Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Vilhelm - Ludvig I (Konge i Bayern) - Ludvig II (Konge i Bayern)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ludvig Vilhelm, Markgreve af Baden,
Rigsfeltmarskal, f. 1655 i Paris, d. 1707 i
Rastatt. Som Officer i den kejserlige Hær deltog
han under Montecuccoli 1675 i Felttoget i
Alsace og overtog 1678 Regeringen i Baden. Han
var med i Østerrigs Kampe mod Tyrkiet
(1683—88) og indlagde sig her saa store Fortjenester,
at han belønnedes med Feltmarskaltitlen og
tilsidst fik Overkommandoen over Hovedhæren
ved Donau. Han slog 1689 Tyrkerne ved Nissa
og Widdin, hvilke Fæstninger han erobrede, og
1691 ved Salankemen samt indtog Grosswardein
og Gradisca. 1693 kom han i Spidsen for
Rigshæren mod Frankrig, men det kom ikke her
til Begivenheder af større Bet. I den sp.
Arvefølgekrig førte han den mod Bayern og
Frankrig opstillede Rigshær, erobrede Landau og
sejrede i Forening med Marlborough ved
Schellenberge. L. havde ved sin Død deltaget i 26
Felttog, 25 Belejringer og 13 Slag uden at lide
Nederlag. Han ansaas for at være en meget
betydelig Hærfører og var Autoritet paa
Belejringskrigens Omraade. (Litt.: Röder von
Diersburg, »Des Markgrafen L. W. von
Baden Feldzüge wider die Türken« [Karlsruhe
1839—42]; Platz, »Markgraf L. W. von Baden
als Heerführer am Oberrhein 1693—97 und in
seiner Stellung zum Reichsheerwesen«
[Karlsruhe 1907]).
(B. P. B.). E. C.
Ludvig I, Konge i Bayern 1825—48, f. 25.
Aug. 1786 i Strasbourg, d. 29. Febr 1868 i Nizza.
Søn af Kong Maximilian I, der ved hans Fødsel
var fr. Oberst. 1799, da Faderen blev Kurfyrste
af Bayern, kom han til München, studerede
senere flittig i Landshut og Göttingen og var
tidlig stærkt national. Derfor tog han kun
uvillig Del i Krigen mod Preussen 1806—07 og mod
Østerrig 1809 (havde selv opmuntret det til at
begynde Krigen) og vakte ved sin Optræden i
Tyrol Napoleon I’s Harme, ligesom han
ingenlunde skjulte sine bitre Følelser mod Tyskland’s
Arvefjende. Paa Wienerkongressen 1814 stræbte
han at faa Alsace knyttet til Tyskland, og 1815
var han ivrig for at kræve de røvede
Kunstskatte tilbage fra Paris. Han nærede en varm
Kærlighed til Kunst og færdedes helst mellem
Kunstnere, samt gjorde gentagne Besøg i Rom.
Han medvirkede væsentlig til Minister
Montgelas’ Fald 1817 og til Konkordatets Afslutning
s. A.; gav ligeledes Grundlaget til den ny
Forfatning 1818 og værnede den siden mod
Trykket fra Østerrig. Desuden var han tidlig
begejstret for Grækernes Frihedskamp og ofrede
store Summer for at støtte den.
Efter at han 13. Oktbr 1825 var bleven Konge,
var han i de første Aar meget frisindet, men
følte sig dog snart krænket over, at Landdagen
var misfornøjet med de store Udgifter, som
hans Iver for Kunstsamlinger og for kostbare
Pragtbygninger medførte. Thi medens han
ellers var sparsommelig, var han over for
Kunstens Fremme meget rundhaandet (udgav i alt
omtr. 30 Mill. Kr. hertil). Han flyttede 1826
Univ. fra Landshut til München, opførte flere
Museer og Kirker, die Ruhmeshalle, samt
Walhalla ved Regensbarg o. s. fr.; søgte desuden
at samle Kunstnere og Videnskabsmænd til sin
Hovedstad (ogsaa Thorvaldsen fik Tilbud
derom) og gjorde den til Hjemsted for Tyskland’s
Kunst. Fremdeles byggede han
»Ludvigs-Kanalen« fra Donau til Main (1836—45) og var 1833
virksom for Toldforeningens Dannelse (allerede
forberedt ved et Handelsforbund med
Württemberg 1828). Efter 1830 begyndte et politisk
Omslag. Ligesom Kong Frederik Vilhelm IV af
Preussen var han stærkt opfyldt af Følelsen
for sin Kongemagt og var derfor afgjort imod
den liberale Retning, som Julirevolutionen
kaldte til Live; forfulgte den med Strenghed
1832—33 og kom efterhaanden ind paa en vilkaarlig
Styrelse, som under Ministeriet Abel 1838—46
udartede til politisk og kirkelig Reaktion.
At denne fik Ende, skyldtes den sp.
Danserinde Lola Montez, som Oktbr 1846 kom til
München og snart vandt Herredømme over ham,
der altid havde været en Tilbeder af det smukke
Køn. Da Ministeriet modsatte sig hendes
Ophøjelse til Grevinde af Landsfeld, blev det
afskediget i Febr 1847, og nu spillede han paa
ny ikke alene frisindet, men endog kirkefjendsk.
Hendes Optræden vakte dog efterhaanden stærk
Uvilje, og efter at han først havde søgt at kue
denne ved at lukke Univ. 7. Febr 1848, nødtes
han 4 Dage senere til at sende hende bort. Det
revolutionære Røre, som snart efter udbrød i
Tyskland, medførte, at han 20. Marts dybt
krænket nedlagde Regeringen til Bedste for
sin ældste Søn Maximilian II. Af sit Ægteskab
1810 med Therese af Sachsen-Hildburghausen
(1792—1854) havde han desuden 3 Sønner,
deriblandt Otto, som 1831 blev Konge i
Grækenland, og Luitpold, der senere blev Bayerns
Regent. Han var ikke alene Kunstelsker, men
ogsaa selv Digter; en samlet Udgave kom 1839
i 3 Bd, med et 4. Bd 1847 og et Tillæg 1888. I
München rejstes 1862 hans Rytterstatue. (Litt.:
Sepp, »L. I.« [Schaffhausen 1869, 2. Udg.
1888]; Heigel, »L. I.« [Leipzig 1872]).
E. E.
Ludvig II, Konge i Bayern 1864—86, f.
25. Aug. 1845, d. 13. Juni 1886, foreg.’s
Sønnesøn og Søn af Maximilian II. Han viste tidlig
stor Interesse for Kunst, især Musik, men havde
kun brudt sig
lidt om
Statssager, da han
10. Marts 1864
fulgte Faderen
paa Tronen.
Ogsaa som
Konge syntes
han at lægge
større Vægt
paa at føre R.
Wagner’s
Operaer frem paa
Scenen, men
vakte derved
saa megen
Misstemning,
at han 1866
maatte fjerne
Kunstneren fra
sine Omgivelser. For Tyskland’s Enhed nærede
han ligesom Farfaderen varm Følelse, havde
vistnok ingen Skyld i Bayern’s Optræden 1866
og tilkendegav i Febr 1870 aabent sit Misnøje,
da Kamrenes partikularistiske Flertal fremtvang
Ministeriet Hohenlohe’s Afskedigelse. Ligeledes
 |
| Ludvig II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
