de ret talrige Love og
Bestemmelser udgør en ikke ringe Del af
Bøgerne, kan det dog ikke benægtes, at der i
Skrifterne foruden paa Lovene lægges særlig
Vægt paa de Begivenheder, der havde givet
Anledning til, at Lovene kom frem. Det er klart,
at disse hist. Beretninger ikke hviler paa
samtidige Optegnelser, lige saa lidt som selve
Lovene foreligger i den Skikkelse ell. Form, i
hvilken de opr. fremkom. Saavel Beretningen
om Tilblivelsen som selve Lovene er først
blevne nedskrevne i den Form, i hvilke de er
komne til os, i en senere Tid, efter at Meddelelserne
om Lovene længe var blevne overleverede
mundtligt fra den ene Slægt til den anden. Det
vil ogsaa være klart, at da hvert Slægtled
gjorde sig megen Umage for, at hvad der
meddeltes yngre Slægter af Fortidens
Overleveringer, fremstilledes saa tydeligt og let fatteligt
som muligt, vilde det vel oftere kunne hænde,
at i yngre Afskrifter blev stundom ældre
Udtryk erstattede af nyere og mere kendte. Selv
efter at Bøgerne var redigerede og dannede
litterære Helheder, var det vist ikke udelukket,
at Afskrivere tillod sig at gøre den
overleverede Tekst lettere forstaaelig ved Omarbejdelse
og lignende. Under disse Omstændigheder kan
det ikke paastaas, at alt, hvad vi læser i
Israel’s hellige Bøger, netop i den Skikkelse, i
hvilken det er kommet til os, stammer fra den
Forf., hvortil Skriftet henføres, ell. til den Tid,
i hvilken den efter Overleveringen skulde være
affattet. Man ser deraf, at de Skr, vi finder i
Biblen, oftere kan være komne til at afvige
ikke saa lidt fra deres opr. Skikkelse, selv om
Indholdet ikke var væsentlig forsk. fra det opr.
Delte blev dog aldeles ikke anerkendt i
Oldtiden. Man havde hos alle Oldtidens Folk
megen Tillid til Overleveringen, og der tvivledes
ikke om, at Traditionen havde Ret. Det antoges
for en afgjort Sag, at alle Bøger i Israel’s
hellige Bøger, i det gl. Test., skyldtes de Mænd,
der navngaves som Forfattere. De 5 Mose
Bøger, der findes først i Samlingen, antoges for
forfattede af Moses, Josva Bog af Josva, de
fleste af Salmerne antoges for digtede af David
o. s. v. At der i Mose Tidsalder i
videnskabeligt dannede Kredse i nogle Lande fandtes
Kendskab til Skrift og rig Anvendelse derfor,
har vist sig at være rigtigt, men Skriften var
ikke, som man vistnok alm. antog i det senere
Israel, efter at Folket havde begyndt for Alvor
at føle sig hjemme i Palæstina, i deres
forjættede Land, alfabetisk Skrift, men helt andre,
fra den alfabetiske Skrift meget forsk. og
overmaade lidet kendte Systemer. Samme
Opfattelse, som var alm. hos Oldtidens Jøder, gik i
Arv til de kristne Folk og holdt sig i lange
Tider. Lige ind i 18. Aarh. var Opfattelsen
eneherskende, men endelig vaagnede Kritikken og
tog snart stærkt fat. Det var ogsaa paa høje Tid,
at man gav sig til at undersøge, hvor vidt
Overleveringen stemmede med, hvad der stod
i Skrifterne selv, og med, hvad der
nødvendigvis maatte følge deraf og med Føje kunde
sluttes derfra. Uheldigvis var det Materiale, man
havde til Raadighed til Kendskab om Oldtidens
Forhold, og som man skulde bygge sine
sammenlignende Studier paa, yderst mangelfuldt.
Subjektive Forestillinger blev nu det afgørende,
og da Kritikerne, trods al deres Detailkundskab,
maa siges at have haft yderst mangelfuldt
Kendskab til den virkelige gl. østerlandske
Oldtid, maa deres Slutninger siges at hvile paa
en lidet solid Grundvold, hvorfor der ikke kan
tillægges dem synderlig stor Vægt ell. Bet. Alle
de Lærde, der fra 18. Aarh. af fulgte den ny
kritiske Opfattelse, begik nemlig den Fejl at
betragte alt fra Nutidens Standpunkt, uden at tænke
paa, at Oldtidens og ikke mindst den gl. østerl.
Oldtids Grundsyn paa Liv, borgerlige og
aandelige Forhold var helt forsk. fra Nutidens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
