Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lovforslag - Lovfortolkning - lovfældt - Lovgivende Forsamling - lovgivende Myndighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig —, »Fællesvoteringen« kaldes denne
Fremgangsmaade — bliver da den samlede Rigsdags
Beslutning. For at sikre Tilvejebringelsen af et
Flertal udtages og forsegles forinden
Stemmernes Optælling i Andet Kammer en
Stemmeseddel; staar lige Stemmer mod hinanden,
aabnes den og gør da Udslaget, men er der
allerede Flertal, tilintetgøres den.
I Norge, hvor Stortinget er en Blanding af
et Etkammer og et Tokammer, idet Stortinget
efter hvert Nyvalg deler sig i to Afdelinger,
Odelstinget og Lagtinget, skal alle L.
indbringes i Odelstinget, hvorefter det som Regel
henvises til nærmere Prøvelse i et af de staaende
Udvalg, men i øvrigt undergives det kun een
Behandling i Odelstinget, medmindre Tinget
udtrykkelig har forbeholdt sig baade en
foreløbig og en endelig Afstemning. Er L. vedtaget
af Odelstinget, sendes det derefter til Lagtinget.
Tiltrædes det uforandret af dette, sendes det
til Stadfæstelse af Kongen, hvorved erindres,
at den norske Konge kun har suspensivt Veto
m. H. t. alm. L. og siden 1913 slet intet Veto
m. H. t. Grundlovsændringer. Hvis Lagtinget
derimod forandrer L., gaar det tilbage til
Odelstinget, som paa ny behandler det, og, hvis det
ikke nu lægges til Side, atter sender det med
ell. uden Forandringer til Lagtinget. Bifalder
det sidste Ting heller ikke denne Gang L.,
bliver det i den Form, hvori det sidste Gang blev
oversendt fra Odelstinget, bragt under
Afstemning i det samlede Storting, men der kræves
da 2/3 af Stortingets Stemmer til dets
Vedtagelse.
En noget lgn. Ordning som i Norge gælder
paa Island, hvor ogsaa det samlede Alting
efter hvert Nyvalg spalter sig i to Afdelinger,
Nederste og Øverste Afdeling. L. kan dog her
fremsættes i lige Grad i begge Afdelinger,
bortset fra Finanslovforslag, der først skal
forelægges Nederste Afdeling, og ethvert L. skal
altid behandles 3 Gange i hver Afdeling. Men
opnaas der ikke Enighed mellem Afdelingerne,
sker ogsaa her til sidst Afgørelsen i det
samlede Ting, og saaledes, at der vel m. H. t. de
enkelte Punkter kun kræves simpel
Stemmeflerhed, men at der til et L.’s Vedtagelse i dets
Helhed — bortset fra Finanslovforslag —
kræves 2/3 Flertal af det samlede Alting, se
Kongeriget Islands Forfatningslov
af 18. Maj 1920 § 41.
I Amerikas Forenede Stater finder, ligesom i
England, 3 Behandlinger (Læsninger) af L.
Sted i hvert af Kongressens Huse. Ved den
første foregaar imidlertid ingen Debat, men
Sagen henvises straks til et af de staaende
Udvalg, hvor dens endelige Skæbne i
Virkeligheden afgøres og hvor det store Flertal af de
forelagte uhyre talrige L. ubarmhjertigt
nedslagtes; det kan til Illustration anføres, at der
1912 indbragtes over 20000 L. i
Repræsentanternes Hus og 7500 i Senatet, hvoraf kun 300 blev
vedtagne. For saa vidt en offentlig Debat
overhovedet finder Sted, foregaar den ved anden
Læsning; ved den tredie er enhver Ændring
udelukket.
Ejendommelig er ligeledes Ordningen efter
Finlands Etkammerforfatning af 1906. Her skal
L. altid først sendes til et af de staaende
Udvalg, der, efter sv. Mønster, nedsættes af hver
ordentlig Rigsdag, og skal derefter underkastes
3 Behandlinger i Rigsdagens Plenum. Men efter
den 1. Behandlings Afslutning skal Sagen
sendes til ny Prøvelse i det saakaldte store
Udvalg (stora utskottet), bestaaende af 60 af
Rigsdagens 200 Medlemmer. Ved anden Behandling
fremlægges det store Udvalgs Betænkning, og
hvis Rigsdagen ikke uforandret tiltræder dette
Udvalgs Indstilling, sendes Sagen igen tilbage
til det store Udvalg, som da gør ny
Indstillinger angaaende L.’s Vedtagelse med ell.
uden Ændringer eller dets Forkastelse, og
først derefter afsluttes 2. Behandling i
Rigsdagens Plenum med Godkendelse ell. Forkastelse
af det store Udvalgs Indstilling, Ved 3. Beh.
sker den endelige Afgørelse, men Rigsdagen
kan herved kun enten uforandret vedtage L.
i den ved 2. Beh. vedtagne Skikkelse ell.
forkaste det, dog at 1/3 af Rigsdagens Medlemmer,
selv om L. vedtages, kan forlange, at det skal
hvile til første Landdag, efter at ny Valg til
Rigsdagen har fundet Sted, fra hvilken Regel
der dog gælder Undtagelser m. H. t.
Grundlovsændringer og andre mere paatrængende L.
Ligeledes gælder meget ejendommelige
Regler efter de fleste af de efter Verdenskrigen
vedtagne ny Forfatninger i det tyske Rige,
Preussen, Tschekkoslovakiet og Polen, hvor det
andet Kammer kun har en Indsigelsesret ell.
suspensivt Veto ved L., ligesom endelig i
Schweiz, i det tyske Rige og i de fleste tyske
Lande siden Verdenskrigen. L. kan
gennemføres helt uden om Parlamentet, nemlig ved
Folkeinitiativ og
Folkeafstemning, se disse Art.
K. B.
Lovfortolkning, se Fortolkning.
lovfældt. I ældre dansk Proces kaldtes den,
der var ifalden 3 Marks Bod, ikke ved Dom,
men for ikke at efterkomme en Dom,
lovsøgt. Mere omfattende var Udtrykket l., der
fandt Anvendelse paa enhver, som var
overbevist om et Retsbrud, der medførte Bod, altsaa
ikke blot paa den lovsøgte, men ogsaa paa den,
der ved en Dom var idømt Bøde, især 3 Marks
Bøde, for en Forbrydelse.
(Ludv. H.). P. J. J.
Lovgivende Forsamling, se Frankrig,
S. 758.
lovgivende Myndighed. Denne tilkom
under Enevælden, saaledes i Danmark efter
Kongeloven af 14. Novbr 1665, Monarken (Kongen)
alene. I de konstitutionelle Monarkier er den
i Alm. hos Monarken og
Folkerepræsentationen i Forening, jfr den danske Grl. 1915 § 2:
»Den lovgivende Magt er hos Kongen og
Rigsdagen i Forening«. I Norges Grl. af 1814 § 49
hedder det derimod: »Folket udøver den
lovgivende Magt ved Stortinget«, og Kongen har
da ogsaa her ved alm. Love kun et suspensivt,
nu faktisk betydningsløst Veto, og siden 1913
slet intet Veto ved Grundlovsændringer. Heller
ikke i Grækenland og Bulgarien har Kongen
noget Veto i Grundlovsspørgsmaal. I England
endelig er Kongens Veto faktisk gaaet ud af
Spillet, og Overhuset her har siden 1911 kun
suspensivt Veto ved alm. Love og slet intet Veto
ved finansielle Love. I Republikker er den l. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
